Den 7. april fik Foreningen til Søfartens Fremme den sørgelige meddelelse om, at foreningens mangeårige formand og store støtte og æresmedlem Thorkild Reedtz Funder var død efter nogen tids sygdom. Han blev 81 år gammel.
Funder overtog formandskabet for foreningen i 1996 og udfoldede en kolossal energi for at styrke foreningens sekretariat både ressource- og lokalemæssigt. Han var således i høj grad drivkraften bag det sekretariatsmæssige samarbejde, der blev etableret med Europas Maritime Udviklingscenter og Skibsteknisk Selskab. Med det fine netværk og den respekt, der stod om Funder, formåede han at sikre, at Foreningen fik tilført støtte til ikke mindst skoleforedrags- og udstillingsaktiviteter og fremstod som en troværdig samarbejdspartner i forhold til især folkeskolerne. Et andet af de emner, der optog ham, var sikring af, at Foreningen fortsat kunne udgive et maritimt fagblad. Funder fratrådte som formand i 2006.