Kirk Kapital købte fredag 29 procent af aktierne i shippingselskabet Erria. Det er både en blåstempling af Errias operationelle evner og ikke mindst med til at give den ventede ro på bagfronten, inden Erria tager fat på nye vækstsatsninger. Det siger Errias CEO, Henrik N. Andersen, til Søfart.
”Det betyder rigtig meget for os, at vi nu får en langsigtet investor ind i ejerkredsen,” siger Henrik N. Andersen. Både Danske Bank og ikke mindst det statslige oprydningsselskab Finansiel Stabilitet har aldrig været tiltænkt som de langsigtede ejere af selskabet, mens Kirk Kapital giver ro for fremtiden.