Torsdag 6. september kl. 1300 var vi fortøjet midt i Kotka hvor skulle vi laste papir fra jernbanevogne, der allerede holdt klar på kajen, længere henne på ad kajen lå ’Rutha Dan’, JL’s senest leverede skib.
Flere af matroserne spurgte om det ikke var noget for mig at komme derover, men jeg sagde at jeg var så forelsket i Lilian, at jeg ikke ville forlade hende. Sven Lunka havde arrangeret fodboldkamp fredag aften mod et andet skib i havnen, da Rutha skulle sejle om eftermiddagen, og da jeg nu var på holdet, måtte jeg hellere gå i land torsdag aften.
Jeg var klar til at gå kl. 19.00, og eftersom Kaj ikke ville med, så jeg fandt selv op i byen her var der en stor park midt i byen, hvor bilerne kunne køre rundt og rundt på ensrettede gader, her var der mange forretninger, et par biografer og nogle små kaffebarer, med en masse unge mennesker.
Kærlighed har ingen sprog
Jeg satte mig ind i en kaffebar, hvor jeg hørte nogle der snakkede dansk til nogle finske piger. Det viste sig at være drenge fra ’Rutha Dan’, så dem kom jeg i snak med. Det hele endte med at en af drengene inviterede to af pigerne i biografen, de var meget søde at snakke med.
Efter biografturen inviterede vi dem med ned til havnen, idet begge pigernes forældre var på arbejde, så de skulle have overnattet sammen hos den ene pige.
Da vi kom ned på havnen skiltes vi, da de to andre skulle en anden vej hen til ’Rutha Dan’. Hende jeg fulgtes med, ville gerne med om bord og have lidt Vodka, men da vi skulle til at passere kajen, hev pigen mig hen bag nogle jernbanevogne. I det samme kom en politibil kørende langsomt forbi.
Jeg kunne nu fortælle, at politiet ikke havde noget imod, at der kom piger om bord, men det havde præcis denne politimand nok.
”Jamen ham der har noget imod det! For det er papa min! ”, lød svaret. Det viste sig, at hendes far kørte politipatrulje hele natten i Kotka. Vi kom dog om bord og fik startet vodkadrikkeriet, der gik dog ikke lang tid, så var hun halvfuld og klar til at blive lagt i køjen.
Op og se land kammerat – med veninde
Hvor Kaj var henne ved jeg ikke, men jeg måtte side ret op på sofaen og sove. Men kl. blev igen hurtigt 05.45 og så rejse, hejse… Men denne morgen var det op til bådøvelse med styrbord båd og ”blinde passagerer” skulle også deltage, blev det tydeligt proklameret. Det var nemlig hurtigt rygtedes, at jeg havde en pige på kammeret, så det skulle jeg kureres for, havde kaptajnen sagt.
Og det blev vi så begge to. Det var meget flovt for os begge, og vi var rent til grin. Men også den pine blev overstået og lørdag var der så afgang fra pigen og Kotka med kurs mod Kielerkanalen og derpå London. Vi sejlede lige igennem Kielerkanalen med den sædvanlige ”ordnung muss sein”.
Ankomst Tilberry Docks lørdag kl.06.00, hvor der som sædvanligt i England ikke blev arbejdet i weekenden, men vi havde besøg af vorherres lille donkeymand fra den Danske Sømands Kirke i London. Han havde danske aviser med og en invitation til en filmaften med kaffe og kage.
Det var meget hyggeligt og søndag ville han komme og hente os til højmesse i kirken kl. 10. Vi blev også kørt ned om bord igen, da der jo kl.12 var vanlig spisning med hvid J. L. jakke. Men det var dejligt at være til højmesse og alters og få syndsforladelse for alt… selv om ham der oppe sikkert godt vidste, at jeg ikke havde gjort forkert. I hvert fald ikke i Kotka.
Til Spanien med planer…
Tirsdag eftermiddag stod vi så ud ad Themsen på vej mod Aviles i det nordlige Spanien, så nu skulle jeg også prøve en tur over Biscayen. Lodsen sagde tak og forlod Lilian ude ved Margate, og vi fulgte White Cliffs of Dover, tæt om styrbord.
