Mærsk tilbyder trøje uden logo til DHL-løb af hensyn til sikkerhed

Ansatte hos Mærsk har mulighed for at løbe i en trøje uden rederigigantens genkendelige lyseblå logo til motionsløbet DHL Stafetten i København.
Det sker af hensyn til sikkerheden for de ansatte, lyder det fra Mærsk i et skriftligt svar til Ekstra Bladet, ligesom rederiet bekræfter det over for Ritzau.
- Desværre ser vi i øjeblikket eksempler på aktivisme rettet direkte mod medarbejdere fra specifikke virksomheder. Derfor har vi foretaget en sikkerhedsvurdering og besluttet, at i år har den løbetrøje, vi tilbyder vores deltagere til DHL-stafetten, ikke et logo, oplyser Mærsk.
Tilbuddet om en trøje uden logo er sammen med "andre sikkerhedstiltag", der ikke er yderligere uddybet, med til at reducere risikoen for Mærsks medarbejdere.
Der er tale om et tilbud og ikke et krav, uddyber Mærsk.
Rederiet oplyser til Ritzau, at det ikke har yderligere kommentarer angående tilbuddet og løbet.
Det seneste år har Mærsk flere gange oplevet, at aktivister synligt har demonstreret mod rederigigantens ageren på forskellige områder.
I februar blokerede et par hundrede aktivister for indgangen til Mærsks hovedkvarter i København og råbte slagord om, at Mærsk "profiterer på folkemordet i Gaza".
Blokaden var en protest mod rederiets påståede våbentransporter fra USA til Israel. Rederigiganten har afvist at overtræde regler og love.
Omkring tre måneder senere trængte flere end 50 aktivister ind på kontorer i København tilhørende Maersk Tanker, der er et af Mærsks datterselskaber.
Det var med et budskab om at sætte fokus på Mærsks rolle i klimakrisen, lød det.
DHL Stafetten er et årligt motionsløb for virksomheder og deres ansatte, som afholdes flere steder i landet.
Sidste uge blev løbet afholdt over flere dage i Aarhus. Denne uge løber det af stablen i Fælledparken i København fra 25. til 29. august.