Kaptajn Ilsøe havde søgt om afløsning for sommerferie, og den 10. august tog kaptajn Clausen over. Clausen havde stor erfaring med sejlads i området, fordi han tidligere havde været fører på 'Missigsut', tuberkulose-skibet, der besøgte samtlige bygder og byer på Grønlands vestkyst. Endvidere manøvrerede han lidt anderledes, end hvad jeg tidligere havde oplevet.
De fleste skippere benyttede et par manøvrer, når man gik fra land, men Clausen slog ”fuld kraft frem”, og så af sted. Når vi gik i havn, slog han fra ”fuld kraft frem” til ”fuld kraft bak” og derefter færdig.
Da han kom om bord, erstattede han Ilsøes skilt, ”Sover, vil ikke forstyrres”, med et med teksten: ”Keep away from this area”. Det fortaltes, at hovmesteren var blevet hel mat i knæene og rystede over hele kroppen, da han så skiltet.
Møde med 'Kununguak'
Netop på den tid traf vi for første gang 'Kununguak' i Egedesminde. Vi var selvfølgelig ovre at hilse på og se det flotte nye kystskib. Min kollega Ryberg havde et dejligt kammer og en tip-top moderne radiostation. Der var bestemt gode forhold om bord. Nu betjente skibet ruten, som 'Disko' sidste år havde besejlet.
Radiotelegrafistforeningen havde engageret sig lidt i ferieafløsning for KGH's telegrafister, og jeg havde udtrykt ønske om ferie i løbet af efteråret, da Benthe havde planer om at rejse til Danmark på det tidspunkt.
Den 17. august fik jeg brev med følgende tekst: ”Under henvisning til at De har ansøgt om ferie primo oktober, skal vi hermed meddele, at dette er bevilliget, og De vil da blive afløst for ferie af telegrafist P.Rokvist, der forbliver ombord den resterende del af sæsonen. Efter afsluttet ferie vil De så kunne tiltræde ombord i m.s.'Nanok S'. Venlig hilsen G.J.A.Hansen”.
Farvel til søen?
Min plan var nu at gå i land, når jeg kom til Danmark. I den anledning havde jeg rettet henvendelse til Post- og Telegrafvæsenet med forespørgsel om muligt arbejde på enten Blaavand eller Skagen Radio, men der var desværre ikke noget job ledigt på det tidspunkt.
Derefter rekvirerede jeg ansøgningsmateriale til job som civilt ansat telegrafist i forsvaret – FCR (Forsvarets Central Radio). Jeg fik papirer sendt til 'Tikerak', udfyldte dem og sendte dem tilbage. Så var det blot at vente.
Den 21. september afmønstrede jeg. Benthe og jeg fløj fra Egedesminde med Catalina til Søndre Strømfjord og derfra videre til Kastrup. Et nyt kapitel tog sin begyndelse.
Gift – men hvad nu, sømand?
Kort tid efter hjemkomst til Danmark blev Benthe og jeg gift.
FCR kunne godt bruge min arbejdskraft, og jeg arbejdede dér de kommende år. I sommeren 1966 læste jeg en artikel i avisen, hvor der blev fortalt om en ny uddannelsesretning, som netop var oprettet på Kunstakademiet.
I løbet af to år kunne man på den kunstpædagogiske skole erhverve kompetence til sideløbende med egen kunstnerisk virksomhed at undervise i det nye fag ”formning” i gymnasiet. Jeg søgte ind og blev optaget, og i 1968 var jeg så færdiguddannet, dels som maler hos professor S. Hjorth Nielsen og dels som kunstpædagog hos professor Helge Bertram.
De næste tre år underviste jeg på Vesthimmerlands Gymnasium i Års, og i 1971 fik jeg ansættelse på Næstved Gymnasium & HF. Den skole havde tidligere gennem Dansk Skibsadoption været adoptionsskole for 'Freya Torm', men da jeg blev ansat, havde man ikke længere noget adoptionsskib.
Derfor rettede jeg straks henvendelse til Dansk Skibsadoption og fik etableret kontakt til et skib i Skov-rederiet. Så var det igen muligt for eleverne at få et indblik i, hvad der foregik på en arbejdsplads til søs.
Blå studievejleder
I slutningen af 70'erne blev studievejledning indført på alle landets gymnasier, og jeg var heldig at blive ansat i sådan en stilling på min skole. Mit arbejde bestod i at orientere eleverne om uddannelsesmuligheder og -vilkår samt efterfølgende erhvervsmuligheder.
I den sammenhæng havde jeg selvfølgelig glæde af at kunne medvirke til, at interesserede elever valgte ”Det Blå Danmark” til. Og da der på et tidspunkt ved optagelse til de maritime officersuddannelser blev stillet krav om, at man for at begynde her skulle have en gymnasial baggrund, var det naturligt, at jeg sammen med studievejlederforeningen indledte samarbejde med ”Foreningen til Søfartens Fremme”, således at foreningen kunne være godt rustet i dens vejledningsarbejde for landets skoleelever.
