23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Succesfuld frederikshavner ankommet til ophugningsstrand

DEN GAMLE SKIBSLISTE: 'Maestro Ocean' har som kun det femte skib i Per Henriksens store Mercandia-ro/ro-serie fra Frederikshavn sejlet sin sidste tur.
Sidste AIS-signal fra ro/ro-skibet 'Maestro Ocean' blev registeret af Vesselfinder-sitet 17. februar i år. Da befandt skibet sig i Gibraltar. 2. marts dukker så et foto op af skibet på internettet, hvor det ligger opankret ud for Aliaga-ophugningsstranden i Tyrkiet. Leveret tilbage i juni 1985 fra Frederikshavn Værft, skulle det derfor være rimeligt sikkert at antage, at næste stop er selve stranden og skærebrænderne.

'Maestro Ocean' bliver dermed kun det femte skib, der ophugges eller erklæres total loss, af de 26 ro/ro-skibe, nu afdøde skibsreder Per Henriksen byggede i Frederikshavn i perioden 1978 frem til udgangen af 1986. Serien, der bestod af flere varianter over den samme læst, blev kontraheret af Per Henriksens K/S-selskaber i hans Mercandia-rederi.

Den velbyggede og solide serie fra Frederikshavn blev indledt med byggenummer 376, 'Mercandian Transporter II', i 1978. Denne blev registeret som total loss i 1998, hvor den var i kinesisk ejerskab. Serien blev afsluttet i december 1986 med byggenummer 420, 'Mercandian Sea II'.

Den yngste enhed sejler fortsat, nu under navnet 'Maestro Sea', og har dermed, sammen med yderligere to skibe fra serien, indtil for nylig været flådesøster til 'Maestro Ocean' hos det schweizisk-baserede Maestro Shipping. Et rederi oprindeligt etableret af en personkreds med baggrund i danske Armada Shipping, som da også gennem tiden har ejet flere af ro/ro-skibene fra Frederikshavn.

Blev færger og offshore-skibe

De resterende 21 Mercandia-ro/ro'ere fra Frederikshavn er i dag spredt for alle vinde. Ikke overraskende, med de mange år på kølen, oftest uden for Europa - i Mellemøsten og i Asien. Flere af skibene fra først i 1980'erne fik korte liv som rene ro/ro-skibe.

'Mercandian President', 'Mercandian Governor' og 'Mercandian Admiral II' blev nemlig i 1988 ombygget til bil- og passagerfærger til DSB Rederis Storebæltsoverfart mellem Halskov og Knudshoved. Med Storebæltsbroens åbning ti år senere, og efter en periode med oplægning i venten på et salg, blev trioen endnu engang ombygget. Denne gang til kabellæggere for udenlandske interesser.

Per Henriksens succesfulde ro/ro-serie fra Frederikshavn er fortsat repræsenteret i den danske handelsflåde med byggenummer 414, 'Mercandian Continent' fra 1985. Den har i lighed med de lidt ældre ex-færge-søstre også fundet beskæftigelse inden for offshore. 'Mercandian Continent' er således identisk med det danskflagede offshore hotel-fartøj 'Dan Swift' fra Axis Offshore, hvor J. Lauritzen er med som halvpartsejer.
BREAKING
{{ article.headline }}
0.175|instance-web01