De umiddelbare tal for Viking Supply Ships viser fremgang over hele linjen. Både på top og bundlinjen havde rederiet med otte isforstærkede ankerhåndteringsfartøjer og fem offshoreforsyningsskibe bedre tal i fjerde kvartal af 2014 end i samme periode af 2013.
Men i et ekstremt presset offshoremarked for ankerhåndteringsfartøjer præget af Rusland-sanktioner og olieprisfald, fører tab af lange kontrakter til brud på låneaftaler og dermed krav fra kreditorer om, at Viking Supply Ships skal stille med 18,8 mio. dollars i sikkerhed eller få nye kontrakter på bøgerne.