Radiocertifikatet udløb, hvis man ikke havde gjort aktiv tjeneste inden for de seneste fem år. Man kunne forny det ved at bestå en tillægsprøve på en navigationsskole i høring, morsning og reglement. Så hvert femte år tilmeldte jeg mig Københavns Navigationsskole for at vedligeholde certifikatet.
Hallo fra Mercandia
Da jeg havde været til fornyelsesprøve i maj 1986, var de ældste af vores tre drenge ved at flyve fra reden. Benthe syntes godt, hun kunne tage roret på hjemmefronten, så jeg kunne få mulighed for igen at prøve kræfter med telegrafistjobbet. Den første dag i skoleferien tog jeg til København og stemte dørklokker på de forskellige rederier.
Umiddelbart uden resultat, men da jeg om aftenen kom hjem, blev der ringet fra Mercandia Rederierne, om jeg snarest kunne påmønstre 'Mercandian Queen II', der lå i San Juan i Puerto Rico. Næste dag tog jeg ind på kontoret for at hente flybillet samt posten til skibet.
Skibsinspektør Sindal spurgte, om jeg mon havde visum til USA, hvad jeg jo ikke havde. På det tidspunkt af dagen var den amerikanske ambassade desværre lukket, så aftalen blev, at jeg den følgende formiddag skulle henvende mig på ambassaden og få udstedt visum og derefter vende næsen mod Kastrup Lufthavn.
Min søn agerede chauffør, og med nød og næppe nåede vi flyet, så jeg som sidste mand løb ud ad gaten og lige nåede om bord, før døren blev lukket. Datoen var den 25. juni.
Retur efter 20 år
I San Juan ventede agenten i lufthavnen, og jeg blev kørt til skibet. Kaptajn om bord var C. Gylstorff, og hans første spørgsmål til mig var, om jeg kunne betjene skibets telex. Jeg fortalte, at jeg netop havde fornyet certifikatet, som også omfattede eksamination i telexbetjening. Det skal dog siges, at der i den forbindelse ikke var nogen egentlig apparatbetjening men udelukkende kommunikationsprocedure.
Apteringen var i front af skibet, og agterdelen bestod af et meget langt trailerdæk. Jeg fik anvist et godt kammer, og radiostationen var udstyret med en Sailor tandemstation – rigtig dejligt, nyt radiogrej. Det skulle blive spændende igen at prøve kræfter med faget efter 20 års pause.
Fortsættes
De fleste skippere benyttede et par manøvrer, når man gik fra land, men Clausen slog ”fuld kraft frem”, og så af sted. Når vi gik i havn, slog han fra ”fuld kraft frem” til ”fuld kraft bak” og derefter færdig.
Da han kom om bord, erstattede han Ilsøes skilt, ”Sover, vil ikke forstyrres”, med et med teksten: ”Keep away from this area”. Det fortaltes, at hovmesteren var blevet hel mat i knæene og rystede over hele kroppen, da han så skiltet.
Møde med 'Kununguak'
Netop på den tid traf vi for første gang 'Kununguak' i Egedesminde. Vi var selvfølgelig ovre at hilse på og se det flotte nye kystskib. Min kollega Ryberg havde et dejligt kammer og en tip-top moderne radiostation. Der var bestemt gode forhold om bord. Nu betjente skibet ruten, som 'Disko' sidste år havde besejlet.
Radiotelegrafistforeningen havde engageret sig lidt i ferieafløsning for KGH's telegrafister, og jeg havde udtrykt ønske om ferie i løbet af efteråret, da Benthe havde planer om at rejse til Danmark på det tidspunkt.
Den 17. august fik jeg brev med følgende tekst: ”Under henvisning til at De har ansøgt om ferie primo oktober, skal vi hermed meddele, at dette er bevilliget, og De vil da blive afløst for ferie af telegrafist P.Rokvist, der forbliver ombord den resterende del af sæsonen. Efter afsluttet ferie vil De så kunne tiltræde ombord i m.s.'Nanok S'. Venlig hilsen G.J.A.Hansen”.
Farvel til søen?
Min plan var nu at gå i land, når jeg kom til Danmark. I den anledning havde jeg rettet henvendelse til Post- og Telegrafvæsenet med forespørgsel om muligt arbejde på enten Blaavand eller Skagen Radio, men der var desværre ikke noget job ledigt på det tidspunkt.
Derefter rekvirerede jeg ansøgningsmateriale til job som civilt ansat telegrafist i forsvaret – FCR (Forsvarets Central Radio). Jeg fik papirer sendt til 'Tikerak', udfyldte dem og sendte dem tilbage. Så var det blot at vente.
