Det var en kedelig besked, som tikkede ind på kontoret ved Viking Supply Ships i weekenden. Kontrakten på tre ankerhåndteringsfartøjer for boresæsonen 2015 i Karahavet nord for Rusland blev aflyst, og nu skal Viking Supply Ships på jagt efter nye offshoreopgaver i et svært marked.
Det er det russiske selskab Karmorneftegaz, som leder efter olie i arktiske egne på vegne af det russiske olieselskab Rosneft, og det amerikanske ExxonMobil, som indstiller olieeftersøgningen for 2015. En operation, som er blevet vanskeliggjort af Vestens sanktioner mod Rusland som følge af krisen i Ukraine.