Med Søværnet på patrulje langs isbjerge og hvaler vest for Grønland
ARKTIS: Ikke engang den amerikanske flåde viser sig så højt mod nord som de danske inspektionsfartøjer, der patruljerer Grønlands kyster. Søfart steg om bord ved Sisimiut.
Inspektionsfartøjet 'Ejnar Mikkelsen' ligger for anker tæt ved Sisimiut ved Vestgrønland d. 9. maj 2016. Foto: Ebbe Fischer
Vi kan intet se ud af vinduet. Men vi kan mærke vinden rive i propelflyet på den korte transfertur til Sisimiut. Pludselig giver det er ryk i kabinen. Flyet taber højde, og der går et sus igennem de 36 mennesker i den propfulde maskine. Vi falder hastigt, men så mærker vi piloterne få fat igen. Vi sniger os videre ud mod kysten med bekymrede miner.
Snart bliver vi overrasket på ny. På vej ned mod Sisimiut bryder vi pludselig igennem skyerne i lav højde, og nu kan vi se de små farverige huse, der udgør Grønlands næststørste by med 5.000 indbyggere.
Piloten cirkler ud mod havet og foretager et stort venstresving for at ramme landingsbanen. Da han lægger flyet sidelæns, får vi et perfekt billede hen over fjorden, og dér ligger det. Et af den danske flådes stolte krigsskibe. Inspektionsfartøjet 'Ejnar Mikkelsen'. Flyveturen er kun opvarmning.
Afgang mod syd
”Du skal se efter en fyr i militæruniform,” lyder det i røret.
OK. Telefonbeskeden er klar. Kaptajnen har sendt to mand af sted for at hente os i 'Ejnar Mikkelsens' SAR-båd. Taxaen stopper ved en lille grill, tæt ved havnen, hvor en dansk sømand venter. Han giver hånd og smiler.
”Det er koldt i dag,” siger han, da vi trasker gennem sneen ned til den ventende båd. Sne på denne årstid er ikke normalt i Sisimiut, foråret burde være kommet, men de stejle klipper ned mod havet er fyldt med sne.
Kort efter sidder vi tre mand i en lille maskine. SAR-båden er helt aflukket, så den kan klare vanskelige redningsopgaver ved Grønlands kyster, når den bliver frigivet fra 'Ejnar Mikkelsens' bagende. Udenfor i bugten er søen stille. Lidt længere ude rumler den endnu.
Et lille samfund
”Vi var bekymrede for, om du kunne nå frem,” siger kaptajn Jørgen Bruun, da han tager imod i sin kahyt, mens vi sejler sydover i den vuggende sø.
Hans skib sejlede fra Ilulissat mod nord i 25 sekundmeter dagen inden. Sådan en kuling kan skibet nemt klare, men man tager trods alt kun ud i blæsevejr af den kaliber, når man har et ærinde. Og skibet blev rystet igennem til ære for Søfart, fortæller mændene med et smil.
Vi er landet i et mindre samfund på havet, der virker hyggeligt og afslappet. Men hvor alle 19 tydeligvis kender deres roller som en del af et veltrimmet og professionelt urværk.
”Livet om bord er selvfølgelig præget af, at vi er et lille samfund. Vi har desuden mere end én funktion hver, fordi det er en relativt lille besætning i et stort fartøj. Vi opererer i isolerede og øde egne. Det er Grønland, og det er præget af meget hårdt vejr. Derfor hænder det også ofte, at vi skal ud og assistere - både med isbrydning, men også med søredning,” forklarer Jørgen Bruun og tilføjer:
”Hver gang vi har reddet menneskeliv, har det været en enestående oplevelse. Dem har der været en del af.”
Speciel redningsaktion
Arktisk Kommando i Nuuk, som bl.a. har 'Ejnar Mikkelsen' under sin kommando, styrede 120 SAR-aktioner i 2015, herunder landaktioner, og det er omtrent det årlige niveau. Kun en lille håndfuld får fatale følger, og mens sømændene nyder deres job, nyder de også at være med til at gøre en forskel.
Oppe på broen har Morten Køpke vagten. Vi har ankret op for natten, indenskærs ved en lille fjord efter en brusende sejlads sydpå på det åbne hav. Tusmørket har sænket sig. Vi ligger i læ tæt ved bjergene, vandet er blikstille, og han har tid til at fortælle en historie. Det var for et par år siden, da en lille speedbåd med fire unge mænd om bord kom i problemer. De var lidt for langt ude på søen, da motoren gik i stykker.
