Blot dagen efter regnskabsfremlæggelsen for fjerde kvartal af 2014 sender Viking Supply Ships igen en meddelelse til rederiets obligationsindehavere og resten af omverdenen. Et svagt marked for offshore forsyningskibe, PSV’ere, fører til omkostningsreduktion og nedlæggelse af rederiets kontor i Aberdeen, Skotland.
”For at forblive konkurrencedygtige og reducere omkostningerne har ledelsen i Viking Supply Ships besluttet at lukke Aberdeen-kontoret fra 1. juli 2015,” skriver rederiet og tilføjer, at alle administrative opgaver fremover skal varetages fra hovedkontoret i København.
Omorganiseringen skal reducere de samlede administrationsomkostninger for PSV-aktiviteterne og dermed være med til at sikre, at den finansielle soliditet af Viking Supply Ships fortsat er stærk.
PSV-markedet præget af overudbud
Aberdeen-kontoret har været den operationelle base for Viking Supply Ships' flåde af fem britisk flagede PSV’ere på 3.800 t.dv. bygget mellem 2003 og 2007. De fem skibe har gennem det sidste kvartal haft en 49 procents udnyttelse i spotmarkedet i Nordsøen, der gav en dagsrate på 7.620 britiske pund.
Viking Supply Ships flytter Aberdeen-kontor til København
OFFSHORE: Fra første juli 2015 skal Viking Supply Ships' fem offshore forsyningsskibe administreres fra København, skriver rederiet i en børsmeddelelse.
Annonce