Passagersejlads på Grønland er ingen stor guldgrube. Men det er en opgave, der skal udføres, og så kan det være en lige så stor udfordring at få det bedste ud af det, som det kan være at lande et tilfredsstillende resultat på bundlinjen i et hvilket som helst andet rederi.
Det magtede Arctic Umiaq Line i 2014, og meget tyder på, at man gør det mindst lige så godt i indeværende år. Omformuleret betyder det, at et 0 i regnskabet er opnået takket være et tilskud på 12,8 mio. kroner. Men det kunne altså være gået noget værre, hvis ikke hele AUL havde haft arbejdstøjet på, som adm. direktør Jette Larsen fra AUL beskriver udviklingen.