LAMPEMANDEN: En grå eminence træder i figur

I audiens hos eminencen















Tove skærer kamel-skarpt igennem















Usikkerheden vågner















I Egypten eller ej – slips på. Hr. Olsen!











Fortsættes

Så er Tove, ’Sprogø’, Absalonsen pg kaptajn Arne Olesen nået Suez – trods alt med besætningen intakt efter nærmytteriet i Post Said. Men der er overraskelser i vente ved ankomsten…   Tirsdag d. 11. juli om morgenen fortøjede vi på siden af ’Arveprins Knud’. Capt Rafik og Fouly kom om bord. De var to store smil. De tilbød Absalonsen, Tove og jeg, at flytte ind på det bedste hotel i Suez, samt at vi kunne blive der en uge, hvis vi ønskede. Endvidere ville ’Sprogø’ s hovmester Tarek Saleh og hans bil stå til rådighed for os som turist- og bodyguide. Det tilbud tog vi straks imod, da vi hørte der var aircondition på hotellet. Greenland House Hotel hed det. Der var hverken Grønt eller koldt som på Grønland, men der var vederkvægende.   Vi fik et godt værelse med altan og udsigt over en større park med forskellige palmer og gult vissent græs. Der var dejligt stort poolområde med skyggepressenning spændt ud over pølen og det meste af terrassen. Vi havde været forudseende ved den ekstra proviantering i Hamburg Hotellet var alkoholfrit, med de satte beredvilligt store flotte rødvinsglas på bordet og trak vine op til os.   Den første dag i Suez skulle vi til møde hos en pensioneret admiral fra en af krigene mod Israel, en stilling han var stolt af. Han havde startet et shippingagency firma. Flot fyr uden moustage og fin habit. Vi var vist 12 personer, capt Rafik, el Fouly, admiralen og hans stab, nogle tjenestedrenge, Absalonsen, Tove og mig. Vi sad alle ved et lavt stort rundt bord, og det meste af tiden, megen tid, gik med at få en kop te.      Tjenestedrengene kom hele tiden tilbage og kunne ikke huske om vi skulle have gul the, grøn the, med eller uden sukker, med eller uden mælk, og vi kunne selvfølgelig ikke begynde på mødet før vi var godt beværtet. Absalonsen og jeg skulle have afregnet vores hyre samt udlæg for mobiltelefon, et ikke uanseelig beløb, jeg fik oplyst fra mit telefonselskab i DK. Det havde været en smal sag i DK at føre pengene over til min konto.    Men der skulle hele tiden snakkes om alt muligt andet uden der dog syntes nogen problemer med betalingen. Så fik jeg mit telefontilgodehavende i grønne sedler. Derefter bad jeg om at få afregnet hyren. Der blev snakket udenom igen, knapt så problemfrit, og jeg blev utålmodig. Så sagde admiralen. at skibsrederen, ham med hotellerne og oliekilden i Saudi Arabien, gerne ville holde et møde med mig.    Tove og jeg kom end i et andet lokale, hvor han havde kontor. Vi fik fortalt, det var en person der stod stor respekt om, og at vi gerne måtte leve op til det. Vi blev også fortalt, at han ikke talte engelsk, og mødet skulle foregå med tolk. Han forstod dog noget engelsk, viste det sig. Om han talte det også, fandt vi ikke helt ud af.      Han var antagelig sidst i tresserne og klædt i en lang grå trist kjortel. Igen en meget lang intetsigende indledning, ikke lige til min tålmodighed. Så kom vi endelig til sagen. Ville jeg blive i Suez og føre tilsyn med en større ombygning af færgerne på el Fouly's værft? Det havde jeg ikke lige regnet med! Det lød interessant, men der var godt nok varmt både i og udenfor køjen om bord, og værftet havde jeg faktisk set lidt af fra søsiden…   Jeg afviste ikke, men spurgte mere ind til jobbet og hyren. Det var der ingen problemer i. Samtalen gik let i en hyggelig og ligefrem munter atmosfære. Så spurgte skibsrederen via sin tolk, om jeg kunne tænke mig at at blive kaptajn på et af skibene efter ombygning, og i givet fald hvilket. Jeg svarede, at jeg i så fald ville have ’Arveprins Knud’. Så spurgte han om, hvad der var i vejen med ’Sprogø’.    "Den er der skam ikke noget i vejen med" sagde Tove, "den tager jeg". Så sagde rederen muntert på arabisk, uden at have fået det tolket. "Når du er så rapkæftet, kan du komme hjem og passe mit harem i Riad. "Ok" sagde Tove, "hvor mange kameler får jeg for det". Alle skralgrinte, så selv admiralen inde ved siden af undrede sig. Det løsnede lidt op. Jeg var overbevist om, at rederen søgte at holde min hyre tilbage,for at tvinge mig til at blive. Jeg ville have mine penge, før jeg gav endeligt tilsagn.      Ok, sagde rederen så til admiralen, “Give the Captain, what the Captain wants!”. Admiralen åbnede et pengeskab med enormt høje stabler af grønne sedler. Jeg fik lidt af dem. Aftalen med rederen blev, at jeg skulle hjem til Danmark og køles af et par uger, så ville jeg komme igen. På vej ud fra admiralens kontor kom vi forbi et slags betonventeværelse, hvor mange af besætningsmedlemmerne fra begge færger opholdt sig. De mødte op hver dag, i håb om at få en hyre. De så på mig med lidt skuffet udtryk. Jeg havde det ikke så godt ved bare at gå forbi dem med min hyre i baglommen.   Næste dag kørte vores turistguide Tarek Saleh os lidt syd for Suez for at besigtige el Fouly's værft. Det var lidt af en overraskelse. En mindre bliklade udgjorde værftet. Inden i var få ældre maskiner og alt så ganske uorganiseret ud. Også det skrivebord der stod i et hjørne. Fra en mindre mole ud fra stranden sejlede en udrangeret redningsbåd arbejdere ud til en udtjent passagerbåd (læs Søfart nr. 44 og hør nærmere…), der var sejlet op på stranden.    Den var de begyndt at skære op i stumper og stykker. Agten for den lå ’Arveprins Knud’ og ’Sprogø’ til anker, og lidt længere ude lå ’Halsskov’ og ventede på skærebrænderne. (I januar 2015 læste jeg, at ’Halsskov’ var sunket, og dykkere havde optaget film inde i vraget). Det lignede ikke forhold, jeg havde lyst til at arbejde i. Det lignede mere en ophuggerstrand i Alang i Indien.     Samme aften var vi inviteret ud til el Fouly og hans hustru og spise. Foruden os tre rødskoldede var flere inviteret, bl.a. capt Rafik, admiralen og skibsrederen. Det var et fint selskab. Om eftermiddagen forsøgte Tove forgæves at få fat i vores guide. Jeg havde ikke slips med, og hun mente, jeg skulle have sådan et på, samt at vi måtte have en buket blomster med til værtinden.    Hotellet hyrede en taxa, og på fynsk bekendtgjorde Tove sine ærinder. Tove kom tilbage med en buket blomster, men kunne ikke finde en slipsebutik, og godt det samme, for det brugte man ikke der. Det var lidt andre selskabsformer end hjemme. Ingen velkomstdrink. Vi kunne se, at el Fouly og hans hustru boede bedre, end vi mente gennemsnittet gjorde, også området ud til en stor park så tiltalende ud, om end afsvedet af solen.