Ny rapport vurderer danske sikkerhedsoptioner i Guineabugten

”Maritim sikkerhed i Guineabugten” hedder en ny 72 sider lang rapport begået af assisterende professor i internationale relationer ved Professionshøjskolen Metropol Katja Lindskov Jacobsen og orlogskaptajn Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet.

Og den tager meget grundigt og analyserende fat på det gode spørgsmål om, hvad Danmark egentlig kan gøre med sin beslutning fra foråret om at træde mere aktivt ind i sikkerhedssituationen i området.

Som der indledes med at konstatere, så er udtrykket Guineabugten egentlig synonymt med en godt 6.000 km lang kystlinje fra Senegal i nord til Angola i Syd, og den dækker undervejs 20 nationalstater af meget anderledes karakter end det østafrikanske område, hvor Danmark efter kapringen af 'Danica White' tilbage i 2007 begyndte at involverede sig i piratbekæmpelsen, der udelukkende opererede ud fra Somalia.

Men internationalt er Guineabugten udnævnt til ”The new dangerzone” med stigende ulovlige aktiviteter af meget forskellig art. Fra guerillakrig over rent pirateri til tyverier, røveriske overfald, bedragerier og ikke mindst meget udbredt korruption. Men samtidigt er der ifølge forfatterne tale om måske dårligt funderede, men suveræne og trods alt fungerende stater, og absolut ikke direkte ”failed states”, som udtrykket om Somalia i rapporten lyder.

En svær mangrovesump

Det er alt sammen med til at gøre helheden omkring spillet mellem at være til stede kommercielt, humanitært og så måske også begive sig ud på en sikringsorienteret kurs som fjerntliggende tredjeland til både en latent krudttønde og en ren mangrovesump at manøvrere i politisk. Og en af konklusionerne er da også, at man skal tænke sig godt om, inden man kaster sig selv for løverne som aktiv involveret tredjestat i området.

De to forfattere kommer af gode grunde ikke med en konklusion på, hvad Danmark kan og skal gøre. Det er dels en politisk beslutning og involverer i høj grad også de overvejelser, danske kommercielle interesser (ikke mindst shipping) repræsenterer. Dertil kommer, at Danmark via bl.a. Danida er direkte støtteland til 12 af de nævnte lande i området. Og at man så sent som sidste år oprettede en ambassade i Nigeria, der ikke er ”Danidaland”.

Forfatterne kan dog godt konkludere, hvad Danmark ikke kan gøre. Og det er bl.a. at involvere sig uden om international lovgivning. Herunder f.eks. at støtte initiativer, der betyder, at eventuelt fangne pirater tortureres og måske summarisk henrettes. Og man skal ganske særligt passe på med at yde militær bistand, der kan støtte den form for repressaliepolitik lokalt.

De store Hv-spørgsmål

Og det er ikke kun et spørgsmål om international lov og ret og intern dansk politisk samvittighed. Men ganske konkret et minefelt, hvor en dansk involvering, næsten uanset hvad man gør, kan være fra uheldig til direkte farlig for måske helt uvedkommende aktører.

Kræfter i regionen, der ser en given dansk hånd i en aktion eller udvikling, kan således meget vel tænkes at reagere med hævn. Og ikke nødvendigvis rettet mod de involverede i en konkret sag, men mod helt andre danske aktører.

Men når nu Danmark har besluttet, at man vil opgradere sin indflydelsessfære i området, så skitserer de to forfattere til rapporten en række scenarier, hvor man kan overveje at gå ind. Der er mindst seks strategiske Hv-spørgsmål at overveje undervejs, fastslår Jacobsen og Nordby. Hvem, hvad, hvor, hvornår, hvorfor og hvordan. Enkle og ligetil på den ene side, og meget svære at svare på på den anden…

Hvorfor og hvornår kan og skal besvares ud fra de motivations- og ræsonneringspræmisser, der er inde over fra dansk side, mener forfatterne. Set isoleret på anti-piratindsatsen skal man altså se på shippinginteresser som den truede side af sagen, og så hele det regionale og internationale spørgsmål om, ”hvad man må”. Og en direkte dansk indsats tror forfatterne ikke på uden et meget gyldigt FN-mandat.

Hvordan, hvornår med hvem og hvis nu…

Hvordan og med hvad man griber en eventuel mere direkte reaktion an, knytter sig så direkte til risikoen for modreaktioner – som nævnt ovenfor. Og der kan altså i høj grad også være risiko forbundet med at være ”tavs og indirekte” deltager i eventuelle aktioner. Ikke mindst hvis de udmunder i overtrædelse af menneskerettigheder etc.

Endelig er der så hvor og hvem, man skal agere i samspil med. Og her finder forfatterne så, at man rammer de indbyggede begrænsninger i hele spørgsmålet. F.eks. påpeges det, at det i det ”værste” piratland i regionen, Nigeria, er svært at vide, om myndighederne i det hele taget er interesserede i at samarbejde.

Det pointeres også i rapporten, at lokale politikere og myndigheder ofte ikke alene er dybt involveret i korruptionssystemet. De er heller ikke sjældent også direkte involveret i selve de kriminelle handlinger.

I andre lande, såsom Ghana, kan man derimod formentlig bedre lægge pres på med omvej af Danida-hjælpen etc., formoder Jacobsen og Nordby. Helt afsluttende opridser de så en lang række kort- og/eller langsigtede muligheder.

Kort og lang bane

På den korte bane foreslås bl.a., at man støtter en såkaldt inddæmmelsepolitik, hvor piratproblemet isoleres til nigerianske farvande. Videre kan man vælge en mere bredt funderet strategi, der skal sigte mod at stoppe eller i det mindste begrænse både pirateri og andre ulovligheder i området.

Endelig er der den rene forsvarsstrategi (bevæbnede vagter f.eks.), der alene sigter mod at forsvare sig mod ulovligheder. Den løsning har været på banen mange gange, men ikke mindst fra nigeriansk side har det været tydeligt, at man ikke ønsker at se andre væbnede aktører involvere sig i området. Og slet ikke i nigeriansk farvand.

På den længere bane er der mange mulige spor at følge. Men overordnet set understreger forfatterne, at Danmark bestemt bør holde fast i en form for aktiv forhandlingsrolle. Både direkte og på den internationale scene.

Men det helt store spørgsmål for danske shippinginteresser og søfarende bliver man ikke klogere på. Skal og kan Danmark beskytte danske rederiers og operatørers skibe og besætninger aktivt?

Tre spørgsmål til rapportens forfattere, Katja Lindskov Jacobsen og Johannes Riber Nordby

Hvor lang tid har I brugt på at lave research til rapporten og hvad var det i research processen, der tog længst tid?