Havne og værfter ruster sig til strømsvigt
Flere havne og værfter ruster sig mod strømsvigt.
Når strømmen forsvinder, går alt fra kraner, pumper og belysning til IT-systemer og sikkerhedsanlæg i stå.
Og med krigen i Europa, stigende energiforbrug og meldinger om strømnedbrud i flere nabolande vælger flere maritime aktører nu at investere i nødstrømsanlæg.
Det fortæller salgschef Jørk Rudolph fra Nordhavn Power Solutions, hvor man oplever en klar vækst i henvendelser fra havne, rederier og værfter.
- Strømafbrydelser kan hurtigt udvikle sig til en kritisk situation i en havn eller på et skib. Kraner stopper, køleanlæg svigter, og forsyningskæden går i stå. Et enkelt nedbrud kan koste millioner og skabe store forsinkelser, fortæller han.
Eftertragtet nødstrøm
Nødstrøm er blevet en fast del af beredskabsplanerne, fortæller Jørk Rudolph. Drift er afgørende, og moderne havneaktiviteter kræver konstant strøm til logistik, adgangskontrol og kommunikationssystemer.
- Vi har set eksempler på, at selv kortvarige strømsvigt kan få store konsekvenser – ikke kun økonomisk, men også sikkerhedsmæssigt. Med nødstrøm kan man opretholde drift, indtil elnettet er tilbage, forklarer Jørk Rudolph.
Selvom nødstrømsanlæg tidligere blev betragtet som et nice to have, ser Nordhavn nu et skifte i holdningen blandt flere i det maritime segment.
- Havne, skibe og værfter betragter i stigende grad nødstrøm som en del af deres sikkerhedssetup. Det handler om at holde forsyningen kørende – også når elnettet svigter, afslutter Jørk Rudolph.