23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Fayard hurtigere end tysk konkurrent

Scandlines valgte til sidst danske Fayard fremfor Blohm+Voss i Hamborg, der skulle bruge længere tid på færdiggørelsen af nye Gedser-færger. Scandlines er dog holdt op med at sætte dato på indsættelsen.
Det var først og fremmest et spørgsmål om leveringstid, der fik Scandlines til kun at ”langtidsparkere” to færgeskrog i Hamborg, som Scandlines’ communications manager Anette Ustrup Svendsen formulerer det.

Begge færgeskrog til Scandlines’ kommende flådefornyelsesprogram på Gedser-Rostockruten, oprindeligt kontraheret og samlet på det nu lukkede P + S Werften i Stralsund, ankom nemlig fra Hamborg til Fayard i Munkebo i sidste og forrige uge. Her skal det danske reparationsværft nu udføre den omfattende færdiggørelse og ombygning   – mestendels med det formål at lette de kommende færger for op imod 700 ton overvægt. Men også for ombygning af maskineriet til hybriddrift, som Scandlines i forvejen er langt fremme med indførelsen af på Rødby- Puttgardenruten.

”Vi havde jo alene et letter of intent med Blohm+Voss, så da det viste sig, at de ikke ville kunne gennemføre ombygningen inden for den tidsramme, som vi ønskede, måtte vi i stedet se os om efter et alternativ, hvilket altså blev Fayard,” siger Anette Ustrup Svendsen til Søfart.

Hun forklarer, at Blohm+Voss-værftet i lighed med de øvrige tilbudsgivere på opgaven allerede besigtigede de to færgeskrog, mens de lå ved det lukkede P + S Werften i Stralsund. Efter skrogene var blevet købt fra boet efter værftet, skulle de umiddelbart efter flyttes, hvorfor de blev bugseret direkte til Blohm+Voss, som havde opnået en intentionsaftale på opgaven. Her blev det endelige beregnings- og tegningsarbejde på opgaven gennemført af værftets egen tegnestue.

Ifølge Anette Ustrup Svendsen kunne Hamborg-værftet imidlertid ikke færdiggøre projektet inden for den tidsramme, Scandlines havde forudsat for projektet, der allerede er adskillige år forsinket. Men al tegningsarbejdet er efterfølgende blevet købt fra Blohm+Voss til anvendelse på Fayard.

”Med hensyn til færdiggørelsen af de to Gedser-færger er vi, belært af forløbet, holdt op med at udmelde et præcist tidspunkt for deres indsættelse på Rostock-ruten. Men jeg tør dog godt sige, at begge færger er klar i 2015,” siger Anette Ustrup Svendsen.

De to færger får en reduceret passagerkapacitet i forhold til deres oprindelige generalarrangement. Antallet af kvadratmeter er væsentlig mindre som følge af den store vægtreducering, der skal hentes i ombygningsprojektet. Det er dog ifølge Anette Ustrup Svendsen stadigt færgernes oprindelige interiørdesignere, det franske arkitektfirma AIA, som skal forestå designet af passagerområderne. Hele den del af projektet bliver i lighed med færgernes udvendige design, dog også helt opdateret.

Anette Ustrup Svendsen oplyser, at Scandlines fortsat forventer at kunne gennemføre ombygningen og færdiggørelsen af de to færger inden for den oprindelige budgetramme, der lyder på 1,4 mia. kr. en bloc.

FAKTA: Delprojekter under ombygningen
  • De øverste dæk (dæk 8 og 9) fjernes helt sammen med skorstenen
  • Størstedelen af dæk 7 inkl. broen fjernes – dæk 7 forkortes med 10-15 meter
  • Nyt og mindre dæk 8 med skorsten og bro i aluminium bygges op
  • Ny helikopterlandingsplads, master etc. med alt nødvendigt udstyr monteres
  • Hoveddieselgeneratoren fjernes
  • Scandlines’ banebrydende hybridsystem installeres
  • Scrubber, der reducerer udledningsgasser som svovl og partikler med mindst 90 procent, installeres
  • Nyt interiør og tekniske installationer monteres på dæk 7 og 8, så vidt muligt i letvægtsmaterialer
  • Nyt varme-, ventilations- og airconditionanlæg installeres
  • Hele kabelføringen udskiftes
Læs også:
BREAKING
{{ article.headline }}
0.141|instance-web01