Ballastvandet havde ført en masse sand med op på agterdækket, så hele aftenen var det som at bade ved en sandstrand. Vi var flere af besætningen der holdt ud til kl. 22, da var vi også ude i trafikken på kanalen med kurs sydover.
Vi havde en rolig tur over Biscayen med ankomst Aviles lørdag 29. sept. kl. 10, hvor der ventede det sædvanlige møde med med mæglere og toldere. Men de var dog i land inden middagsmaden, og om eftermiddagen gjorde dæksbesætningen lasteklar til mandag morgen.
Den kullast vi skulle laste, var noget tungere end de andre kullaster, vi havde haft, så vi skulle ingen dækslast have med på denne tur. Der ventede derpå noget af en lang tur, der gik helt op til Luleå i Nordsverige. Lørdag var vi en del, der skulle i land og se på byen. Jeg havde hævet den formidable sum af 300 spanske penge lig med 54 danske kroner, men en tår spansk vin kunne det nok blive til.
Nogle af matroserne havde dog skumle planer. De havde skramlet sammen til, at de ville betale for en dame til mig, så jeg kunne blive en rigtig sømand. Men den var jeg ikke med på, og det det var der heldigvis også et par af de andre matroser, der heller ikke var, så vi fandt en lille hyggelig fortovsrestaurant i stedet. Det var meget lunt i vejret, så vi kunne sidde og følge livet og sproget i byen.
Planerne lægges for fremtiden
Turen til Luleå gik med daglige rutinearbejder og frivagter med brevskrivning, bygning af ’Riberhus’, kortspil under bakken osv. Om eftermiddagen ved kaffetid på broen havde jeg flere gode samtaler med kaptajn Toft, da han ind imellem tog søvagten, så styrmanden kunne lave noget eftersyn af brand- og redningsmidler.
Allerede i juli havde vi begge fået besked om, at jeg på grund af mine fine udtagelser fra kaptajn og hovmester var på venteliste til søfartsskole i januar 1957. Kaptajn Toft var glad for at have mig om bord, og syntes jeg skulle blive om bord året ud og så prøve at få en hyre i et småskib for så at komme på sommerholdet i Kogtved 1957. Det syntes jeg også var en meget god ide, så det arbejdede jeg hen imod.
Søndag 06 okt. kl. 17.00 ank. Luleå, hvor jeg havde hævet 30 svenske kroner, så der var lige råd til en tur på kaffebar. Men det var hundekoldt, så Kaj og jeg fandt hurtigt ned om bord igen. Der var næsten heller ikke nogen andre i land, så det var hurtigt forbi med den Sverigestur.
Lidt drama i Honfleur
Tilbage med last fra Finland til Rouen og derefter Honfleur. Her lå vi i slusen og tog ballast ind en mandag aften med regn og blæst. Men da vi kom ud på floden kom der nogle ordentlige vindstød, og der blev en værre løben og råben. En matros kom og sagde, at vi skulle tage noget varmt tøj på og blive på kammeret
Så hørte Kaj og jeg, at ankeret blev kastet, og vi kunne se, at vi ikke var langt fra land. Senere fik vi at vide, at det var fordi al vandballasten ikke var inde, da vi forlod slusen og Lilian havde mistet manøvre evnen. Efter et par timer var vi dog klar til at hive ankeret hjem igen og fort sætte til Le Havre og derfra videre mod London
Vi skulle til West India Doks, her skulle der lastes gummi og bomuld til Riga i Letland. Vi var fortøjet i dokken tidlig lørdag morgen så det var igen weekend under land og hovmesteren sagde at både lørdag og søndag var der stor spisning som tak for indsatsen, hvor vi var ved at gå grund på Seinen.
Kaj og jeg kunne komme en tur i byen, lørdag aften, hvor var vi på Trafalgar Square og et dyk ind i et stort tehus der hed The Corner House, fyldt med en masse unge mennesker. Der blev også tid til et biografbesøg fra kl. 20 til over midnat. Jeg kan huske en af filmene var ”In the Navy” fra 1941 med de amerikanske komikere Abbott & Costello – stadigt meget populær.
