Forsikringspræmierne for skibe, der sejler i Sortehavet, er tredoblet på en måned, efter at Ukraine har intensiveret angreb mod russiske havne og olieskibe.
Særligt russisk-relaterede olietankere og bulkcarriers oplever markante stigninger i war risk-forsikring, vurderer internationale mæglere.
Det skriver Financial Times.
War risk-priserne er steget fra omkring 0,25–0,3 pct. af et skibs værdi i begyndelsen af november til nu 0,5–0,75 pct., svarende til en samlet stigning på op til 250 pct.
Stigningerne er størst i de russisk kontrollerede områder af Sortehavet, men udviklingen breder sig, efterhånden som Ukraine målretter angreb mod Ruslands såkaldte skyggeflåde af sanktionerede olietankere.
- Rusland vil eskalere konflikten i Ukraine, og derfor vil vi sandsynligvis se yderligere stigninger i raterne i regionen,
siger Head of Marine and Cargo i forsikringsselskabet Marsh, Marcus Baker, til Financial Times.
Ud over Sortehavet er markedet blevet påvirket af et nyligt angreb på et tyrkisk-ejet tankskib ud for Senegals kyst, hvilket fik rederiet til midlertidigt at indstille alle Rusland-relaterede sejladser.
Eksperter vurderer, at yderligere eskalation kan udløse bredere præmiestigninger globalt, hvis risikoen spreder sig uden for regionen. Samtidig frygter skibsejere, at Rusland kan svare igen ved at angribe ukrainske eksportkorridorer, herunder korn- og ammoniakruter.