En ny godsterminal har set dagens lys i Stockholm Norvik Havn.
Snoren er netop klippet til den nye terminal, der giver havnen mulighed for at håndtere flere typer gods og samtidig tilbyde kunderne en samlet løsning med både lagerstyring og kontrolfaciliteter.
Det oplyser Port of Stockholm.
Den nye terminal er opdelt i en opvarmet og isoleret sektion samt en uisoleret del, hvilket gør det muligt at håndtere både temperaturfølsomt gods og almindelige lagervarer.
- Vi er meget glade for at kunne tilbyde vores kunder en moderne godsterminal og toldoplag direkte ved Stockholm Norvik Havn. Terminalen er fleksibel og kan tilpasses forskellige behov, hvilket giver både sikkerhed og effektivitet i logistikken, siger Johan Wallén, salgs- og marketingchef i Ports of Stockholm.

Kontrolpunkt for myndigheder
En stor del af terminalen er indrettet som toldoplag med faciliteter til Fødevarestyrelsen, Jordbrugsverket og Tullverket. Dermed kan havnen tilbyde inspektion og midlertidig oplagring af varer fra tredjelande.
Stockholm Norvik er én af blot fem havne i Sverige med grænsekontrol for fødevarer, hvilket betyder, at import af varer fra lande uden for EU kan kontrolleres direkte på stedet.
- At have forbedrede inspektionsfaciliteter for told- og fødevaremyndighederne er en stor fordel for både os og vores kunder. Det gør processerne hurtigere, øger sikkerheden og giver bedre kvalitetskontrol. Samtidig sparer importører og eksportører både tid og penge, hvilket styrker vores konkurrenceevne, siger Johan Wallén.