Det går straight forward mod sidste afgang for de to tidligere DSB rederi-færger. Men der er altid lige en slæde eller to, der skal af vejen. Men først afslutningen på epistlet om ’Koen’.
Efter færgefartens ophør på Storebælt var det min gode ven og kollega, Ingvar F. Skøtt, der blev foregangsmand i et projekt ”Red Koen”. Her blev vi så 8 – 10 mand, der sørgede for, at den gamle fyrbåke blev renoveret med udskiftning af stålplader, rustbehandling, opmaling og endelig landsat på en sokkel, der lignede den, der havde stået på ude i havneindløbet. Det hele med velvillig assistance fra gode bidragsydere og fonde.
Båken ’Koen’ står altså den dag i dag ved indsejlingen til Korsør Havn, hvor den er byens markante minde om dengang færgerne gennem over hundrede år sejlede ud og ind af havnen mod Nyborg eller andre steder. Og den brøler endnu – ’Koen’. Nemlig ved årsskiftet eller når der i byen afholdes særlige maritime festligheder. Så lader ’koen’ sin dybe stemme runge ud over by og tage med tre lange toner…
Men tilbage til ’Sprogø’ og den aktuelle tur. Videre nord på. Vi nærmede os Grenå ved midnatstid. Jeg havde udmærket kendskab til farvandet uden for Grenaa, også til besejlingen af lystbådehavnen. Vi skulle ind i trafikhavnen nord for. Godt uden for trafikhavnens anduvningsbøje vendte jeg ’Sprogø’ rundt for at manøvrere fra agterbroen, da vi skulle ligge med agterenden indad i et nedlagt færgeleje.
Alt godt til havet
Det imponerede godt nok de egyptiske styrmænd, at man sådan bare kunne sejle den ene eller den anden vej, som man nu ønskede. Jeg havde bestilt sidste opdaterede søkort og havnelods, så det var der ingen ben i. Vi anløb uden lods og lå vel fortøjet kl. 00.45. Næste dag rejste jeg hjem, fætter Rafik blev om bord. Nu hastede det ikke så meget med at få ’Arveprins Knud’ af sted, da planen stadig var, at ’Sprogø’
skulle følge med, og at det ville tage længere tid i Grenå en planlagt.
Et par dage efter var jeg i Grenå for at forhale ’Sprogø’, og jeg var nogle dage i Nakskov for klargøring til sejlads af "Arveprins Knud". Bl.a. bad jeg om provianteringslister fra overstyrmanden og stewarden. Inden proviantering havde jeg meddelt, at der ikke måtte købes nogen alkoholiske drikke, bortset fra hvad jeg skulle bruge. Jeg havde bestilt så Tove og jeg kunne få en øl til frokost og et glas rødvin til aftensmad, samt til en gin og vermouth ved passende lejligheder.
Herudover havde Tove købt pulverkaffe, kosmetik, en hårtørrer, og andre rare ting, som en nyudmønstret ofte falder for, når der ses en alsidig provianteringsliste. Vi regnede med selv at betale vores bestillinger, men dem betalte Capt Rafik med den besked, at hvis vi af uransagelige årsager skulle komme til Saudi Arabien, så skulle vi smide al alkohol overbord i god tid inden 12 sømilgrænsen.
Et par kartoner for meget…
Han selv drak aldrig andet end cola light, dels fordi han havde sukkersyge, dels fordi han var muslim som alle de andre. Provianteringslisten så godt ud. Ko, lam, får, fisk frugt og rigtigt mange slags indvolde, som kokken tilberedte til velsmagende retter. Og nok af det. Også drikkevand på flasker som jeg havde bedt bestilt, da jeg ikke havde tiltro til ferskvandstankene.
Og så var der provianteret Marlboro cigaretter. Rigtigt mange. Alt for mange. Jeg bad overstyrmanden og stewarden oplyse om, hvor de stod. Et kammer henne i kabyssen. Der var ingen hovednøgle om bord, og nøglen til pågældende kammer var væk fra nøgleskabet. Meget nølende fik jeg den udleveret. Kammeret var prop fuld af cigaretkartoner.
Jeg kontaktede toldvæsenet i København. De meddelte, at der ifølge deres lister om bord var en besætning på 35 mand, samt at skibet skulle være 47 dage til søs - samt til skibets "repræsentation" undervejs. Noget overdrevet, konkluderede jeg, men det var der provianteret cigaretter efter. Intet af dette havde jeg imidlertid skrevet under på.
Så jeg bad skibshandlere hente cigaretterne igen, samt efter aftale med toldvæsenet, efterlade cigaretter til 19 mand til søs i 4 uger, samt lidt til "repræsentation". Det var rigeligt. 11 mand af besætningen røg, og vi skulle forhåbentlig ikke være 4 uger til søs, og da jeg vidste at Suez Kanalen også blev kaldt Marlborokanalen, havde jeg via andre kontakter, forhørt mig om hvad der ca. skulle betales i "repræsentation". Capt Rafik må have været med inde over betalingen her. Men han nævnte aldrig noget.
