Hamina havn var den østligste havn i Finland, ikke langt fra grænsen til Sovjetunionen. Det havde man respekt for i byen, og der havde det ikke været sjovt at bo under Anden Verdenskrig. Byen bar stadig præg af det, der var også en stor militær belægning med mange soldater i byen.
Der var en stor papirfabrik, der lavede avispapir, det var en god betalt last, fortalte 2. styrmand, fordi papiret ikke måtte blive beskadiget. Det var tungt, så det tonsede godt til, og vi blev hurtigt tillastet, og var allerede den 14. juni igen på mærkerne, søklar og klar til at af sted på en lidt længere tur over 9 dage.
Den gik ned gennem Øresund, Kronborg om bagbord, op rundt Skagen over Nordsøen mod Pentland Firth med kurs mod Birkenhead i Vestengland. Undervej fik jeg noget af et sjok – og en lille belæring i maskinen.. Første gang, jeg havde været dernede med kaffe var der blevet slået på maskintelegrafen og det lød ret højt, og det forskrækk
ede mig en kende, men det fik jeg så lært.
Et chok i maskinen
Men en dag ude i Nordsøen var jeg igen nede med kaffe, men jeg kunne ikke se 2. mester, så jeg satte kaffen på bordet. Men da jeg vente mig om stod mesteren inde i maskinen mellem plejlstængerne, den ene hånd for op og ned og med den anden vinkede han med. Jeg var helt sikker på at han sad fast, så jeg for op til chiefen og råbte: ”Kom, kom! Mester sidder fast i maskinen!”.
Det tog chiefen nu meget roligt, og gav mig besked om roligt at gå ned igen. ”Så sidder han nok og drikker kaffe.” Og ganske rigtigt. 2. mester sad med et stort smørret grin, og han bød mig nu på en kold Squash. Han forklarede nu, at han var glad for, at jeg var løbet efter hjælp, men det var nu noget, der blev gjort hver fjerde time. Her blev de små messing beholdere, der sad mange steder på plejlstængerne i sådan en tregangs dampmaskine, fyldt op med smøreolie og samtidig blev lejerne følt over for at se om de er varme.
”Det er jo en ældre dame. Hvis hun spjætter for meget med benene, bliver hun varm og skal have olie og køles,” forklarede han - logik for perlehøns. Jeg fik generelt et godt forhold til begge mestre, og de lærte mig meget om dampmaskiner. Jeg blev også på et senere tidspunkt i havn, på et tidspunkt, hvor der ikke blev produceret så meget steam.
Modstrømmen var for stærk
Nu var der slået klar på maskintelegrafen som signal til at stoppe op. Og da jeg alliugevel skulle op på broen med kaffe til kaptajn, 1.styrmand og rorgænger. Da jeg kom derop gik der Spørgejørgen i mig. Jeg ville gerne vide, hvad der skulle ske og hvorfor vi stoppede.
”Vi kom sent frem til Pentland Firth til, at vi kan sejle videre før om 4 – 5 timer, så vi skal ankre”, lød svaret, jeg først ikke blev svært klogere af – indtil kaptajnen tålmodigt fortalte, at strømmen ved gennemsejlingen løb alt for stærkt til at gamle Lilian med sine 8 knob kunne klare modstrømmen. Vi måtte altså vente til den slækkede op.
Det ville ske ved 19 tiden og jeg var velkommen til at komme op og se gennemsejlingen ved Pentland Firth mellem det Nordlige Skotland od den sydligste af Orkneyøerne. Ved 17 tiden kom der også en lille tysker der ligesom os ankrede.
Sightseing i brovingen
Der var fællesspisning kl. 17.30, og ved 18-tiden så jeg så en nyere nordmand, der bare strøg igennem. Da jeg senere hen så filmen ”S/s Martha”, tænkte jeg, at den nordmand, der var strøget forbi ’Lilian Dan’ ved Pentland Firth, var noget lignende den nordmand, gamle ’Martha’ kæmpede med i det græske øhav.
Jeg fik gjort bakstørn efter spisningen, fik lidt varmt tøj på og gik så op i brovingen; klar til at nyde min første gang, hvor jeg fik lov at følge sejladsen på nærmeste hold. Og det blev en stor oplevelse i solnedgangen. Kaptajn Toft forklarede, at nordmanden havde løbet lidt over 12 mil, så han havde motorkraft nok til at sejle igennem et par timer før os.
