Et dramatisk fald i olieprisen får Maersk Supply Service til at trimme organisationen. Men ifølge selskabets øverste chef, Carsten Plougmann Andersen, vil en ti procents reduktion af medarbejderstaben på hovedkontoret i Lyngby nord for København ikke ændre hverken operationen eller strategien.
Det er essensen af de svar, Søfart har modtaget fra Carsten Plougmann Andersen efter Maersk Supply Services udmelding om selskabets organisatoriske ændringer. Ændringer, der skyldes et væsentligt forandret marked for offshore-serviceskibe, efter at olieprisen på blot fem måneder er faldet fra 100 til 50 dollars per tønde.
Hvad betyder nedskæringerne for jeres daglige operation?
Det kommer ikke til at få indflydelse på vores operation. Vi vil ikke gå på kompromis med vores navn og vores høje operations- og sikkerhedsstandarder i forhold til vores kunder.
Hvilke organisatoriske områder skal der skæres medarbejdere fra?
Da det drejer sig om et større antal medarbejdere, har vi iværksat en proces, hvor en komite med medarbejderrepræsentanter får til opgave at diskutere vilkårene for afskedigelserne. Dette gør vi for at sikre medarbejderne bedst muligt.
Hvor mange medarbejdere er der nu tilbage i Maersk Supply Service?
Totalt er vi i dag omkring 300 ansatte onshore og 1900 offshore. Vi er 188 ansatte i vores hovedkvarter i Lyngby. Vi forventer at skulle reducere med ca. 30 jobs i Lyngby, hvor ca. 10 vil være åbne stillinger, der ikke besættes, og omkring 20 vil være egentlige afskedigelser.
Hvordan påvirker nedskæringerne jeres strategiske vækstplaner og flådeudvidelse?
Vores strategi er stadig den samme. Vi skal levere en signifikant andel af APM Shipping Services vækstmål gennem fokus på AHTS- (ankerhåndteringsfartøjer, Red.) og SSV- (subsea supply vessels, Red.) segmenterne og i højere grad forlade mainstream PSV-segmentet (platform supply vessels, Red.).
FAKTA
Maersk Supply Service har i dag en flåde på 60 skibe, hvoraf de 44 er ankerhåndteringsfartøjer, seks er ældre og ombyggede subsea-supportskibe og 10 er regulære platformsforsyningsskibe, PSV’ere, som har diverse opgaver på lavere havdybder.
Maersk Supply-CEO om nedskæringer: Strategien er den samme
OFFSHORE: 30 færre medarbejdere på Maersk Supply Service-hovedkontoret i Lyngby får ingen operationelle effekter og påvirker ikke selskabets strategi, siger CEO Carsten Plougmann Andersen.
Annonce