Efter flere år med udsving i både økonomi og ordrebog har Damen Shipyards Group lagt 2024 bag sig med et solidt plus på bundlinjen, viser koncernens regnskab.
Værftsgruppen leverede 146 skibe i løbet af året og modtog nye ordrer for 5,9 mia. euro, hvilket løftede ordrebogen til 10,4 mia. euro – det højeste niveau i koncernens historie. Samtidig steg resultatet med 35 procent, mens omsætningen faldt en smule.
Øget effektivitet
Ifølge koncernen skyldes fremgangen især stigende aktivitet inden for forsvar og offshore, og et stabilt aktivitetsniveau på værfterne.
Koncernchef Arnout Damen beskriver i regnskabet 2024 som et år med høj udnyttelse af værftskapaciteten, især inden for reparation og service.
Blandt de store ordrer i 2024 var to ekstra F126-fregatter til den tyske flåde samt en SIGMA 10514-fregat til Colombia. Den colombianske ordre har i 2025 ført til et samarbejde mellem Damen Naval og danske Terma, som skal levere C-Guard-beskyttelsessystemet til skibet, der bliver Colombias første lokalt byggede fregat.
Tiltale i to hollandske sager
Den internationale aktivitet fylder bredt i årsrapporten, men Damen bruger samtidig regnskabet til at opdatere status på de verserende retssager i Holland. Her bekræfter Damen, at den hollandske anklagemyndighed har rejst tiltale mod koncernen i to separate sager om korruption og sanktionsbrud, og at man bestrider anklagerne.
I regnskabets afsnit Outlook 2025 and beyond skriver Damen, at aktivitetsniveauet er fortsat højt i år. Efterspørgslen drives især af forsvarsprojekter og den grønne omstilling i energisektoren, og Damen forventer fortsat vækst gennem offshore vind, grønne retrofitprojekter og udbygning af kapaciteten på værfterne i Rumænien, Holland og Vietnam.
Damen Shipyards Group
- Omsætning i 2024: 3,02 mia. euro (2023: 3,09 mia.)
- Resultat 2024: 58 mio. euro (2023: 43 mio.)
- Ordrebeholdning: 10,4 mia. euro (rekordhøj)
-
Damen driver 35 værfter og 20 øvrige selskaber i over 20 lande fordelt på;
- Europa: Holland, Rumænien, Polen, Frankrig, Tyskland
- Asien: Kina, Vietnam, Tyrkiet, Malaysia, Singapore
- Mellemøsten & Afrika: De Forenede Arabiske Emirater, Sydafrika
- Amerika: Canada, Panama, Curaçao, Colombia
- Damen Shipyards Group beskæftiger omkring 12.500 ansatte globalt.
Kilde: Damen Shipyards Group Annual Report 2024