Regeringen overvejer at åbne DIS- og tonnageskatteordningen for skibe i den moderne skibsfart – bl.a. vind offshore. Det, synes jeg, er en god idé. Verden får brug for flere vindmøller, og eftersom vind offshore er en af Danmarks styrkepositioner, er det klogt at sikre gode rammevilkår for denne del af erhvervet.
Det er dog ikke nok med lempelige skattevilkår for de maritime virksomheder. Mindst lige så afgørende for Danmarks konkurrenceevne er det, at vi bevarer den nødvendige know-how under dansk flag og ikke sender kompetencetunge jobs til udlandet.
Jeg tænker naturligvis på vores højtuddannede og yderst kompetente danske navigatører – en profession, der langsomt er ved at uddø i Danmark.
Derfor er det helt afgørende, at de gode rammevilkår følges af krav til rederierne om, at de giver sejltid til ubefarne skibsassistenter, uddannelseskontrakter til unge, der uddanner sig til skibsofficer – og sikrer sejltid til juniorofficerer.
Ønsket om vækst og ambitionerne for Det Blå Danmark deler vi med politikerne. Marstal Navigationsskole planlægger en ny skibsføreruddannelse i København, og Simac har netop fået bevilliget 100 mio. kroner til en ny skole på Svendborg Havn. Super positivt. Begge dele er tegn på politisk velvilje over for branchen, men vi kan ikke andet end at bekymre os for optaget på skibsføreruddannelsen. For hvem skal bære væksten i erhvervet, hvis der ikke er nogen til at bære Danmarks maritime arv videre?
Skibsføreruddannelsen har siden 1990'erne været inde i en udvikling, som ikke er bæredygtig i forhold til at genforsyne erhvervet med nye navigatører, når de gamle går på pension.
Åbner vi vores egen medlemsdatabase og ser på de nuværende og tidligere medlemmer, der er 60 år i dag, så er denne ”årgang 1955” på 176 navigatører. Bevæger vi os ti år frem til de 50-årige – til ”årgang 1965” – er tallet 185. Dertil kommer naturligvis de navigatører, der aldrig har været medlem af Søfartens Ledere.
Hvordan ser det så ud i dag? Hvor mange skibsførere dimitterede f.eks. fra Simac i sommer? Svaret er fire (4). Og kun 16 skibsførerstuderende blev her ved sommeroptaget sluppet gennem rederiernes nåleøje og fik en uddannelseskontrakt til det, der efterhånden må bejle til titlen som Danmarks mest eksklusive uddannelse. Hertil kommer 20 studerende i skibsførerklassen på Marstal Navigationsskole, der optog 24 i sommer.
Danske skibsførere er konkurrencedygtige. De bestrider videns- og erfaringstunge jobs og tilfører deres rederier stor værdi. Ledigheden er i praksis nul – også for de nyuddannede. Vores statistikker viser, at det langtfra er umuligt for danske navigatører, også via den traditionelle vej, at arbejde sig op i den bedst betalte ene procent af befolkningen uden andet udgangspunkt end en 9. klasses folkeskoleeksamen. Det er godt, at det er sådan, og ærgerligt, hvis denne mulighed for praktisk begavede unge mennesker foræres væk til udlandet.
Rederierne har uomtvisteligt ret i, at de kan få billigere juniorofficerer ude i verden. Men fravælges de danske unge i dette kortsigtede perspektiv, får det den konsekvens, at der i fremtiden ikke vil være danske navigatører tilbage til de ledende stillinger i skibene, i land, og ikke mindst i den moderne skibsfart.
Det er dog ikke nok med lempelige skattevilkår for de maritime virksomheder. Mindst lige så afgørende for Danmarks konkurrenceevne er det, at vi bevarer den nødvendige know-how under dansk flag og ikke sender kompetencetunge jobs til udlandet.
Jeg tænker naturligvis på vores højtuddannede og yderst kompetente danske navigatører – en profession, der langsomt er ved at uddø i Danmark.
Derfor er det helt afgørende, at de gode rammevilkår følges af krav til rederierne om, at de giver sejltid til ubefarne skibsassistenter, uddannelseskontrakter til unge, der uddanner sig til skibsofficer – og sikrer sejltid til juniorofficerer.
Ønsket om vækst og ambitionerne for Det Blå Danmark deler vi med politikerne. Marstal Navigationsskole planlægger en ny skibsføreruddannelse i København, og Simac har netop fået bevilliget 100 mio. kroner til en ny skole på Svendborg Havn. Super positivt. Begge dele er tegn på politisk velvilje over for branchen, men vi kan ikke andet end at bekymre os for optaget på skibsføreruddannelsen. For hvem skal bære væksten i erhvervet, hvis der ikke er nogen til at bære Danmarks maritime arv videre?
Skibsføreruddannelsen har siden 1990'erne været inde i en udvikling, som ikke er bæredygtig i forhold til at genforsyne erhvervet med nye navigatører, når de gamle går på pension.
Åbner vi vores egen medlemsdatabase og ser på de nuværende og tidligere medlemmer, der er 60 år i dag, så er denne ”årgang 1955” på 176 navigatører. Bevæger vi os ti år frem til de 50-årige – til ”årgang 1965” – er tallet 185. Dertil kommer naturligvis de navigatører, der aldrig har været medlem af Søfartens Ledere.
Hvordan ser det så ud i dag? Hvor mange skibsførere dimitterede f.eks. fra Simac i sommer? Svaret er fire (4). Og kun 16 skibsførerstuderende blev her ved sommeroptaget sluppet gennem rederiernes nåleøje og fik en uddannelseskontrakt til det, der efterhånden må bejle til titlen som Danmarks mest eksklusive uddannelse. Hertil kommer 20 studerende i skibsførerklassen på Marstal Navigationsskole, der optog 24 i sommer.
Danske skibsførere er konkurrencedygtige. De bestrider videns- og erfaringstunge jobs og tilfører deres rederier stor værdi. Ledigheden er i praksis nul – også for de nyuddannede. Vores statistikker viser, at det langtfra er umuligt for danske navigatører, også via den traditionelle vej, at arbejde sig op i den bedst betalte ene procent af befolkningen uden andet udgangspunkt end en 9. klasses folkeskoleeksamen. Det er godt, at det er sådan, og ærgerligt, hvis denne mulighed for praktisk begavede unge mennesker foræres væk til udlandet.
Rederierne har uomtvisteligt ret i, at de kan få billigere juniorofficerer ude i verden. Men fravælges de danske unge i dette kortsigtede perspektiv, får det den konsekvens, at der i fremtiden ikke vil være danske navigatører tilbage til de ledende stillinger i skibene, i land, og ikke mindst i den moderne skibsfart.
BREAKING