Den 16. november 2013 klokken 19 lød brandalarmen på Britannia Seaways, der var på vej fra Sørreisa i Nordnorge mod Bergen. Om bord var 20 besætningsmedlemmer og 12 passagerer, og lasten bestod af militære køretøjer, 70 tons diesel, flybrændstof og benzin i dunke og tanke.
Branden opstod formentlig, fordi nogle brændstofdunke af metal under den voldsomme søgang skrabede mod hinanden og udløste gnister. Branden udviklede sig meget voldsomt, og snart lød der flere voldsomme eksplosioner fra lasten, mens flammerne skød 30 meter i vejret. Det blæste kraftigt med op til 10 meter høje bølger. Et voldsomt vejr, som man måske skulle have holdt sig fra.