Forsikringer og forandringer
Efterhånden havde jeg fået en del oplevelser, jeg ikke havde forventet eller var vant til, så jeg klistrede det danske udenrigsministeriums telefonnummer inden i mit brilleetui, og lagde det naturligvis også på Toves og min mobil. Just in case! Med det kendskab jeg havde til nogen af besætningsmedlemmerne, valgte jeg også at tage et par solide strips med.
Alt til astronomisk navigation var jo om bord iht. regler herfor, sekstant, kronometer, tabeller osv., men jeg havde ikke lige genopfrisket min lærdom udi astronomisk navigation fra de unge år, og jeg havde ikke megen tiltro til, at styrmændene kunne bruge andet end en GPS. Da kun var en Furono GPS om bord, medbragte jeg også min lille bærbare fra min fiskejolle.
Så besluttede capt Rafik, at ’Arveprins Knud’ skulle sejle uden ’Sprogø’s følgeskab, da sidstnævnte skulle lastes med en masse reservedele fra ophuggede ’Danmark’. En fornuftig beslutning. Han besluttede også at hans fætter ikke skulle være skipper ombord i ’Sprogø’. Også en fornuftig beslutning, syntes jeg. Men så besluttede han også, at fætteren skulle med ’Arveprins Knud’ som styrmand. Det var jeg langt fra enig i. Men sådan blev det. Jeg ville gerne have nøjes med to styrmænd som bemandingsfastsættelsen lød på.
Skæv afgang fra Danmark
Og så gik capt. Rafik igang med at finde en anden skipper til ’Sprogø’. Mandag d. 29. maj 2000 var Søfartsstyrelsen så om bord på ’Arveprins Knud’ for afholdelse af en afsluttende omgang Port State Control. Alt forløb tilfredsstillende. Næste dag fik vi lods og sejlede over middag. Jens Jørgen Absalonsen var med og skulle i land i Brünsbüttel.
Vejret var fint. Let vind fra NV og klart. Alt gik fint. I starten. Men så lige da vi var i fjordens allersmalleste rende, lige uden for havnen, satte bagbord hovedmotor ud. Og med den også bovpropellen. Med vind ind om styrbord, kun styrbord skrue til, og centerror, drev vi ganske sagte ind mod den sydlige brinke på fjorden. Jeg turde ikke øge styrefarten på styrbord hovedmotor at frygt for at sætte den for hårdt på grund. Vi landede stille og roligt på kanalens næsten lodrette side, hvor vi lå og spærrede for trafikken til og fra Nakskov.
Efter færgefartens ophør på Storebælt var det min gode ven og kollega, Ingvar F. Skøtt, der blev foregangsmand i et projekt ”Red Koen”. Her blev vi så 8 – 10 mand, der sørgede for, at den gamle fyrbåke blev renoveret med udskiftning af stålplader, rustbehandling, opmaling og endelig landsat på en sokkel, der lignede den, der havde stået på ude i havneindløbet. Det hele med velvillig assistance fra gode bidragsydere og fonde.
Båken ’Koen’ står altså den dag i dag ved indsejlingen til Korsør Havn, hvor den er byens markante minde om dengang færgerne gennem over hundrede år sejlede ud og ind af havnen mod Nyborg eller andre steder. Og den brøler endnu – ’Koen’. Nemlig ved årsskiftet eller når der i byen afholdes særlige maritime festligheder. Så lader ’koen’ sin dybe stemme runge ud over by og tage med tre lange toner…
Men tilbage til ’Sprogø’ og den aktuelle tur. Videre nord på. Vi nærmede os Grenå ved midnatstid. Jeg havde udmærket kendskab til farvandet uden for Grenaa, også til besejlingen af lystbådehavnen. Vi skulle ind i trafikhavnen nord for. Godt uden for trafikhavnens anduvningsbøje vendte jeg ’Sprogø’ rundt for at manøvrere fra agterbroen, da vi skulle ligge med agterenden indad i et nedlagt færgeleje.
Alt godt til havet
Det imponerede godt nok de egyptiske styrmænd, at man sådan bare kunne sejle den ene eller den anden vej, som man nu ønskede. Jeg havde bestilt sidste opdaterede søkort og havnelods, så det var der ingen ben i. Vi anløb uden lods og lå vel fortøjet kl. 00.45. Næste dag rejste jeg hjem, fætter Rafik blev om bord. Nu hastede det ikke så meget med at få ’Arveprins Knud’ af sted, da planen stadig var, at ’Sprogø’
skulle følge med, og at det ville tage længere tid i Grenå en planlagt.
Et par dage efter var jeg i Grenå for at forhale ’Sprogø’, og jeg var nogle dage i Nakskov for klargøring til sejlads af "Arveprins Knud". Bl.a. bad jeg om provianteringslister fra overstyrmanden og stewarden. Inden proviantering havde jeg meddelt, at der ikke måtte købes nogen alkoholiske drikke, bortset fra hvad jeg skulle bruge. Jeg havde bestilt så Tove og jeg kunne få en øl til frokost og et glas rødvin til aftensmad, samt til en gin og vermouth ved passende lejligheder.
