Den finske teknologikoncern Wärtsilä har indgået en aftale om at sælge forretningsenheden Gas Solutions til den tyske kapitalfond Mutares SE & Co. KGaA.
Det skriver Wärtsilä i en pressemeddelelse.
Handlen er det tredje frasalg for den finske leverandør i år.
Frasalget er en del af Wärtsiläs overordnede strategi om at optimere porteføljen og frigøre værdi gennem frasalg af udvalgte forretningsområder. Gas Solutions har i den sammenhæng været drevet som en selvstændig enhed med fokus på at forbedre performance og forberede virksomheden til et ejerskifte.