Fra sortsyn i Riga til sort syn i Swansea
Til Riga ankom vi en mørk kold efterårsaften med en masse militær på kajen. Det blev sagt, at det var pga. sovjets besættelse af Ungarn. Vi lå der heldigvis kun kort tid, hvorefter den stod på ballast til Kotka og Yxpila ved Karlshamm, lastning af papir til Watchet og Cardiff. Jeg havde sagt min hyre op til afmønstring i første danske havn, så glad var jeg, da vi efter Cardiff skulle ballaste til Swansea for lastning af kul til Island Brygge i København.
Vi ankom til Swansea midt om natten, så det var noget af et chok at vågne op til en møgbeskidt havn med kul alle vegne. Store transportbånd, lange rækker af jernbanevogne, et par skibe, der allerede lastede osv. Alt var nærmest gråsort i sort. Man kunne godt se, at det var ved at blive vinter, og at alle skulle bruge kul til opvarmning.
Matroserne havde efter ankomst gjort lasteklar det vil sige afdækket lugerne, rejst losse bommene, rigget til til dækslasten, så alt var klart. De begyndte med 1 + 3 lugen og hold op hvor det støvede, jeg fik af kokken besked om at holde mig inden dørs hele dagen, og det passede mig meget godt for det regnede og var koldt vejr.
Visit i maskinen
Så jeg strøg i maskinen på mine frivagter, hvor 3. mester ved at gøre dampmaskinen klar til hjemturen, der blev smurt alle vegne. Jeg var også med ude i akselkanalen til skrue akslen, helt ude agter og smøre stævn røret, pludseligt lød der et brag rolig sagde mester det er lasten der rammer tunnelen oppe i 3 lugen.
Tilbage i maskinrummet havde 2. mester skilt en af lysmaskinerne, den skulle have nye lejer, så den kunne klare turen hjem. Det var nogle tynde messingplader, der blev formet, så de kunne ligge rundt om akslen og de skulle smøres, så der ikke opstod slid og varme. Chiefen var i fyrrummet for at se om alt var i orden og klar til afsejling.
Lastningen i Swansea var den hurtigste, jeg var med til i mine syv måneder om bord. Der kom hele tiden meldinger ind i kabyssen. Nu var 1. Lugen lastet og dækket over, presenningerne var lagt på og skalket, der var lagt strøer ud til beskyttelse af presenningerne under losninng, 2 lugen ville være klar til kaffetid, så kunne den blive lukket og gjort sø klar, der skulle ikke dækslast med, så bommene kunne også blive lagt ned og sikret, når det var gjort kunne 3. lugen lukkes og skalket, så kunne 4. lugen blive lastet færdig, det hele kørte som på samlebånd. De englændere de vidste godt hvordan det skulle gøres.
En rigtig piver hjemover
Jeg kunne godt mærke at det var blæst op da vi kom ud i Bristol Kanalen, det var en stiv kuling fra syd lige imod, vi begyndte at hoppe og danse, så Kaj og jeg blev enige om at smøre os en sandwich med smøreost og så en drinks og på hylden, vi kunne godt mærke at det blev en lang nat.
Næste morgen hoppede og dansede Lillian stadigt og det blev besluttet, at vi skulle vente med varmt mad til om aftenen, da ville vi være i læ af Cornwalls nordkyst. Det skulle dog blive værre i løbet af næste dag, Hele eftermiddagen var matroserne i gang med at ekstrasikre dækslasten både for og agter. Aftensmaden var typisk mad til dårligt vejr - gule ærter med flæsk og medister og godt med sennep. Mums.
Det blæste godt op i løbet af natten til en halvstorm fra syd, så vi sejlede for små omdrejninger. Lilian teede sig, som jeg aldrig havde set før, og det var faktisk lidt ubehageligt, til middag var det selvbetjening af mad i kabyssen, igen gule ærter i skåle som man indtog stående i kabyssen eller sidegangen. Beboelsen under bakken var blevet sikret og beboerne var flyttet hen midtskibs og der skulle de blive til vi var rundt Lands End og vel omme i Den Engelske Kanal.
Da middagen var overstået, kom vagten ned og sagde, at alt skulle sikres og at alle skulle blive indendørs kl.1300. Der ville der blive sejlet til, og det ville ikke blive nogen behagelig tur. Vi fik at vide at vi havde strømmen med til engang i aften og vinden ville dreje i vest og aftage lidt, så vi skulle rundt Lands End NU, hvis vi ville hjem til jul - og det var vi nogen stykker, der gerne ville.
