23948sdkhjf
Log ind eller opret et abonnement for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.
Annonce
Annonce

Knud Pontoppidan efter kvartalsregnskab: ”Man bliver jo i godt humør”

OVERSKUD: Bedre fragtrater end forventet og nyt teknisk management medvirker til, at Nordic Shipholding kommer ud af årets første kvartal med et overskud på 2,7 mio. dollars.
Annonce
Med et overskud efter skat på 2,7 mio. dollars i årets første kvartal tegner 2015 til at blive et væsentligt bedre regnskabsår for Nordic Shipholding, end 2014 var det.

”Ja, man bliver jo i godt humør, ikke?” siger rederiets bestyrelsesformand, Knud Pontoppidan, til Søfart.

Til sammenligning gav første kvartal 2014 et underskud på 1,1 mio. dollars, mens resultatet for hele 2014 endte på 2,3 mio. dollars efter tilbageførsel af en nedskrivning på rederiets største skib, LR1-tankeren 'Nordic Anne' på 79.774 t.dv.

God indtjening fra Handytankers-pool


Knud Pontoppidan forklarer, at årsagen til overskuddet i dette års første kvartal først og fremmest skal findes i, at fragtraterne for rederiets fem handysize-tankere på 37.000 t.dv. har været gode.

”Det er jo dejligt, at niveauet i fragtmarkedet, som vi alle nød godt af i årets sidste kvartal, er fastholdt ind i første kvartal 2015. Det er bare at krydse fingre for, at det fortsætter,” siger han.

Imens 'Nordic Anne' er sikret i en treårig timecharter-kontrakt, der blev indgået i december 2014, sejler Nordic Shipholdings øvrige fem enheder i Maersk Tankers' Handytankers-pool.

”De (fem handysize-tankere. Red.) har tjent langt flere penge, end vi havde budgetteret med, og dermed også end hvad Handytankers selv havde budgetteret med,” siger Knud Pontoppidan og tilføjer, at Nordic Shipholding lægger budget efter de tal, som de får fra Handytankers.

Sparer 600.000 dollars på teknisk management

Ud over at fragtraterne overraskede positivt, har et øget fokus på omkostningerne også hjulpet til. Nordic Shipholding udskiftede i 2014 sin tekniske manager, så det nu er Thome i København og Colombia i Tyskland, der hver især står for teknisk management af tre ud af de seks skibe i flåden. Effekten af at skifte teknisk management vurderes til at være en besparelse på 600.000 dollars i årets første kvartal.

”Det har medført nogle engangsomkostninger, men det har også ført til de forbedringer i driften af flåden, som vi havde håbet på,” siger Knud Pontoppidan og henviser til, at kunsten er at finde de rigtige besætningsmedlemmer til de rigtige priser.

På trods af de positive toner er der ikke udsigt til, at Nordic Shipholding vil opjustere forventningen til hele årets resultat.

”Vi var alle overraskede over, at det her flotte fragtmarked kom, og vi ved jo ikke, om det forsvinder lige så hurtigt igen. Så vi fastholder forventningerne til hele året,” siger Knud Pontoppidan.

Nordic Shipholding A/S

I mio. dollars

Q1 2015

Q1 2014

Omsætning

             12,83

             13,44

Driftsresultat, Ebitda

5,19

1,22

Resultat efter skat

2,68

-1,09


Læs mere:
Nordic Shipholding leverer 2014-overskud på grund af tilbageførsel
Nordic Shipholding med millionunderskud

Annonce Annonce
BREAKING
{{ article.headline }}
0.157|instance-web04