Når strømmen er kraftigst (op til 16 knob er rapporteret i ekstreme tilfælde. Red.) løb den så meget imod, at vi kunne risikere at blive sat ind på land. Der er gennem tiderne mange skibe, der er blevet sat på land og forlist.
Ganske som forudsagt blev der kl. 19. slået klar på maskintelegrafen, der blev svaret prompte, fløjten i talerøret lød og chiefens røst lød: ”Vi er klar skipper.” ”Godt, så hiver vi hjem,” svarede kaptajnen og gav signal til bakken, hvorpå ankeret blev hevet hjem og Lilian kunne fortsætte sin afbrudte rejse, efter fire timers tiltrængt hvil.
Frisk tur ned af kysten
2.styrmanden kom nu på vagt og 1.styrmanden gik til køjs. Jeg kunne godt se, at vandet kørte lidt rundt i små strømhvirvler, som om det ikke vidste, hvad vej det skulle løbe. Da vi var næsten halvt igennem, kunne jeg godt se, at det gik lidt hurtigere. Kaptajnen fortalte mig nu, at vi de næste 6 timer havde en god medstrøm, og at vi skulle skynde os vestover til Cape Wrath, hvor vi skulle sydvest over.
Det skulle nemlig i løbet af natten friske op fra nordvest, så vi skulle skynde os ned og få læ af Hebriderne. Jeg sagde nu pænt godnat og tak for at jeg måtte kikke med. Jeg ville nu gå ned i messen og se, om der var stuvet godt af vejen. Her havde kokken sat stolene godt i spænd, så de ikke kunne vælte rundt og så i køjen og godnat.
Næste morgen lå jeg bare og ventede på at vagten skulle komme og synge rejse, rejse, men jeg var lysvågen og hoppede ud af køjen. Jeg kunne godt mærke, at Lilian dansede lidt mere end normalt, så det var med at holde fat og passe på ikke at falde.
Da jeg kom ned i kabyssen, sagde kokken, at jeg skulle sprøjte lidt vand på borddugen, og de ville kun sidde i sofaen, så jeg skulle lade stolene stå i spænd. Ved ni-tiden skulle vi ændre kurs, og så ville vi få søen tværs i et par timer, indtil vi kunne ændre kursen til syd.
Søgang i Det Irske Hav
Derfor skulle jeg efter morgenmaden slække lidt på rengøringen og i stedet hjælpe lidt til i kabyssen med at skrælle kartofler, rense grønsager og pumpe vand op i beholderen på brodækket. Kokken havde nok at gøre med at holde på sine potter og pander.
Tiden gik hurtigt, og der var et par stykker, der stak hovedet ind i kabyssen for at snakke og se om mess var blevet søsyg, men det gik nu meget godt, selvom Lilian tog en ordentlig tur engang imellem, så ude på dækket kunne de ikke arbejde. Vi tog meget vand over, for vi var jo godt lastet. Men Lilian lå til gengæld godt på vandet.
Kokken havde i øvrigt smidt lidt salt på kabysdørken, så han ikke gled, når han stod og stegte koteletterne. Middagen var klar til tiden og da 2.stymanden kom ned og spiste efter vagten kl. 12, sagde han, at kl. 15 var vi i læ af Hebriderne og at vinden ville gå i nord, så vi ville få et skud agter ind og vi kunne hele natten sejle ind i ly af Inder Hebriderne.
Dagen efter ville vi være i Det Irske Hav og så var der bare have et døgn mere til Birkenhead. Alt gik stille og roligt med rengøring, spisning, baks tørn og sovning. Om aftenen var Kaj og jeg på kammeret, hvor vi spillede lidt kort, læste lidt, og kikkede lidt i mit skoleatlas som jeg havde med og jeg kunne se at oppe ved Cape Wrath var vi næsten ude i Atlanterhavet, så der var noget at skrive hjem om, jeg prøvede nu at få noget at vide om den messedreng jeg havde afløst, men jeg forstod på Kaj at det var ikke noget der skulle snakkes så meget om, og derved blev det.
Jeg ville skrive et par ord til mine forældre, mine to kusiner og min kammerat Steen, Elisabeth skulle jeg ikke skrive til før sidst i august, da hun skulle rejse rundt i Europa hele sommerferien, kl. var nu også ved at være elleve, så op på hylden og godnat.