Nærmere gud til dig…
Det blev da også en gevaldig eftermiddag og aften, hvor der var mange, der sad i officersmessen og fortalte gamle sømandshistorier. Jeg havde aldrig været ude i noget værre end dette, så jeg lyttede skam, men engang imellem sendte jeg en tanke ”op ad ”, og huskede, hvad præsten havde sagt til min konfirmation om at give sig gud i vold.
Kl. 21 kom en matros ned og fortalte, at vi var rundt og om et par timer ville være i læ af Lizard Point, hvorfra vi blæste for full speed op igennem den Engelske Kanal, så det blev dog en lidt god natte søvn i egen køje. Næste dag var en almindelig torsdag med de daglige pligter, men jeg fik set en masse ankerliggere i Lyme Bay, og mange skibe der var på vej vest over mod Atlanten.
Stor tak – og farvel
Om eftermiddagen talte jeg med kaptajn Toft om min fremtid. Han ville kontakte et selskab i København, der hed Dan transport, om at jeg skulle have en hyre i et småskib for at få sejltid der. Så midt i januar kunne jeg ringe til dem. Jeg har hele besætningen og især kaptajn og officerer i gamle, gode ’Lilian Dan’ meget at takke for gennem den tid jeg var om bord.
Turen gennem Kielerkanalen gik som smurt og tirsdag 18. dec. kl. 0600 var vi fortøjet ved Islands Brygge i København. Det var tid til at sige farvel og God Jul og Godt Nytår til alle. Kl. 14 var min far klar ved landgangen med renseriejer Nedergårds Volvo 144. Så var det ned med bagagen og min fine model af ’ Riberhus’, flot malet med lidt JL maling, sort skrog, rød bund, gråt dæk og hvid bygning agter.
Jeg havde lige haft tid til at gøre bygningen færdig. Hjem til Jul og Nytår, klar til næste udmønstring som fransk kok og ungmand i ’Rigel’ af Kolby Kås. Og efter det om Kogtved Søfartsskole, skole skibet ’Marie Dan’, og galeasen ’Kristian’ af Svendborg.
Lampemanden holder her en pause med Bjarne Hansen og overlader ordet til en tidligere DSB-mand…
Flere af matroserne spurgte om det ikke var noget for mig at komme derover, men jeg sagde at jeg var så forelsket i Lilian, at jeg ikke ville forlade hende. Sven Lunka havde arrangeret fodboldkamp fredag aften mod et andet skib i havnen, da Rutha skulle sejle om eftermiddagen, og da jeg nu var på holdet, måtte jeg hellere gå i land torsdag aften.
Jeg var klar til at gå kl. 19.00, og eftersom Kaj ikke ville med, så jeg fandt selv op i byen her var der en stor park midt i byen, hvor bilerne kunne køre rundt og rundt på ensrettede gader, her var der mange forretninger, et par biografer og nogle små kaffebarer, med en masse unge mennesker.
Kærlighed har ingen sprog
Jeg satte mig ind i en kaffebar, hvor jeg hørte nogle der snakkede dansk til nogle finske piger. Det viste sig at være drenge fra ’Rutha Dan’, så dem kom jeg i snak med. Det hele endte med at en af drengene inviterede to af pigerne i biografen, de var meget søde at snakke med.
Efter biografturen inviterede vi dem med ned til havnen, idet begge pigernes forældre var på arbejde, så de skulle have overnattet sammen hos den ene pige.
Da vi kom ned på havnen skiltes vi, da de to andre skulle en anden vej hen til ’Rutha Dan’. Hende jeg fulgtes med, ville gerne med om bord og have lidt Vodka, men da vi skulle til at passere kajen, hev pigen mig hen bag nogle jernbanevogne. I det samme kom en politibil kørende langsomt forbi.
Jeg kunne nu fortælle, at politiet ikke havde noget imod, at der kom piger om bord, men det havde præcis denne politimand nok.
”Jamen ham der har noget imod det! For det er papa min! ”, lød svaret. Det viste sig, at hendes far kørte politipatrulje hele natten i Kotka. Vi kom dog om bord og fik startet vodkadrikkeriet, der gik dog ikke lang tid, så var hun halvfuld og klar til at blive lagt i køjen.
