23948sdkhjf
Log ind eller opret et abonnement for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.
Annonce
Annonce

Norden-direktør efter kvartalsoverskud: Vi skal styre begejstringen

REGNSKAB: Norden laver kvartalsoverskud på 38,6 mio. dollars, men koncerndirektør Martin Badsted maner til besindighed, fordi tørlastafdækningen er faldende gennem resten af året.
Annonce
En åben bog til at tage høje spotrater i tank og en høj afdækning i et tarveligt tørlastmarked er opskriften på Nordens overskud i første kvartal.

”Helt overordnet er det en rigtig godt start på 2015,” siger Martin Badsted, koncerndirektør i Norden, som dog også gør opmærksom på, at resten af året byder på væsentlige udfordringer:

”Vi skal styre vores begejstring. Vi er kommet rigtig godt i gang, men der er stadig et stykke vej, før 2015 er overstået,” siger han og henviser til, at afdækningsgraden i tørlast, som ved indgangen til andet kvartal 2015 lå på 67 pct. for resten af året, kommer til at falde.

Samlet sejlede Norden 38,6 mio. dollars ind i løbet af de første tre måneder af 2015. Det er en betydelig forbedring i forhold til samme periode sidste år, der gav et underskud på 26,5 mio. dollars. På driften (Ebitda) tegnede tørlast sig for 15,2 mio. dollars kontra 14,5 mio. dollars i første kvartal 2014, mens tank gav et overskud på 34,1 mio. dollars kontra 10,3 mio. dollars i samme periode sidste år.

Afdækning er uattraktiv

For andet kvartal er der afdækket 85 pct., mens afdækningsgraden for fjerde kvartal 2015 er nede på 41 pct.

Hvorfor afdækker I ikke noget mere?
”Det, man kan dække resten af 2015 af til, er stort set nede på spotniveau, og så synes vi ikke, det giver mening at tage dækningen på nuværende tidspunkt, men det er noget, vi tager beslutninger om hver eneste dag.”

Den høje afdækning i starten af året har været medvirkende til, at Nordens tørlastindsejling har ligget 44 pct. over de gennemsnitlige etårige t/c-rater og 113 pct. over spotraterne. En anden medvirkende årsag til overskuddet i tørlast ligger i den hensættelse, som Norden foretog i december 2014. Hensættelsen er med til at sænke omkostningerne i tørlast med 80 mio. dollars i 2015, svarende til 20 mio. dollars for første kvartal.

Gode spotrater i tank

Bag de sorte tal på bundlinjen ligger der dog en stor forskel på de to segmenter, som Norden opererer i. Hvor tørlastresultatet bliver båret igennem af en god afdækning, er det modsatte tilfældet i tank, som har givet gode spotrater.

Gode marginer for flere mellemøstlige raffinaderier har skabt behov for flere sejladser til Atlanten og Stillehavet, og en kold vinter i USA satte flere af landets raffinaderier ud af spillet i en periode. Over Atlanten har det givet Norden mulighed for gode rater i begge retninger.

”Flådevæksten i tank har måske endda været en anelse højere end ventet, og det har markedet været i stand til at absorbere indtil nu. Så det er bestemt meget positivt,” siger Martin Badsted.

USA-handel som i gamle dage

Han forklarer, at den kolde vinter i USA resulterede i, at store mængder benzin skulle sejles til USA, hvorfra der normalt bliver sejlet diesel til Europa.

”Det har lidt været en tilbagevenden til de gode, gamle dage med benzinhandel fra Europa til USA. Så skibene har været fyldte begge veje,” siger han.

I tanksegmentet lå indsejlingen henholdsvis 55 pct. og 32 pct. over de etårige t/c-rater for handysize og MR. Der er ikke udsigt til, at Norden vil øge afdækningen i tank.

Gynger og karruseller

”Vi kunne egentlig godt tænke os det lidt, bare for at bygge noget sikkerhed op, og vi kigger også på det. Men reelt føler vi ikke, at det, man kan dække af til, fuldt ud reflekterer, hvor stærkt spotmarkedet har været. Det betaler simpelthen så meget bedre nu, at vi tager chancen.”

Er det ikke lidt risikabelt, når en af de store årsager til, at det er gået så godt, er en kold vinter i USA?
”Det kan man sige, men når man kan tjene 20.000 dollars i spotmarkedet og kun dække af til 15.000 dollars, så laver du måske en 3-400.000 dollars ekstra bare på de første ture. Så man skal ikke tjene ret meget i restperioden, før det bedre kan betale sig end at afdække. Så chancen er trods alt ikke større, end at man starter med at sætte penge i banken, og så har man en behersket risiko ude i den anden ende.”

Forventningerne til det samlede resultat for 2015 byder på en nedjustering på tørlast med 20 mio. dollars og en opjustering på tank med et tilsvarende beløb. Med et tab på gyngerne og en gevinst på karrusellerne ender forventningen til årets samlede resultat således uændret i intervallet 40 til -40 mio. dollars.

”Det er jo tanken med at have to segmenter. Og lige nu er vi da ekstremt glade for, at vi har tankforretningen, som bidrager så positivt,” siger Martin Badsted.

Norden

I mio. dollars

1. kvartal 2015

1. kvartal 2014

Omsætning

             445,9

             557,7

Driftsresultat, Ebitda

47,3

-7,7

Resultat efter skat

38,6

-26,5

Annonce Annonce
BREAKING
{{ article.headline }}
0.063|