LAMPEMANDEN: Med raske skridt mod en karriere til søs
BJARNE HANSEN: Bjarne Hansen agter sig ud som kaptajn efter afslutning af 7. klasse. Han må dog lige vende skråen en kende.
Som for de fleste gik min barndom sin vante gang. Skolegang, fodbold, FDF og endda et par år, hvor jeg gik til dans med min søster Leni. Men der stoppede jeg, da hun på et tidspunkt blev syg, og jeg fik en anden pige at svinge om. Hende kom jeg desværre til at træde bogstaveligt talt over tæerne, og så brød fanden løs. Pigen hylede, så hendes mor kom hysterisk farende og ville give mig en flad. Men jeg dukkede mig og så faldt hun af bare overbalance omkuld på dansegulvet – og så hylede resten af salen, inklusive de andre mødre. Men det var af grin. Og jeg stoppede dansanten. Skolen var jeg egentlig ikke så voldsomt meget for i starten. Jeg fravalgte mere eller mindre bevidst mellem- og realskolen og sigtede på at stoppe efter de obligatoriske syv års skolegang. Jeg havde jo store ambitioner om at komme ud at sejle og konstaterede bramfrit over for mine klassekammerater på et tidspunkt, at jeg skam agtede mig ud at sejle som skibskaptajn efter syvende klasse. Det indbragte mig et latterbrøl til svar, men jeg har valgt at tolke det som et udtryk for egen forlegenhed, fordi de ikke vidste, hvad DE ville være.. Og min interesse for søen led i hvert fald ingen skade. Og slet ikke da vi 1949 kunne følge bygningen af polarskibet ’Tikerak’ på Holbæk Værft. Det var meget spændende at følge med i. Og nu faldt det sig sådan, at vores klasselærerinde i 6. klasse, fru Løjstrup, var gift med en lods, der betjente Isefjorden, hvor han bl.a. navigerede olietankere ind til Kyndbyværket. Og nu sørgede fru Løjstrup for, at jeg kunne få en samtale med hendes mand, Anton Henrik Løjstrup. Sporet ind på skolen Han var for det første vældig flink og rar, og så fortalte han en masse ting om sin tid til søs, før og efter han blev lods. Jeg har godt nok længst glemt det meste af det, han fortalte, men det står meget klart, at han tydeligt bekendte, at J. Lauritzen var et godt rederi at starte i som aspirant. Så med al den snak i bagagen kunne jeg cykle hjem en stor oplevelse rigere. Jeg var naturligvis meget imponeret af, hvad han fortalte – bortset fra, at han understregede det vigtige i at dygtiggøre sig i regning, matematik, geografi, dansk, fysik, kemi og sprog. Den sang havde jeg jo hørt før uden større interesse, men nu fik sangen en anden klangbund, og sammen med to af de andre i underskolen læste jeg op til at bestå adgangsprøven til realen. Med succes. På sidelinjen lærte jeg i FDF at morse og lave forskellige knob. Det kom mig jo så også til gode senere i livet. I april 1951 startede jeg så i første mellem, som det hed. Vi var tre klasser, hvor jeg gik i den største, klasse A, med 17 piger og 15 drenge. Det hele var jo meget nyt og spændende, og jeg husker ikke mindst lærer Dybvad, som vi havde til regning og matematik. En meget dygtig, men også meget streng herre, hvis man ikke kunne sine ting. Især omkring geometri. Kunne man f.eks. ikke fuldføre en perfekt cirkel på tavlen med den store uhandy tavlepasser, var det ned på plads igen – så en mere håndfast elev kunne få lov at vise, hvordan den sag skulle kridtes af. Vending af Marstal Disse geometritimer skulle jeg år senere mindes, da jeg startede på navigationsskolen i Marstal. Jeg selv havde det i mellemskolen ikke så godt med andengradsligninger og alle de der X’er og Y’er. Men det omdøbte man så til Æbler og Pærer, og så slugte jeg det hele bedre og endte da også med at få hæderlige karakterer. Pointen var senere i Marstal, at nogle af de matroser, der startede på navigationsskolen – kun med en 7. kl. eksamen i køjeposen - havde samme fordøjelsesproblemer med X’erne og Y’erne. Jeg foreslog så, at de kunne kalde dem Hof og Tuborg i stedet. Det gik godt for en af dem, men to af de andre misforstod vist og drak for mange af dem i stedet. Og så måtte de ud på havet og det frie liv som matroser igen. Nede på havnen Når jeg havde fri fra skole, cyklede jeg ofte neden om havnen for at se, hvad der lå af skibe. Der lå som regel altid nogle stykker, der blev lastet eller losset. Ellers cyklede jeg hen forbi den lille havn, hvor fiskerbådene lå. Her hørte også den lille færge til Orø til, den hed ’Margrethe’. Og her lå også træskibsværftet, hvor man blandt andet byggede det kendte KGH-skib ’Tikerak’. Den var man på værftet i øvrigt kommet lidt galt af sted med under den første stabelafløbning. Der var lidt tys-tys omkring det hele, og jeg var selv blevet snydt for den, idet den fandt sted flere timer før, det ellers var meddelt. Det hang sammen med, at der var stillet an til et vældigt sammenrend af KGH-folk, politikere osv. fra København til navngivningen, men det var ved at være for lavvandet i havnen, så man besluttede at sætte den i vandet før tid, så at sige. Det gik imidlertid ikke så godt, idet det allerede var blevet for lavvandet, og så sprang kølen efter bundberøring. Den kom dog op på beddingen igen senere og fik så påmonteret en U-formet stålskinne fra for til agter, for så kunne den også bedre klare sig oppe i isen, som skibsbyggeren forklarede mig senere hen. Der blev dog aldrig skrevet så meget om det, så det hele har nok skullet holdes lidt hemmeligt. Det var i øvrigt selvsamme ’Tikerak’, Søfarts forrige lampemand, Jan Preisler, sejlede på Grønland med i sommeren 1964. En håndgangen dreng Men generelt fik jeg med mine cykelture på havnen lidt efter lidt lært forskellige skibe at kende, og lidt om hvad de sejlede med og hvorfra og til. Jeg lærte også nogle af skipperne og besætningsmedlemmerne at kende og hjalp gerne med til at fortøje eller lade gå. Jeg kunne også fartplanen for Orøfærgen i hovedet, og her hjalp jeg også tit med at tage trosserne. ’Margrethe’ kom altid ind i en vinkel på 20 grader, hvorefter fortrossen blev sat, og skipperen lagde roret lidt til styrbord. Så lagde færgen sig pænt til kaj, hvorpå agtertrossen kom ind - og voila – ’Margrethe’ var fortøjet, og der blevet slået klar på maskinen. ’Margrethe’ havde en besætning på skipper, bedstemand, maskinmester og to matroser. Noget mere end en lille ø-færge i dag kan mønstre. Men de havde også travlt, idet losning og lastning som regel kun tog fem minutter, og så af sted igen. Og så kunne jeg køre hjem efter en travl dag i skolen og på havnen. Hjem til kaffe og kage eller friskbagt brød. Ellers var der jo meget at lære af nyt i skolen. Bl.a. engelsk. Jeg husker f.eks. tydeligt omkring udsagnsord, at vi lærte sentensen: ”I go, I went, I am gone”. Det sludrede vi om efter skoletid, og en af mine klassekammerater, der hed Niels Ole Mortensen, slendrede af sted med ordene ”I am gone”. Næste dag hilste vi ham så med ordene ”Hej Gone”. Gone blev han så kaldt siden, og det endte faktisk med, at han tog navnefordring til Niels Ole Gone Mortensen. Fortsættes
BREAKING