Op og se land kammerat – med veninde
Hvor Kaj var henne ved jeg ikke, men jeg måtte side ret op på sofaen og sove. Men kl. blev igen hurtigt 05.45 og så rejse, hejse… Men denne morgen var det op til bådøvelse med styrbord båd og ”blinde passagerer” skulle også deltage, blev det tydeligt proklameret. Det var nemlig hurtigt rygtedes, at jeg havde en pige på kammeret, så det skulle jeg kureres for, havde kaptajnen sagt.
Og det blev vi så begge to. Det var meget flovt for os begge, og vi var rent til grin. Men også den pine blev overstået og lørdag var der så afgang fra pigen og Kotka med kurs mod Kielerkanalen og derpå London. Vi sejlede lige igennem Kielerkanalen med den sædvanlige ”ordnung muss sein”.
Ankomst Tilberry Docks lørdag kl.06.00, hvor der som sædvanligt i England ikke blev arbejdet i weekenden, men vi havde besøg af vorherres lille donkeymand fra den Danske Sømands Kirke i London. Han havde danske aviser med og en invitation til en filmaften med kaffe og kage.
Det var meget hyggeligt og søndag ville han komme og hente os til højmesse i kirken kl. 10. Vi blev også kørt ned om bord igen, da der jo kl.12 var vanlig spisning med hvid J. L. jakke. Men det var dejligt at være til højmesse og alters og få syndsforladelse for alt… selv om ham der oppe sikkert godt vidste, at jeg ikke havde gjort forkert. I hvert fald ikke i Kotka.
Til Spanien med planer…
Tirsdag eftermiddag stod vi så ud ad Themsen på vej mod Aviles i det nordlige Spanien, så nu skulle jeg også prøve en tur over Biscayen. Lodsen sagde tak og forlod Lilian ude ved Margate, og vi fulgte White Cliffs of Dover, tæt om styrbord.
Ballastvandet havde ført en masse sand med op på agterdækket, så hele aftenen var det som at bade ved en sandstrand. Vi var flere af besætningen der holdt ud til kl. 22, da var vi også ude i trafikken på kanalen med kurs sydover.
Vi havde en rolig tur over Biscayen med ankomst Aviles lørdag 29. sept. kl. 10, hvor der ventede det sædvanlige møde med med mæglere og toldere. Men de var dog i land inden middagsmaden, og om eftermiddagen gjorde dæksbesætningen lasteklar til mandag morgen.
Den kullast vi skulle laste, var noget tungere end de andre kullaster, vi havde haft, så vi skulle ingen dækslast have med på denne tur. Der ventede derpå noget af en lang tur, der gik helt op til Luleå i Nordsverige. Lørdag var vi en del, der skulle i land og se på byen. Jeg havde hævet den formidable sum af 300 spanske penge lig med 54 danske kroner, men en tår spansk vin kunne det nok blive til.
Nogle af matroserne havde dog skumle planer. De havde skramlet sammen til, at de ville betale for en dame til mig, så jeg kunne blive en rigtig sømand. Men den var jeg ikke med på, og det det var der heldigvis også et par af de andre matroser, der heller ikke var, så vi fandt en lille hyggelig fortovsrestaurant i stedet. Det var meget lunt i vejret, så vi kunne sidde og følge livet og sproget i byen.
Planerne lægges for fremtiden
Turen til Luleå gik med daglige rutinearbejder og frivagter med brevskrivning, bygning af ’Riberhus’, kortspil under bakken osv. Om eftermiddagen ved kaffetid på broen havde jeg flere gode samtaler med kaptajn Toft, da han ind imellem tog søvagten, så styrmanden kunne lave noget eftersyn af brand- og redningsmidler.
Allerede i juli havde vi begge fået besked om, at jeg på grund af mine fine udtagelser fra kaptajn og hovmester var på venteliste til søfartsskole i januar 1957. Kaptajn Toft var glad for at have mig om bord, og syntes jeg skulle blive om bord året ud og så prøve at få en hyre i et småskib for så at komme på sommerholdet i Kogtved 1957. Det syntes jeg også var en meget god ide, så det arbejdede jeg hen imod.
