23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Stadigt mere velpolstret DFDS oplever gode takter fra passagerområdet

SHORT SEA/RO-PAX: På trods af gammel tonnage oplever DFDS stabil fremgang på passagerruterne. Skal der bestilles nybygninger til dette segment, skal det ske inden for de kommende to år.
DFDS kan konstatere, at den positive udvikling i koncernens passageraktiviteter har bidt sig fast. I den netop offentliggjorte tredjekvartalsrapport meldes der om en stigning på 11 procent flere passagerer med væsentlige bidrag fra de to tilbageblevne traditionelle passagerruter henholdsvis ud fra København til Oslo og mellem IJmuiden (Amsterdam) og Newcastle.

”Det, vi ser her, er resultatet af flere ting. Vi drager fordel af den lave oliepris, som har gjort det muligt at fjerne olietillægget. Gode konjunkturer i England giver flere passagerer på Newcastle-ruten, som også har formået at få rigtigt godt fat i det tyske marked, som nu udgør knapt en tredjedel af belægningen,” siger Niels Smedegaard, CEO i DFDS, til Søfart og fortsætter:

”Men lige så væsentligt har vi brugt trecifrede millionbeløb på løbende opgradering af vores fire store passagerfærger, som sideløbende er blevet fulgt op af et ganske omfattende opkvalificeringsprogram for vores medarbejdere på ruterne. For når vi ikke har de nyeste skibe, må vi sørge for at have de rigtige koncepter og den bedste service,” understreger han.

Færger fra firserne

DFDS har i dag en af branchens ældste flåder inden for cruisefærge-segmentet på gennemsnitlig knapt 27 år. Så på spørgsmålet om, hvor længe investeringen i ny tonnage kan trækkes, hvis den positive udvikling skal fortsætte, svarer Niels Smedegaard:

”Vi regner med, at der er fem-seks gode år tilbage i vores store passagerskibe, når bare vi fortsat laver opgraderinger og vedligehold, der gør, at skibene både er forsvarlige og produktmæssigt konkurrencedygtige. Men det er da klart, at vi ikke kan fortsætte de næste 10 år,” siger Niels Smedegaard.

Med fem til seks års fortsat drift af de fire færger fra perioden mellem midt-firserne og midt-halvfemserne bekræfter Niels Smedegaard, at et eventuelt nybygningsprojekt således allerede skal igangsættes senest om et par år, men han understreger, at løsningen til de to ruter lige såvel kan blive køb af nyere second hand-skibe.

Begivenhedsfyldt år på Kanalen

DFDS' aktiviteter på Den Engelske Kanal, eller rettere en række omstændigheder omkring dem, har trukket overskrifter hen over året. Ikke mindst faglige blokader i forbindelse med Eurotunnels afhændelse af aktiviteterne i My Ferry Link til DFDS, sideløbende med stor belastning på Calais Havn som følge af immigrationspresset på Europa og i særdeleshed på De Britiske Øer.

Dette til trods, men hjulpet på vej af fraværet af netop My Ferry Links to store færger i tredje kvartal og de førnævnte forbedrede engelske konjunkturer, bidrog Kanalen ikke alene til væksten på passagerområdet, men også på fragtområdet med fremgang på henholdsvis 10,3 procent og 4,7 procent.

Og Niels Smedegaards forventninger til udviklingen på Kanalen er da også optimistiske – særligt når DFDS' produktionsapparat mellem Dover og Calais er rigtigt oppe at køre i første kvartal 2016 i form af de to store purpose-byggede færger på bareboat fra Eurotunnel.

”Jeg er fornuftigt optimistisk med hensyn til Kanalen næste år. Men første opgave bliver at bringe stabiliteten tilbage på korridoren efter de begivenheder, som har præget året – og som også har fået nogle til at se sig om efter alternative muligheder. Lige nu sørger vi for, at de to færger bliver gennemgribende moderniseret, så vi kommer til at tilbyde en mærkbar opgradering af ruten fra næste år,” lover Niels Smedegaard.

Opkøbs-spørgsmålet

Tredje kvartal sikrede DFDS et rekordresultat med en organisk omsætningsvækst på 11 procent og et driftsresultat (Ebitda), der blev øget med 35 procent til i alt 854 mio. kroner. Mens den pæne stigning i passagerer-delen, qua dens beskedne andel af koncernens aktiviteter i forhold til den dominerende ro/ro-fragtdel, fortsatte med at bidrage til væksten, er det dog øgningen på ni procent i fragtmængderne, som trækker læsset.

DFDS øger derfor atter forventningen til et samlet driftsresultat (Ebitda) for 2015. Denne gang til mellem 2 og 2,1 mia. kroner mod forventningen på mellem 1,8 og 1,9 mia. kroner ved halvårsregnskabet i august.

Dermed presser spørgsmålet om, hvornår det stadig mere velpolstrede DFDS eksekverer det bebudede opkøb af operatører, som kan øge rederiets markedsandele, sig stadig mere på. Niels Smedegaard er dog som ved tidligere lejligheder ikke særlig konkret i svaret på det spørgsmål:

”Opkøb for os handler ikke om, at vi skal vokse på toplinjen. Vi skal været sikre på, at et opkøb øger indtjeningen, og at vi får et ordentligt afkast på den investerede kapital. Vi håber meget på, at det lykkes i 2016, men vi kan ikke give garantier, selvom vi gennem det seneste to et halvt år har arbejdet hårdt og seriøst på den proces,” siger Niels Smedegaard, og understreger, at afsøgningen fortsat finder sted både i Nordeuropa og i Middelhavsregionen.

DFDS A/S

I mio. kroner

3. kvartal 2015

3. kvartal 2014

Omsætning

3.792

3.567

Driftsresultat (Ebitda)

843

626

Resultat før skat

595

375


Læs også:
BREAKING
{{ article.headline }}
0.078|instance-web03