Herudover havde Tove købt pulverkaffe, kosmetik, en hårtørrer, og andre rare ting, som en nyudmønstret ofte falder for, når der ses en alsidig provianteringsliste. Vi regnede med selv at betale vores bestillinger, men dem betalte Capt Rafik med den besked, at hvis vi af uransagelige årsager skulle komme til Saudi Arabien, så skulle vi smide al alkohol overbord i god tid inden 12 sømilgrænsen.
Et par kartoner for meget…
Han selv drak aldrig andet end cola light, dels fordi han havde sukkersyge, dels fordi han var muslim som alle de andre. Provianteringslisten så godt ud. Ko, lam, får, fisk frugt og rigtigt mange slags indvolde, som kokken tilberedte til velsmagende retter. Og nok af det. Også drikkevand på flasker som jeg havde bedt bestilt, da jeg ikke havde tiltro til ferskvandstankene.
Og så var der provianteret Marlboro cigaretter. Rigtigt mange. Alt for mange. Jeg bad overstyrmanden og stewarden oplyse om, hvor de stod. Et kammer henne i kabyssen. Der var ingen hovednøgle om bord, og nøglen til pågældende kammer var væk fra nøgleskabet. Meget nølende fik jeg den udleveret. Kammeret var prop fuld af cigaretkartoner.
Jeg kontaktede toldvæsenet i København. De meddelte, at der ifølge deres lister om bord var en besætning på 35 mand, samt at skibet skulle være 47 dage til søs - samt til skibets "repræsentation" undervejs. Noget overdrevet, konkluderede jeg, men det var der provianteret cigaretter efter. Intet af dette havde jeg imidlertid skrevet under på.
Så jeg bad skibshandlere hente cigaretterne igen, samt efter aftale med toldvæsenet, efterlade cigaretter til 19 mand til søs i 4 uger, samt lidt til "repræsentation". Det var rigeligt. 11 mand af besætningen røg, og vi skulle forhåbentlig ikke være 4 uger til søs, og da jeg vidste at Suez Kanalen også blev kaldt Marlborokanalen, havde jeg via andre kontakter, forhørt mig om hvad der ca. skulle betales i "repræsentation". Capt Rafik må have været med inde over betalingen her. Men han nævnte aldrig noget.
Forsikringer og forandringer
Efterhånden havde jeg fået en del oplevelser, jeg ikke havde forventet eller var vant til, så jeg klistrede det danske udenrigsministeriums telefonnummer inden i mit brilleetui, og lagde det naturligvis også på Toves og min mobil. Just in case! Med det kendskab jeg havde til nogen af besætningsmedlemmerne, valgte jeg også at tage et par solide strips med.
Alt til astronomisk navigation var jo om bord iht. regler herfor, sekstant, kronometer, tabeller osv., men jeg havde ikke lige genopfrisket min lærdom udi astronomisk navigation fra de unge år, og jeg havde ikke megen tiltro til, at styrmændene kunne bruge andet end en GPS. Da kun var en Furono GPS om bord, medbragte jeg også min lille bærbare fra min fiskejolle.
Så besluttede capt Rafik, at ’Arveprins Knud’ skulle sejle uden ’Sprogø’s følgeskab, da sidstnævnte skulle lastes med en masse reservedele fra ophuggede ’Danmark’. En fornuftig beslutning. Han besluttede også at hans fætter ikke skulle være skipper ombord i ’Sprogø’. Også en fornuftig beslutning, syntes jeg. Men så besluttede han også, at fætteren skulle med ’Arveprins Knud’ som styrmand. Det var jeg langt fra enig i. Men sådan blev det. Jeg ville gerne have nøjes med to styrmænd som bemandingsfastsættelsen lød på.
Skæv afgang fra Danmark
Og så gik capt. Rafik igang med at finde en anden skipper til ’Sprogø’. Mandag d. 29. maj 2000 var Søfartsstyrelsen så om bord på ’Arveprins Knud’ for afholdelse af en afsluttende omgang Port State Control. Alt forløb tilfredsstillende. Næste dag fik vi lods og sejlede over middag. Jens Jørgen Absalonsen var med og skulle i land i Brünsbüttel.
Vejret var fint. Let vind fra NV og klart. Alt gik fint. I starten. Men så lige da vi var i fjordens allersmalleste rende, lige uden for havnen, satte bagbord hovedmotor ud. Og med den også bovpropellen. Med vind ind om styrbord, kun styrbord skrue til, og centerror, drev vi ganske sagte ind mod den sydlige brinke på fjorden. Jeg turde ikke øge styrefarten på styrbord hovedmotor at frygt for at sætte den for hårdt på grund. Vi landede stille og roligt på kanalens næsten lodrette side, hvor vi lå og spærrede for trafikken til og fra Nakskov.
BREAKING