Stigende fragtrater på det globale tankmarked har sat gang i en ny bølge af skibshandler, hvor især de største råolietankere, VLCC’er (Very Large Crude Carriers), handles til de højeste priser i flere år.
Det skriver Tradewinds.
Ifølge Gregory Lewis, analytiker hos BTIG, er værdien af nyere VLCC’er stigende, og en nylig handel indikerer, at priserne nu ligger på det højeste niveau i flere år.
BRIG-analytikeren henviser til International Seaways' køb tidligere på måneden af en 2020-bygget VLCC til omkring 199 mio. dollar – eller 5–6 pct. mere end i lignende handler tidligere på sommeren. Handlen tolkes som udtryk for, at værdiansættelserne i VLCC-segmentet er på vej op efter flere uger med stigende spotrater.
Også produkttankere er ifølge Gregory Lewis påvirket af de stigende rater. Han fremhæver Scorpio Tankers' salg af MR-tankeren 'STI Maestro' for 42 mio. dollar som eksempel på, at priserne i dette segment ligeledes er steget med 5–10 pct. på kort tid.
- Mens vi forventer, at raterne forbliver volatile, peger det lave udbud af skibe på højere rater for både råolie- og produkttankskibe hen over vinteren, hvor de underliggende udbudsdynamikker kan forlænge den nuværende optur, siger Gregory Lewis.
Den nordiske investeringsbank, DNB Carnegie, bakker op om den positive markedsvurdering. I en ny analyse udpeger banken Frontline som en af de 10 mest attraktive aktier i Norden med henvisning til stærk indtjening, lav værdiansættelse og højt frit cash flow - eller overskud efter investeringer.
Opturen i markedet er drevet af en kombination af øget olieproduktion fra Opec-landene og faldende forbrug i Mellemøsten, hvilket har løftet eksporten og øget efterspørgslen på tankskibe.
Skib | Type | Byggeår | Pris (dollar) | Tidspunkt | Køber / Sælger |
Ikke navngivet | VLCC | 2020 | 199 mio. | Medio september 2025 | International Seaways /Ikke uoplyst |
'Halcyon' | VLCC | 2020 | 119 mio. | Medio august 2025 | International Seaways /Evalend Shipping |
'STI Maestro' | MR-tanker | 2019 | 42 mio. | Sept. 2025 | Scorpio Tankers /Ikke oplyst |