Der er plads til udvidelser på øverste etage af Amaliegade 33b. Her holder den danske landbaserede del af et af verdens største tankrederier, det norske Knutsen Group, til, og med flere tomme skriveborde er der kapacitet til at hente flere af rederiets norske skibe til Danmark, siger selskabets danske direktør til Søfart.
Men ud over en ekstra skibsinspektør til et af de tomme skriveborde er det på øverste del af besætningslistens hierarki, der skal mandes op. Målet er at gøre sig endnu mere attraktiv over for de bedst uddannede danske skibsofficerer og maskinmestre.
Midlet er flere skibe til Danmark. Og de skibe kommer i 2015, siger Knot Management Danmarks Hans Gundestrup, selskabets danske direktør siden etableringen i september 2014, til Søfart.
”Nu er vi ved at være på plads, og så er næste skridt at få en ekspansion i Danmark,” siger Hans Gundestrup.
Tre mand til tre skibe
Han forklarer, at der endnu ikke er taget nogen endelig beslutning fra Knutsen Groups side, men at rederiet har fem nybygninger på vej. Et eller flere af disse skibe skal drives fra kontoret i Danmark, og måske endda komme under dansk flag.
”På den lange bane giver det ikke mening, at vi skal sidde tre mand hernede og drive tre skibe,” siger han om de tre medarbejdere, der tog den korte spadseretur fra J. Lauritzen over Amalienborg Slotplads og til det nye kontor lige bag rederiforeningen i Amaliegade.
Flådeudvidelse skal give norsk rederi adgang til danske officerer
SHUTTLETANK: Knots tre tidligere Lauritzen-skibe får i 2015 følgeskab af flere shuttletankere drevet fra det danske kontor, som giver adgang til puljen af velkvalificerede danske officerer.
Annonce