23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Thyborøn Ophalerbedding bliver tredjestørst med flydedok fra Götaverken

VÆRFTER: Götaverkens næststørste flydedok bringer Thyborøn Ophalerbeddings dokkapacitet op i top-3 i Danmark. Svitzer flytter dokken over Skagerrak til Thyborøn i næste uge.
Flydedok fra Götaverken skal fremover ligge i Thyborøn. ”Vi har lige nu folk i Gøteborg for at klargøre bugseringen af dokken hjem til Thyborøn, som, vi forventer, kommer til at ske i næste uge,” siger Tage Vinther Hansen, bestyrelsesformand i selskabet Thyborøn Ophalerbedding – 1993, til Søfart.

Thyborøn Ophalerbedding deler areal og faciliteter med skibsreparationsvirksomheden Kynde & Tofte på havnen i Thyborøn, og oplever ifølge Tage Vinther Hansen en stigende efterspørgsel på større kapacitet fra erhvervsfiskeriet. Derfor udvider Thyborøn Ophalerbedding nu med en af de to flydedokke fra det forhenværende Götaverken-værft i Gøteborg, som blev lukket af dets seneste ejer, Damen-gruppen.

Selv om der er tale om den mindste af de to flydedokke fra Gøteborg, gør dens løftekapacitet på op til 7.000 tons den kommende dokningskapacitet i Thyborøn til Danmarks tredjestørste efter Fayard og Orskov. Og Tage Vinther Hansen hilser da også nye kundegrupper velkommen.

Kan tage de største fiskefartøjer, men også f.eks. de fleste offshore-skibe

”Selvom baggrunden for, at vi køber en stor flydedok, er, at skibene i vores traditionelle marked bliver større og større – nogle moderne fiskefartøjer er nu op til 100 meters længde -så er det da klart, at vi med vores nye dok også hilser andre former for skibe hjerteligt velkommen. De kunne f.eks. være offshore-skibe,” siger Tage Vinther Hansen.

Den nuværende beddings kapacitet er maksimalt 1.000 tons. Og både Thyborøn Ophalerbedding og Kynde & Tofte har flere gange måttet sende større skibe, de har haft inde til ombygning og reparation langs kaj, videre til andre værfter, hvis rederen også har ønsket at dokke skibet, fortæller Tage Vinther Hansen.

Det bliver med dokken fra Gøteborg nu historie, i hvert fald for skibe op til omkring 140 meters længe og knapt 25 meters bredde, som er flydedokkens dimensionelle kapacitet.

Thyborøn Havn skal lave uddybning til den store flydedok

Thyborøn Ophalerbedding har lejet et ekstra areal fra Thyborøn Havn til flydedokken. Tage Vinther Hansen oplyser, at det derfor er havnen, der nu skal klargøre området til flydedokken, som kræver en vanddybde på 11 til 12 meter for at kunne udnyttes fuldt ud. Det arbejde ventes færdiggjort næste sommer.

”Vi har efter flere test af dokken i Gøteborg konstateret, at den er i god stand. Så vi forventer ikke at skulle gøre så meget ved den, når vi får den hjem. Faktisk vil vi kunne anvende den allerede fra i sommer. Dog med en begrænset dybgangskapacitet, indtil der er lavet uddybning til den,” siger Tage Vinther Hansen.

Han oplyser, at der i dag er op til omkring 100 mand beskæftiget på Thyborøn Ophalerbedding, når der er opgaver inde hos begge firmaer, og Tage Vinther Hansen håber på at kunne beskæftige flere folk med den store kapacitetsudvidelse, uden at han dog vil sætte et tal på på nuværende tidspunkt.

Det ønsker han heller i forhold til købsprisen af dokken, som lokale medier dog har angivet til 30 mio. kr.

En del af vartegn i Gøteborgs inderhavn

Damen Shiprepair Götaverken gik i likvidation 23. april 2014, hvilket senere medførte et salg af selskabets aktiver. Heriblandt de to store flydedokke, hvor særligt den store 254 meter lange og 34 meter brede dok gennem årene nærmest har været et vartegn i Gøteborgs inderhavn.

Damen-gruppen meddelte i forbindelse med likvidationen sidste år, at det var ufavorable markedsvilkår og hård konkurrence i det baltiske marked for skibsreparationer i kombination med en lav kurs på den svenske krone over for bl.a. euroen, som tvang Gøteborg-værftet til at lukke.

Thyborøn Ophalerbedding har entreret med Svitzer, som har en stor repræsentation i Gøteborg, i forhold til hjembugseringen af flydedokken i næste uge.

Læs også:
BREAKING
{{ article.headline }}
0.172|instance-web01