Den 21. september afmønstrede jeg. Benthe og jeg fløj fra Egedesminde med Catalina til Søndre Strømfjord og derfra videre til Kastrup. Et nyt kapitel tog sin begyndelse.
Gift – men hvad nu, sømand?
Kort tid efter hjemkomst til Danmark blev Benthe og jeg gift.
FCR kunne godt bruge min arbejdskraft, og jeg arbejdede dér de kommende år. I sommeren 1966 læste jeg en artikel i avisen, hvor der blev fortalt om en ny uddannelsesretning, som netop var oprettet på Kunstakademiet.
I løbet af to år kunne man på den kunstpædagogiske skole erhverve kompetence til sideløbende med egen kunstnerisk virksomhed at undervise i det nye fag ”formning” i gymnasiet. Jeg søgte ind og blev optaget, og i 1968 var jeg så færdiguddannet, dels som maler hos professor S. Hjorth Nielsen og dels som kunstpædagog hos professor Helge Bertram.
De næste tre år underviste jeg på Vesthimmerlands Gymnasium i Års, og i 1971 fik jeg ansættelse på Næstved Gymnasium & HF. Den skole havde tidligere gennem Dansk Skibsadoption været adoptionsskole for 'Freya Torm', men da jeg blev ansat, havde man ikke længere noget adoptionsskib.
Derfor rettede jeg straks henvendelse til Dansk Skibsadoption og fik etableret kontakt til et skib i Skov-rederiet. Så var det igen muligt for eleverne at få et indblik i, hvad der foregik på en arbejdsplads til søs.
Blå studievejleder
I slutningen af 70'erne blev studievejledning indført på alle landets gymnasier, og jeg var heldig at blive ansat i sådan en stilling på min skole. Mit arbejde bestod i at orientere eleverne om uddannelsesmuligheder og -vilkår samt efterfølgende erhvervsmuligheder.
I den sammenhæng havde jeg selvfølgelig glæde af at kunne medvirke til, at interesserede elever valgte ”Det Blå Danmark” til. Og da der på et tidspunkt ved optagelse til de maritime officersuddannelser blev stillet krav om, at man for at begynde her skulle have en gymnasial baggrund, var det naturligt, at jeg sammen med studievejlederforeningen indledte samarbejde med ”Foreningen til Søfartens Fremme”, således at foreningen kunne være godt rustet i dens vejledningsarbejde for landets skoleelever.
Radiocertifikatet udløb, hvis man ikke havde gjort aktiv tjeneste inden for de seneste fem år. Man kunne forny det ved at bestå en tillægsprøve på en navigationsskole i høring, morsning og reglement. Så hvert femte år tilmeldte jeg mig Københavns Navigationsskole for at vedligeholde certifikatet.
Hallo fra Mercandia
Da jeg havde været til fornyelsesprøve i maj 1986, var de ældste af vores tre drenge ved at flyve fra reden. Benthe syntes godt, hun kunne tage roret på hjemmefronten, så jeg kunne få mulighed for igen at prøve kræfter med telegrafistjobbet. Den første dag i skoleferien tog jeg til København og stemte dørklokker på de forskellige rederier.
Umiddelbart uden resultat, men da jeg om aftenen kom hjem, blev der ringet fra Mercandia Rederierne, om jeg snarest kunne påmønstre 'Mercandian Queen II', der lå i San Juan i Puerto Rico. Næste dag tog jeg ind på kontoret for at hente flybillet samt posten til skibet.
Skibsinspektør Sindal spurgte, om jeg mon havde visum til USA, hvad jeg jo ikke havde. På det tidspunkt af dagen var den amerikanske ambassade desværre lukket, så aftalen blev, at jeg den følgende formiddag skulle henvende mig på ambassaden og få udstedt visum og derefter vende næsen mod Kastrup Lufthavn.
Min søn agerede chauffør, og med nød og næppe nåede vi flyet, så jeg som sidste mand løb ud ad gaten og lige nåede om bord, før døren blev lukket. Datoen var den 25. juni.
Retur efter 20 år
I San Juan ventede agenten i lufthavnen, og jeg blev kørt til skibet. Kaptajn om bord var C. Gylstorff, og hans første spørgsmål til mig var, om jeg kunne betjene skibets telex. Jeg fortalte, at jeg netop havde fornyet certifikatet, som også omfattede eksamination i telexbetjening. Det skal dog siges, at der i den forbindelse ikke var nogen egentlig apparatbetjening men udelukkende kommunikationsprocedure.
Apteringen var i front af skibet, og agterdelen bestod af et meget langt trailerdæk. Jeg fik anvist et godt kammer, og radiostationen var udstyret med en Sailor tandemstation – rigtig dejligt, nyt radiogrej. Det skulle blive spændende igen at prøve kræfter med faget efter 20 års pause.
Fortsættes
BREAKING