Jack up-fartøjet Thor skal serviceres i Hirtshals Havn. En opgave, der blandt andet omfatter survey og bunkring i forbindelse med klargøring. Dermed udnytter Hirtshals sin geografiske position og kompetencer inden for offshore-området.
Anløbet i Hirtshals bliver med Blue Water Shipping som agent.
Direktør for Blue Water Shipping i Hirtshals, Bent Rasmussen, udtrykker stor tilfredshed med opgaven, der er en af de første af sin slags for havnen. Samtidig er han ikke i tvivl om, at man har visse fordele ved at vælge netop Hirtshals Havn.
”Vi kan tage anløbet her i Hirtshals Havn, uden at fartøjet skal ud på en omvej, og det betyder meget i forhold til transporttid og omkostninger,” siger Bent Rasmussen til hirtshalshavn.dk
Fakta:
Thor er et jack-up fartøj bygget i 2010. Fartøjet har en længde på 93 meter, en bredde på 40 meter og en højde fra køl til toppen af benene på 80 meter. Fartøjet kan operere på vanddybder på indtil 50 meter.
Kilde: Hirtshals Havn