Søndag 06 okt. kl. 17.00 ank. Luleå, hvor jeg havde hævet 30 svenske kroner, så der var lige råd til en tur på kaffebar. Men det var hundekoldt, så Kaj og jeg fandt hurtigt ned om bord igen. Der var næsten heller ikke nogen andre i land, så det var hurtigt forbi med den Sverigestur.
Lidt drama i Honfleur
Tilbage med last fra Finland til Rouen og derefter Honfleur. Her lå vi i slusen og tog ballast ind en mandag aften med regn og blæst. Men da vi kom ud på floden kom der nogle ordentlige vindstød, og der blev en værre løben og råben. En matros kom og sagde, at vi skulle tage noget varmt tøj på og blive på kammeret
Så hørte Kaj og jeg, at ankeret blev kastet, og vi kunne se, at vi ikke var langt fra land. Senere fik vi at vide, at det var fordi al vandballasten ikke var inde, da vi forlod slusen og Lilian havde mistet manøvre evnen. Efter et par timer var vi dog klar til at hive ankeret hjem igen og fort sætte til Le Havre og derfra videre mod London
Vi skulle til West India Doks, her skulle der lastes gummi og bomuld til Riga i Letland. Vi var fortøjet i dokken tidlig lørdag morgen så det var igen weekend under land og hovmesteren sagde at både lørdag og søndag var der stor spisning som tak for indsatsen, hvor vi var ved at gå grund på Seinen.
Kaj og jeg kunne komme en tur i byen, lørdag aften, hvor var vi på Trafalgar Square og et dyk ind i et stort tehus der hed The Corner House, fyldt med en masse unge mennesker. Der blev også tid til et biografbesøg fra kl. 20 til over midnat. Jeg kan huske en af filmene var ”In the Navy” fra 1941 med de amerikanske komikere Abbott & Costello – stadigt meget populær.
Fra sortsyn i Riga til sort syn i Swansea
Til Riga ankom vi en mørk kold efterårsaften med en masse militær på kajen. Det blev sagt, at det var pga. sovjets besættelse af Ungarn. Vi lå der heldigvis kun kort tid, hvorefter den stod på ballast til Kotka og Yxpila ved Karlshamm, lastning af papir til Watchet og Cardiff. Jeg havde sagt min hyre op til afmønstring i første danske havn, så glad var jeg, da vi efter Cardiff skulle ballaste til Swansea for lastning af kul til Island Brygge i København.
Vi ankom til Swansea midt om natten, så det var noget af et chok at vågne op til en møgbeskidt havn med kul alle vegne. Store transportbånd, lange rækker af jernbanevogne, et par skibe, der allerede lastede osv. Alt var nærmest gråsort i sort. Man kunne godt se, at det var ved at blive vinter, og at alle skulle bruge kul til opvarmning.
Matroserne havde efter ankomst gjort lasteklar det vil sige afdækket lugerne, rejst losse bommene, rigget til til dækslasten, så alt var klart. De begyndte med 1 + 3 lugen og hold op hvor det støvede, jeg fik af kokken besked om at holde mig inden dørs hele dagen, og det passede mig meget godt for det regnede og var koldt vejr.
Visit i maskinen
Så jeg strøg i maskinen på mine frivagter, hvor 3. mester ved at gøre dampmaskinen klar til hjemturen, der blev smurt alle vegne. Jeg var også med ude i akselkanalen til skrue akslen, helt ude agter og smøre stævn røret, pludseligt lød der et brag rolig sagde mester det er lasten der rammer tunnelen oppe i 3 lugen.
Tilbage i maskinrummet havde 2. mester skilt en af lysmaskinerne, den skulle have nye lejer, så den kunne klare turen hjem. Det var nogle tynde messingplader, der blev formet, så de kunne ligge rundt om akslen og de skulle smøres, så der ikke opstod slid og varme. Chiefen var i fyrrummet for at se om alt var i orden og klar til afsejling.
Lastningen i Swansea var den hurtigste, jeg var med til i mine syv måneder om bord. Der kom hele tiden meldinger ind i kabyssen. Nu var 1. Lugen lastet og dækket over, presenningerne var lagt på og skalket, der var lagt strøer ud til beskyttelse af presenningerne under losninng, 2 lugen ville være klar til kaffetid, så kunne den blive lukket og gjort sø klar, der skulle ikke dækslast med, så bommene kunne også blive lagt ned og sikret, når det var gjort kunne 3. lugen lukkes og skalket, så kunne 4. lugen blive lastet færdig, det hele kørte som på samlebånd. De englændere de vidste godt hvordan det skulle gøres.
