23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Regeringen imødekommer ønske om tonnageskat af borerigge og -skibe

RAMMEVILKÅR: Et nyt forslag fra regeringen vil give flere danskflagede fartøjer, lyder det fra PWC. Rederiforeningen glæder sig, men vil arbejde videre for nettoløn på offshorefartøjer.
”Med henblik på yderligere at styrke aktiviteterne inden for den maritime klynge på offshore-området foreslår regeringen, at rammevilkårene forbedres, således at også operatører af mobile borerigge og boreskibe får mulighed for at vælge tonnageskatteordningen.”

Sådan lyder en del af det syv sider lange dokument med titlen Vækstinitiativer 2015, som Erhvervs- og Vækstministeriet på vegne af regeringen har sendt ud i dag, og ovennævnte citat er essensen af den del af udspillet, som vedrører Det Blå Danmark.

Revisionshuset PWC har tidligere rangordnet en række flagstater efter, hvor attraktive de er for offshorerederier. Her indtog Danmark hovedsageligt bundplaceringer, men ifølge PWC vil regeringens forslag om at lade borerigge og -skibe komme under tonnageskatteordningen være godt for Danmark.

Ser godt ud på overfladen

”Jeg tror, at det vil trække flere af den type fartøjer til Danmark,” siger Bo Schou-Jacobsen, der er partner i PWC og leder af revisionshusets danske transport- og logistikgruppe.

Læs mere: Udenlandske offshore-rederier afskrækkes af ustabile danske skatteregler

Han hæfter sig dog ved, at det eneste, der indtil videre er at forholde sig til, er den korte beskrivelse i Vækstinitiativer 2015.

”Det ser godt ud på overfladen, men en endelig vurdering af forslaget må afvente, indtil vi kan se, hvordan loven bliver formuleret,” siger han.

Mangler EU-godkendelse

I rederiforeningen glæder adm. direktør Anne H. Steffensen sig over regeringens nye udspil.

”Vi er godt tilfredse med muligheden for, at boreskibe og borerigge kan komme under tonnageskatteordningen, for ellers kommer der ikke nye rigge under dansk flag,” siger hun.

Forslaget har endnu til gode at blive vedtaget i Folketinget, og først når også EU-Kommissionen har vendt tommelen opad, kan forslaget føres ud i praksis.

Kompetencer skal ligge i Danmark

Anne H. Steffensen forklarer, at når boreskibe og -rigge bliver flaget ind i eksempelvis Singapore, har det konsekvenser for Danmark, fordi singaporeanerne kræver, at hvis boreskibe og -rigge skal under en fornuftig skatteordning hos dem, så skal de arbejdspladser i land, som styrer og dirigerer fartøjerne, også ligge i Singapore.

”Og de kompetencer og højtlønnede arbejdspladser skal selvfølgelig ligge i Danmark,” siger hun.

Hun vurderer, at den maritime sektor med regeringens seneste imødekommelse er ”meget tæt på mål” i forhold til de ønsker, man har om forbedringer af tonnageskattebetingelser.

”Med det her, og det udspil om tonnageskat for andre offshorefartøjer, som regeringen allerede har præsenteret, og som formentligt bliver vedtaget inden sommer, så har vi sådan set fået tonnageskatten vinket af, om man så kan sige.”

Arbejder videre for offshore vind

Dermed ikke sagt, at offshorerederierne over en kam er i mål, når det gælder forbedringer af rammebetingelserne. For en række specialfartøjer til offshore vind har det stor betydning for konkurrenceevnen, at deres besætninger kan komme under nettolønsordningen, men det er ikke nævnt noget sted i Vækstinitiativer 2015.

”Det er ikke med i den her omgang, og det arbejder vi selvfølgelig videre med,” siger Anne H. Steffensen og uddyber:

”Der er en asymmetri i rammebetingelserne, når vi får tonnageskat på offshorefartøjer, som i dag ikke er omfattet af nettolønsordningen – blandt andet vindskibene. Vi har også brug for, at nettolønsordningen kommer med, for det er en afgørende konkurrencebetingelse for dem,” siger hun.

Hun understreger, at fraværet af nettolønsordning i regeringens udspil ikke ændrer ved, at hun glæder sig over, at boreriggene og boreskibene kan se frem til at komme under tonnageskatteordningen.

”Det har været meget vigtigt for os at få den del med.”

Regeringens udspil "Vækstinitiativer 2015" kan hentes her.
BREAKING
{{ article.headline }}
0.164|instance-web01