Mens flere aktører i havvind oplever pres på økonomien, øger Esvagt sin tilstedeværelse i sektoren.
Rederiet har købt serviceoperationsskibene ’Breeze Enabler’ (SOV) og ’Brint Enabler’ (CSOV) fra den norske konkurrent Edda Wind.
Ifølge Esvagt sker handlen gennem køb af de spanske ejerselskaber, som hidtil har stået for fartøjernes drift, og skibene indgår i rederiets operationer fra overtagelsestidspunktet.
– Købet er et strategisk skridt, der styrker vores position i langvarige serviceoperationer og accelererer vores vækstambitioner, udtaler Søren Karas, administrerende direktør for Esvagt i en pressemeddelelse.
Prisen for de to SOV’er er ikke offentliggjort, men Søren Karas oplyser til Børsen, at et enkelt skib ligger i et trecifret millionbeløb i danske kroner.
Stigende efterspørgsel
Ifølge administrerende direktør Kristian Ole Jakobsen indgår købet i en bredere udbygning af Esvagts kapacitet, der følger den stigende efterspørgsel efter serviceoperationer i havvind.
– Overtagelsen er et strategisk skridt, der skal understøtte vores langsigtede arbejde med serviceoperationer i havvind, siger Kristian Ole Jakobsen.
For nylig satte Esvagt verdens første metanoldrevne serviceoperationsskib i drift for Ørsted som led i en flådeudvidelse med fokus på reduceret brændstofforbrug.
Kontrakterne på de to skibe, der sejler for Ocean Breeze i Tyskland og Vestas i Storbritannien, er blevet overført til Esvagt efter drøftelser med kunderne. Besætningerne har samtidig fået tilbud om ansættelse hos rederiet.
– Vi er glade for aftalen med Edda Wind om to højkvalitetsskibe efter en konstruktiv proces. Vi værdsætter tilliden fra Ocean Breeze og Vestas og ser frem til at fortsætte sikre og effektive operationer, siger Søren Karas.
Med overtagelsen råder Esvagt nu over 12 serviceoperationsskibe i drift. Rederiet har desuden tre nybygninger på vej til projekter i Storbritannien, Nederlandene og USA, hvor levering efter planen sker i 2026.
Om 'Brint Enabler’ og ’Breeze Enabler’
'Brint Enabler'
• Tidligere navn: Edda Brint
• Type: Serviceoperationsskib (SOV)
• Bygget på: Astilleros Balenciaga, Spanien
• Byggenummer: 415
• Design: Salt Ship Design, Salt 0358
• Leveringsår: 2022
• Længde/bredde: 82,9 meter / 18,6 meter
• Kapacitet: Op til 60 personer i enkeltlugarer
• Kontrakt (oprindelig): 15-årig kontrakt for Vestas ved Seagreen vindpark i Skotland
• Særligt: Forberedt til nulemmissionsdrift med hydrogen via LOHC-teknologi
’Breeze Enabler’
• Tidligere navn: Edda Breeze
• Type: Commissioning Service Operation Vessel (CSOV)
• Bygget på: Astilleros Balenciaga
• Design: Salt Ship Design
• Kapacitet og drift: Del af Edda Winds program for CSOV’er; oprindeligt på kontrakt for Ocean Breeze i Tyskland
• Særligt: Designet til drift ved idriftsættelse af havvindparker
Begge fartøjer er efter Esvagts køb overført til drift i rederiets SOV-flåde.