En rigtig piver hjemover
Jeg kunne godt mærke at det var blæst op da vi kom ud i Bristol Kanalen, det var en stiv kuling fra syd lige imod, vi begyndte at hoppe og danse, så Kaj og jeg blev enige om at smøre os en sandwich med smøreost og så en drinks og på hylden, vi kunne godt mærke at det blev en lang nat.
Næste morgen hoppede og dansede Lillian stadigt og det blev besluttet, at vi skulle vente med varmt mad til om aftenen, da ville vi være i læ af Cornwalls nordkyst. Det skulle dog blive værre i løbet af næste dag, Hele eftermiddagen var matroserne i gang med at ekstrasikre dækslasten både for og agter. Aftensmaden var typisk mad til dårligt vejr - gule ærter med flæsk og medister og godt med sennep. Mums.
Det blæste godt op i løbet af natten til en halvstorm fra syd, så vi sejlede for små omdrejninger. Lilian teede sig, som jeg aldrig havde set før, og det var faktisk lidt ubehageligt, til middag var det selvbetjening af mad i kabyssen, igen gule ærter i skåle som man indtog stående i kabyssen eller sidegangen. Beboelsen under bakken var blevet sikret og beboerne var flyttet hen midtskibs og der skulle de blive til vi var rundt Lands End og vel omme i Den Engelske Kanal.
Da middagen var overstået, kom vagten ned og sagde, at alt skulle sikres og at alle skulle blive indendørs kl.1300. Der ville der blive sejlet til, og det ville ikke blive nogen behagelig tur. Vi fik at vide at vi havde strømmen med til engang i aften og vinden ville dreje i vest og aftage lidt, så vi skulle rundt Lands End NU, hvis vi ville hjem til jul - og det var vi nogen stykker, der gerne ville.
Nærmere gud til dig…
Det blev da også en gevaldig eftermiddag og aften, hvor der var mange, der sad i officersmessen og fortalte gamle sømandshistorier. Jeg havde aldrig været ude i noget værre end dette, så jeg lyttede skam, men engang imellem sendte jeg en tanke ”op ad ”, og huskede, hvad præsten havde sagt til min konfirmation om at give sig gud i vold.
Kl. 21 kom en matros ned og fortalte, at vi var rundt og om et par timer ville være i læ af Lizard Point, hvorfra vi blæste for full speed op igennem den Engelske Kanal, så det blev dog en lidt god natte søvn i egen køje. Næste dag var en almindelig torsdag med de daglige pligter, men jeg fik set en masse ankerliggere i Lyme Bay, og mange skibe der var på vej vest over mod Atlanten.
Stor tak – og farvel
Om eftermiddagen talte jeg med kaptajn Toft om min fremtid. Han ville kontakte et selskab i København, der hed Dan transport, om at jeg skulle have en hyre i et småskib for at få sejltid der. Så midt i januar kunne jeg ringe til dem. Jeg har hele besætningen og især kaptajn og officerer i gamle, gode ’Lilian Dan’ meget at takke for gennem den tid jeg var om bord.
Turen gennem Kielerkanalen gik som smurt og tirsdag 18. dec. kl. 0600 var vi fortøjet ved Islands Brygge i København. Det var tid til at sige farvel og God Jul og Godt Nytår til alle. Kl. 14 var min far klar ved landgangen med renseriejer Nedergårds Volvo 144. Så var det ned med bagagen og min fine model af ’ Riberhus’, flot malet med lidt JL maling, sort skrog, rød bund, gråt dæk og hvid bygning agter.
Jeg havde lige haft tid til at gøre bygningen færdig. Hjem til Jul og Nytår, klar til næste udmønstring som fransk kok og ungmand i ’Rigel’ af Kolby Kås. Og efter det om Kogtved Søfartsskole, skole skibet ’Marie Dan’, og galeasen ’Kristian’ af Svendborg.
Lampemanden holder her en pause med Bjarne Hansen og overlader ordet til en tidligere DSB-mand…
BREAKING