Der var en stor papirfabrik, der lavede avispapir, det var en god betalt last, fortalte 2. styrmand, fordi papiret ikke måtte blive beskadiget. Det var tungt, så det tonsede godt til, og vi blev hurtigt tillastet, og var allerede den 14. juni igen på mærkerne, søklar og klar til at af sted på en lidt længere tur over 9 dage.
Den gik ned gennem Øresund, Kronborg om bagbord, op rundt Skagen over Nordsøen mod Pentland Firth med kurs mod Birkenhead i Vestengland. Undervej fik jeg noget af et sjok – og en lille belæring i maskinen.. Første gang, jeg havde været dernede med kaffe var der blevet slået på maskintelegrafen og det lød ret højt, og det forskrækk
ede mig en kende, men det fik jeg så lært.
Et chok i maskinen
Men en dag ude i Nordsøen var jeg igen nede med kaffe, men jeg kunne ikke se 2. mester, så jeg satte kaffen på bordet. Men da jeg vente mig om stod mesteren inde i maskinen mellem plejlstængerne, den ene hånd for op og ned og med den anden vinkede han med. Jeg var helt sikker på at han sad fast, så jeg for op til chiefen og råbte: ”Kom, kom! Mester sidder fast i maskinen!”.
Det tog chiefen nu meget roligt, og gav mig besked om roligt at gå ned igen. ”Så sidder han nok og drikker kaffe.” Og ganske rigtigt. 2. mester sad med et stort smørret grin, og han bød mig nu på en kold Squash. Han forklarede nu, at han var glad for, at jeg var løbet efter hjælp, men det var nu noget, der blev gjort hver fjerde time. Her blev de små messing beholdere, der sad mange steder på plejlstængerne i sådan en tregangs dampmaskine, fyldt op med smøreolie og samtidig blev lejerne følt over for at se om de er varme.
”Det er jo en ældre dame. Hvis hun spjætter for meget med benene, bliver hun varm og skal have olie og køles,” forklarede han - logik for perlehøns. Jeg fik generelt et godt forhold til begge mestre, og de lærte mig meget om dampmaskiner. Jeg blev også på et senere tidspunkt i havn, på et tidspunkt, hvor der ikke blev produceret så meget steam.
Modstrømmen var for stærk
Nu var der slået klar på maskintelegrafen som signal til at stoppe op. Og da jeg alliugevel skulle op på broen med kaffe til kaptajn, 1.styrmand og rorgænger. Da jeg kom derop gik der Spørgejørgen i mig. Jeg ville gerne vide, hvad der skulle ske og hvorfor vi stoppede.
”Vi kom sent frem til Pentland Firth til, at vi kan sejle videre før om 4 – 5 timer, så vi skal ankre”, lød svaret, jeg først ikke blev svært klogere af – indtil kaptajnen tålmodigt fortalte, at strømmen ved gennemsejlingen løb alt for stærkt til at gamle Lilian med sine 8 knob kunne klare modstrømmen. Vi måtte altså vente til den slækkede op.
Det ville ske ved 19 tiden og jeg var velkommen til at komme op og se gennemsejlingen ved Pentland Firth mellem det Nordlige Skotland od den sydligste af Orkneyøerne. Ved 17 tiden kom der også en lille tysker der ligesom os ankrede.
Sightseing i brovingen
Der var fællesspisning kl. 17.30, og ved 18-tiden så jeg så en nyere nordmand, der bare strøg igennem. Da jeg senere hen så filmen ”S/s Martha”, tænkte jeg, at den nordmand, der var strøget forbi ’Lilian Dan’ ved Pentland Firth, var noget lignende den nordmand, gamle ’Martha’ kæmpede med i det græske øhav.
Jeg fik gjort bakstørn efter spisningen, fik lidt varmt tøj på og gik så op i brovingen; klar til at nyde min første gang, hvor jeg fik lov at følge sejladsen på nærmeste hold. Og det blev en stor oplevelse i solnedgangen. Kaptajn Toft forklarede, at nordmanden havde løbet lidt over 12 mil, så han havde motorkraft nok til at sejle igennem et par timer før os.
