Mandag i sidste uge meddelte Bunker Holding, at Keld R. Demant efter 12 år stopper som topchef for bunkerselskabet til fordel for en rolle som seniorrådgiver i moderkoncernen USTC.
Nu har bunkergigantens chef for alternative skibsbrændstoffer, Valerie Ahrens, i et Linkedin-opslag meddelt at hun forlader jobbet som ansvarlig for bunkerselskabets satsning på alternative skibsbrændstoffer og CO2-handel. Samtidig er hun fratrådt sin bestyrelsespost siden juni 2024 i koncernens bunkerrederi, Bunker One.
– Jeg er taknemmelig for, at ejerfamilien (Østergaard-Nielsen, red.) har stolet på mig til at opbygge afdelingen New Fuels and Carbon Markets fra bunden, så den er blevet markedsleder blandt leverandører af kulstoffattige brændstoffer til den globale maritime industri, skriver Valerie Ahrens.
Hun fremhæver samarbejdet med sit team som et højdepunkt i de tre år i Bunker Holding.
– Jeg forlader Bunker Holding med stolthed over at have skabt det bedste grønne team i bunkersektoren, skriver hun og fremhæver divisionens fremskridt inden for levering af biobrændstoffer, LNG og CO2-kvoter og samarbejderne med producenter af metanol og ammoniak.
Hverken hun eller Bunker Holding Group har endnu meldt noget ud om hendes afløser.
Valerie Ahrens kom til Bunker Holding i september 2022 med 28 års erfaring fra Shell. Her steg hun i graderne via en række ledende roller inden for brændstofforsyning, shipping, CO2-handel og energistrategi.