Naboer til den kommende Odense Dry Port udtrykker bekymring for trafik, støj og faldende boligpriser. Det fremgår af flere høringssvar fra borgere, der bor tæt på området, ifølge Fyens.dk.
Odense Dry Port bliver et 1,1 millioner kvadratmeter stort område for lager- og logistikvirksomheder, som skal understøtte Odense Havns aktiviteter ved Lindø.
Høringssvar fra 18 naboer rejser bekymringer om tung trafik, støj, lysgener og udsigten til op mod 20 meter høje bygninger tæt på boligerne, som efter deres vurdering kan påvirke boligværdierne markant, ifølge Fyens.dk.
Myndighederne kan endnu ikke sige, hvor meget trafikken vil stige. De berørte kommuner skal først udarbejde en trafikvurdering, og Vejdirektoratet kan først efterfølgende komme med konkrete vurderinger af belastningen.
Odense Havn kan heller ikke udtale sig om, hvor mange timer i døgnet der vil være aktivitet på området, da det afhænger af de kommende virksomheder. Kommunikationschef Jakob Elmkær Hansen oplyser i et skriftligt svar til Fyens.dk, at borgernes bekymringer vil indgå i den videre proces.