NatPower Marine og Peel Ports Group går i denne måned i gang med at installere landstrøm i Heysham havn. I første omgang etableres en enkelt tilslutning, men planen er, at anlægget frem mod 2026 skal udvides til fire.
Det skriver Splash247.
Udvidelsen vil gøre det muligt for alle Heyshams færge- og fragtruter til Irland at operere uden udledning, både mens skibene ligger ved kaj, og når de sejler over Det Irske Hav. Projektet bliver dermed første skridt i en fuld elektrificering af regionens shippingruter.
- Heysham er dér, hvor Storbritanniens første grønne shippingkorridor bliver til virkelighed. Ét stik bliver snart til fire, som dækker alle ruter til Irland og giver rederierne tillid til at rykke hurtigt på elektrificeringen af skibene. Vi bygger rygraden i et rent shippingnetværk, så færge- og fragtselskaber kan investere i næste generation af nuludledningsskibe, siger Martin Olverson, udviklingsdirektør i NatPower Marine, til Splash247.
Bag initiativet ligger et partnerskab på 100 mio. pund – svarende til 136 mio. dollar – mellem NatPower Marine og Peel Ports Group.
Målet er at udrulle ladeløsninger til elektriske skibe i hele havneoperatørens netværk. Ifølge Splash247 er ambitionen at skabe et sammenhængende system, der kan understøtte elektrificeringen af færger og fragtskibe på tværs af ruter.
NatPower Marine vurderer ifølge Splash247, at den internationale skibsfart for at nå klimamålene har brug for omkring 4 petawatt-timer ren energi om året - svarende til hele USA’s elforbrug. Derfor har virksomheden sat kurs mod et netværk, der skal omfatte 120 havne verden over frem mod 2030.