23948sdkhjf
Log ind eller opret et abonnement for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.
Annonce
Annonce

Ace Shipping efter overskud: Resultatet står ikke mål med indsatsen

REGNSKAB: Ace Shipping, der blev grundlagt i 2011 af en gruppe danske investorer, kommer ud af 2014 med overskud på trods af et ”meget væsentligt” tab på modparter.
Annonce
Holdningen til årets resultat i det lille tørlastrederi Ace Shipping A/S er noget splittet hos den adm. direktør, Erik Svanberg, der er ene mand på Ace-skansen, men deler lokaler og befragterkapacitet med XO Shipping.

”Jeg er ikke udpræget tilfreds, når jeg tænker på indsatsen. Men når jeg ser på markedet, er det okay, for vi laver trods alt et lille plus,” siger han til Søfart.

Det lille plus beløber sig helt konkret til 70.539 dollars efter skat, hvilket er lidt over 300.000 dollars mindre end sidste års resultat.

Tabte på olie i nedbrudt skib

Bruttoresultatet endte på 298.621 dollars i 2014 mod 565.589 dollars i 2015, men havde det ikke været for et par episoder med tab på modparter, havde resultatet da også set helt anderledes ud, lyder det fra Erik Svanberg.

”Vi har i virkeligheden lavet et større bruttoresultat før hensættelser i 2014 end i 2013,” siger han og afviser at fortælle, præcis hvor store tabene på modparter har været.

Han vil dog gå så vidt som til at fortælle, at tabene i store træk fordeler sig ligeligt på rederier og befragtere. Ikke mindst en episode, hvor et indchartret skib brød ned med en stor mængde olie om bord, har kostet dyrt, da skibets ejer gik konkurs, inden olien i tanken blev godtgjort.

”I dag er det jo faktisk lige så vigtigt som operatør at vurdere risikoen på rederne, som det er på befragterne,” siger Erik Svanberg.

Afdækning uinteressant i øjeblikket

Ace Shipping blev grundlagt i 2011 af en gruppe investorer, som ud over XO Shipping også talte Dannebrog Rederi. I dag er Dannebrog ude af ejerkredsen, og hvor XO Shipping tager sig af skibe på over 25.000 t.dv., tager Ace Shipping sig af dem derunder. I øjeblikket er 'ID Mermaid' på 27.105 t.dv. og 'Albatross' på 25.028 t.dv. inde på charter.

Erik Svanborg fortæller, at fokus for Ace Shipping her fire år efter start stadig er på at konsolidere og udvikle forretningen. Med de to tørlastere på flådelisten og et varierende antal skibe på kortere charter er navnet såvel som platformen ved at være etableret, og operationen koncentrerer sig om Atlanten og Sydamerika. I lasten er der primært korn og gødning samt lidt skrot og stål i ny og næ.

Forsøger du at afdække skibene?
”Ja, så meget som muligt, men det er jo ikke altid så interessant med de niveauer, der er i markedet lige nu.”

Hvor meget har du dækket af for 2015?
”Ikke særligt meget lige nu. Så i øjeblikket er det lidt spekulativt, selvom vi prøver at navigere forsigtigt.”

Hvordan hænger det sammen med, at du gerne vil afdække så meget som muligt?
”Vi har taget skibene på et niveau og en periode, hvor vi synes, at vi har kontrol over det. Så spekulationen er holdt inden for nogle rammer, hvor vi føler os komfortable. Vi har jo ikke en lang bog med dyre skibe fra gamle dage, så det er jo fordelen ved at være ny.”

Erik Svanberg ser gerne flådelisten vokse, men ser på den anden side ikke for sig, at det bliver realistisk lige med det samme, i hvert fald hvad angår periodeskibe.

”Tripcharters vil også hele tiden være der, og det kan der forhåbentligt komme noget mere af,” siger han og håber på at komme igennem 2015 med nogenlunde uændret volumen.

Ace Shipping A/S

I tusinde dollars

2014

2013

Omsætning

             17.971

             8.168

Bruttoresultat

299

565

Resultat efter skat

70

376


Læs mere:
Annonce Annonce
BREAKING
{{ article.headline }}
0.172|