23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Halveret brændstofforbrug: Terntank får leveret sit andet hybridskib

Terntank fortsætter flådefornyelsen med levering af sin anden nybygning af fem i Hybrid Solution Plus-serien med batteripakke, metanolklar motor, vindfremdrift og landstrøm 

Det dansk-svenske tankrederi Terntank har netop fået leveret sit andet af fem nye dual-fuel hybridskibe i Hybrid Solution Plus-serien, oplyser rederiet i en pressemeddelelse. 

Serien bygges frem mod 2027 og skal både styrke rederiets miljøprofil og øge flådens energieffektivitet.

Det nybyggede 'Tern Land' er bygget på China Merchants Jinling-værftet i Yangzhou og er som seriens  første nybygning , Tern Vik', på 15.000 dwt. Dermed hører skibene til i Handysize-klassen, som typisk spænder mellem 11.000 og 15.000 dwt. 

Hybrid Solution Plus-skibene er udstyret med metanolklar motor, batteripakke, landstrømstilslutning og vindassisteret fremdrift via fire faste vingesejl. 

Ifølge leverandøren Econowind kan sejlene bidrage med omkring 10 pct. af fremdriften. I kombination med batteripakken betyder det, at serien forventes at reducere brændstofforbruget fra 22 til 10 tons i døgnet sammenlignet med Terntanks forrige hybridskibsserie. 

Lange kontrakter i Finland

'Tern Land' går direkte ind på en langtidskontrakt med det finske energiselskab Neste, mens 'Tern Vik' allerede sejler for Neot. De resterende tre søsterskibe i serien vil ligeledes blive chartret af Neste.

– Det er et stolt øjeblik for Terntank. Med M/T 'Tern Land' i drift viser vi endnu en gang, hvordan avanceret teknologi og bæredygtig innovation kan gå hånd i hånd, udtaler medejerne Tryggve Möller, Rigmor Möller, John Sten og Annika Kristensson.

Medejer Tryggve Möller har tidligere forklaret, at satsningen er den største i rederiets historie: Hvert skib koster omkring syv mio. dollar mere end et standardskib, men til gengæld giver de både lavere brændstofudgifter og markante reduktioner i CO2-udledning. 

Familierederi med miljøfokus

Siden grundlæggelsen i 1958 på den svenske rederiø Donsö har familien bag Terntank haft miljøhensyn som et bærende princip. Et olieudslip i 1969 blev et vendepunkt, der fik rederiet til at investere i dobbeltbundede tankskibe flere årtier før IMO stillede krav om det.

Leveringen af 'Tern Land' markerer Terntanks ottende samarbejde med værftet i Yangzhou og endnu et skridt i flådefornyelsen, som skal sikre markant lavere emissioner i de kommende år.

Leveringen markerer Terntanks ottende samarbejde med det kinesiske værft og er et nyt skridt i en ambitiøs flådefornyelsesplan for skibe med markant lavere emissioner og høj energieffektivitet.

Terntanks Hybrid Solution Plus-serie

  • Serien: Fem søsterskibe leveres 2025-2027, heraf de første tre i 2025
  • Størrelse: 15.000 dwt, (Handysize)
  • Brændstofforbrug: Ventes reduceret fra ca. 22 ton/døgn i forrige hybridskibsserie til ca. 10 ton/døgn
  • Teknologi: Dual-fuel metanol-klar motor, batteripakke, landstrømstilslutning og fire faste vingesejl 
  • Charter: 'Tern Vik' sejler for det finske energiselskab Neot, mens 'Tern Land' og de øvrige tre skibe er chartret af konkurrenten Neste
  • Værft: China Merchants Jinling, Yangzhou
BREAKING
{{ article.headline }}
0.109|