23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Første opgave med livestock carrier hos Karstensens Skibsværft

VÆRFTER: Spændende og anderledes. Sådan betegner værftet opgaven med at ombygge et containerfeederskib til livestock carrier. Corral Line skal have et færdigt skib ved årsskiftet.
”Vi beskæftiger os jo mest med fiskeskibe, men vi går ikke af vejen for en lidt anderledes opgave. Og det må man sige, den her er,” siger Knud Degn Karstensen, adm. direktør hos Karstensens Skibsværft, til Søfart.

Efter snart fire års oplægning i Svendborg bliver containerfeederen 'Alondra' nu bugseret til Karstensens Skibsværfts faste underleverandør i Polen. Normalt bygger den polske samarbejdspartner skrog til de store trawler-nybygninger, Skagen-værftet har som speciale.

Men når 'Alondra' er ankommet til Polen, lyder opgaven på at opbygge stålstrukturerne til staldfaciliteter. Dels i skibets eksisterende lastrum og dels til nye stalddæk over det nuværende luge-niveau. Samtidigt skal det oprindelige dækshus udvides, inden skibet i fjerde kvartal i år forhales videre til Skagen, hvor Karstensens Skibsværft skal færdiggøre det til en ny rolle som livestock carrier i Corral Lines flåde.

Første projekt af sin art

”Det er et spændende projekt for os som værft, og vi har haft et rigtigt positivt forløb omkring udviklingen af det sammen med Corral Line. Vi har ikke tidligere haft et lignende projekt. Det, der kommer nærmest, har været forlængelser af store fiskeskibe, men de har ikke involveret så store mængder stål som det her,” siger Knud Degn Karstensen.

Han forklarer, at der skal etableres i alt syv stalddæk nede fra tanktoppen og op over det oprindelige luge-dæk. Grænsen for antallet af dæk sættes af, at udsynet fremover fra styrehuset ikke må forstyrres. Kapaciteten ender på 3.100 kreaturer eller et noget højere tal, hvis der er tale om mindre dyr som eksempelvis får.

Samtidigt skal besætningsapteringen udvides med faciliteter til yderligere 12 mand, der har til opgave at passe og røgte dyrene under transporten.

Dobbelt vandanlæg

”Der er flere specielle tekniske ting, der skal tages hensyn til ved den her slags skibe. Ikke mindst i forhold til dyrenes velfærd, hvilket blandt andet gør, at der skal installeres dobbelt vandanlæg til produktion af ferskvand. De to anlæg skal placeres i hver sin ende af skibet og bliver helt uafhængige af hinanden, så der altid kan produceres drikkevand til dyrene, også ved et havari eller andet teknisk nedbrud på dele af maskineriet,” forklarer Knud Degn Karstensen.

Kravene til ventilation i staldene er også betragtelige. Derfor lyder en af de opgaver, der skal udføres i Skagen, også på installation af ekstra hjælpemaskineri. Ellers er det rørarbejde, elinstallation, apteringsarbejde samt en afsluttende dokning og rengøring af skroget, der skal foregå i Skagen. Karstensens Skibsværft skal ifølge kontrakten levere en færdigombygget livestock carrier til Corral Line ved årsskiftet.

Læs også:
BREAKING
{{ article.headline }}
0.141|instance-web04