Når strømmen er kraftigst (op til 16 knob er rapporteret i ekstreme tilfælde. Red.) løb den så meget imod, at vi kunne risikere at blive sat ind på land. Der er gennem tiderne mange skibe, der er blevet sat på land og forlist.
Ganske som forudsagt blev der kl. 19. slået klar på maskintelegrafen, der blev svaret prompte, fløjten i talerøret lød og chiefens røst lød: ”Vi er klar skipper.” ”Godt, så hiver vi hjem,” svarede kaptajnen og gav signal til bakken, hvorpå ankeret blev hevet hjem og Lilian kunne fortsætte sin afbrudte rejse, efter fire timers tiltrængt hvil.
Frisk tur ned af kysten
2.styrmanden kom nu på vagt og 1.styrmanden gik til køjs. Jeg kunne godt se, at vandet kørte lidt rundt i små strømhvirvler, som om det ikke vidste, hvad vej det skulle løbe. Da vi var næsten halvt igennem, kunne jeg godt se, at det gik lidt hurtigere. Kaptajnen fortalte mig nu, at vi de næste 6 timer havde en god medstrøm, og at vi skulle skynde os vestover til Cape Wrath, hvor vi skulle sydvest over.
Det skulle nemlig i løbet af natten friske op fra nordvest, så vi skulle skynde os ned og få læ af Hebriderne. Jeg sagde nu pænt godnat og tak for at jeg måtte kikke med. Jeg ville nu gå ned i messen og se, om der var stuvet godt af vejen. Her havde kokken sat stolene godt i spænd, så de ikke kunne vælte rundt og så i køjen og godnat.
Næste morgen lå jeg bare og ventede på at vagten skulle komme og synge rejse, rejse, men jeg var lysvågen og hoppede ud af køjen. Jeg kunne godt mærke, at Lilian dansede lidt mere end normalt, så det var med at holde fat og passe på ikke at falde.
Da jeg kom ned i kabyssen, sagde kokken, at jeg skulle sprøjte lidt vand på borddugen, og de ville kun sidde i sofaen, så jeg skulle lade stolene stå i spænd. Ved ni-tiden skulle vi ændre kurs, og så ville vi få søen tværs i et par timer, indtil vi kunne ændre kursen til syd.
Søgang i Det Irske Hav
Derfor skulle jeg efter morgenmaden slække lidt på rengøringen og i stedet hjælpe lidt til i kabyssen med at skrælle kartofler, rense grønsager og pumpe vand op i beholderen på brodækket. Kokken havde nok at gøre med at holde på sine potter og pander.
Tiden gik hurtigt, og der var et par stykker, der stak hovedet ind i kabyssen for at snakke og se om mess var blevet søsyg, men det gik nu meget godt, selvom Lilian tog en ordentlig tur engang imellem, så ude på dækket kunne de ikke arbejde. Vi tog meget vand over, for vi var jo godt lastet. Men Lilian lå til gengæld godt på vandet.
Kokken havde i øvrigt smidt lidt salt på kabysdørken, så han ikke gled, når han stod og stegte koteletterne. Middagen var klar til tiden og da 2.stymanden kom ned og spiste efter vagten kl. 12, sagde han, at kl. 15 var vi i læ af Hebriderne og at vinden ville gå i nord, så vi ville få et skud agter ind og vi kunne hele natten sejle ind i ly af Inder Hebriderne.
Dagen efter ville vi være i Det Irske Hav og så var der bare have et døgn mere til Birkenhead. Alt gik stille og roligt med rengøring, spisning, baks tørn og sovning. Om aftenen var Kaj og jeg på kammeret, hvor vi spillede lidt kort, læste lidt, og kikkede lidt i mit skoleatlas som jeg havde med og jeg kunne se at oppe ved Cape Wrath var vi næsten ude i Atlanterhavet, så der var noget at skrive hjem om, jeg prøvede nu at få noget at vide om den messedreng jeg havde afløst, men jeg forstod på Kaj at det var ikke noget der skulle snakkes så meget om, og derved blev det.
Jeg ville skrive et par ord til mine forældre, mine to kusiner og min kammerat Steen, Elisabeth skulle jeg ikke skrive til før sidst i august, da hun skulle rejse rundt i Europa hele sommerferien, kl. var nu også ved at være elleve, så op på hylden og godnat.
BREAKING