”Det er i sagens natur lidt farligt, så de ringede efter hjælp. Jollen tog vand ind, da vi fandt dem, og vi fik drengene om bord på skibet. De var utroligt taknemmelige og glade. I løbet af natten havde vi båden liggende på siden af vores skib, men næste morgen havde den taget så meget vand ind, at den var sunket,” siger Morten Køpke og tilføjer:
”Det var jo heldigt, at de ikke var i båden længere. Næste dag kom en af knægtenes mor ned med en stor købmandskurv med mad som tak for, at vi havde hentet hendes søn. Det er noget, man husker. Det giver varme. Og det giver også rigtig meget mening, når vi kan hjælpe befolkningen med isbrydning og anden assistance.”
Blandet besætning
Næste formiddag møder vi Apu på det åbne hav. Gråvejret har lagt sig som en dyne over søen, som vi skærer igennem på vej sydover. Aputsiaq Egede er 28 år og marine overkonstabel. De andre kalder ham bare Apu, og han er tydeligvis en vellidt kollega om bord. Han har nemlig en særlig fordel. Han taler grønlandsk.
Vi sidder i besætningens opholdsrum, hvor store sofaer og et kæmpe fladskærms-tv præger billedet. Det gynger en del nu, men det ænser Apu ikke. Han taler med et smittende smil.
”Det giver en god mening at være her som grønlænder. Specielt under eftersøgningsopgaverne. Jeg kender meget til området sydpå, hvor jeg kommer fra, det er en fordel. Og så er der sproget,” siger han.
”De unge grønlændere taler både engelsk og dansk, men mange af de gamle taler næsten kun grønlandsk. Så vores opgaver bliver lidt nemmere, når jeg også er med og kan tale med grønlænderne,” forklarer han.
Hvaler ved Nuuk
Der skal meget til, før Apu bliver søsyg, mens flere andre på skibet erkender, at de ikke er så glade for de helt store bølger. Til tider må de lægge sig. Som grønlænder er Apu imidlertid vokset op med jagt på land og havet, men selv han kan blive ramt.
”Jeg oplevede det en gang, da vi sejlede fra Island til Nordøstgrønland for to år siden. Bølgerne var omkring 20 meter høje. Det var slemt - det blæste bare op lige pludselig uden for vejrprognoserne. Vejrudsigten sagde omkring 14 sekundmeter, men det blev alligevel 40, så vejrudsigten kan man ikke altid regne med i Grønland,” siger han.
Efter en lang sejlads ind og ud af fjordene, forbi smukke Maniitsoq, nærmer vi os Nuuk sent om aftenen på andendagen. Da vi er et stykke inde i fjorden, ikke så langt fra Grønlands hovedstad, dukker en pukkelhval pludselig op. Og så én til. Kaptajnen sætter farten lidt ned. De to hvaler danser længe i overfladen, i hvad der ligner en parringsdans, mens vi sejler sagte forbi.
Vi har endnu til gode at se et andet skib.
FAKTABOKS: 'Ejnar Mikkelsen'
Ejnar Mikkelsen var en dansk polarforsker og skibsfører, og har derfor lagt navn til det andet fartøj i Knud Rasmussen-klassen. Et tredje skib er på vej, og det bliver som sine to søsterskibe navngivet efter en polarforsker - Lauge Koch.
Navnene skyldes, at inspektionsfartøjerne er bygget til både at kunne operere på åbent hav og bevæge sig adræt ind i lumske fjorde langs den grønlandske kyst i områder, der ikke altid er kortlagt. Og hvor man skal være påpasselig.
De foreløbig to skibe er hovedansvarlige for at patruljere området omkring Grønland, særligt på den mere befolkede vestkyst, mens de lidt større såkaldte inspektionsskibe i højere grad bevæger sig sydøst for Grønland og ved Færøerne.
Inspektionsfartøjerne er bygget på Karstensens Skibsværft i Skagen. 'Ejnar Mikkelsen' er søsat i 2007 og taget i brug i januar 2009 - kort efter søsterskibet. Hvert skib har en besætning på 19 mand, en topfart på 17 knob og en rækkevidde på 3.000 sømil. De har helikopterdæk, men har ikke plads til at huse en sådan under dæk. Skibene har en længde på 71,8 meter, en bredde på 14,6 meter, mens dybdegangen er fem meter og deplacement 2066 tons (fuldt udrustet).
Motorkraft: 2 x MAN 8l27/38 der i alt yder 5.440 kW/7.770 hk + 3 x Scania v8 di 16 - totalt 1,4 MW/2.040 hk + akselgenerator 650 kW/950 hk + bow-thruster 450 kW/640 hk.
