DFDS opruster på Gibraltarstrædet - bruger 240 mio. kr. på nye færger

Færgerederiet DFDS har indgået en aftale om at købe en del af aktiverne i Naviera Armas' færgedrift på Gibraltarstrædet til en værdi af 240 mio. kr.
Foruden en kombineret fragt- og passagerfærge (RoPax) og en højhastigheds-katamaranfærge (HSC) inkluderer købet overtagelse af eksisterende tilladelser til rutedrift og omkring 200 medarbejdere, skriver DFDS i en meddelelse mandag eftermiddag.
Transaktionen ventes at blive afsluttet i første kvartal 2026 og forventes derfor ikke at påvirke 2025-regnskabet. Kapacitetsudvidelsen ventes at tilføre en omsætning på omkring 500 mio. kr. i 2026, hvor der også ventes et positivt bidrag til indtjeningen.
- Færgemarkedets vækst på Gibraltarstrædet har overgået vores forventninger, siden vi kom ind på markedet i 2024. De to færger, vi køber, sejler allerede på de samme ruter som os, og vi forventer at levere en gnidningsfri overgang og serviceforbedringer til både passagerer og fragtkunder fra dag ét, siger Mathieu Girardin, Head of Ferry Division, DFDS.