DFDS trykker pause på hurtigruten til Jersey

Vinterhalvåret bliver uden hurtigfærger mellem Jersey og det engelske fastland.
Det fremgår af den netop offentliggjorte timeplan, som DFDS har fremlagt her på tærsklen til efteråret.
Pausen bekræftes også af rederiets topchef Torben Carlsen.
Konkret betyder det, at 'Levante Jet' bliver taget ud af fartplanen mellem Jersey og Poole i perioden november til april.
Årsagen skal findes i en færgerokade, hvor 'Tarifa Jet', der sejler Jersey-St. Malo skal i tørdok i november måned.
Det betyder, at 'Levante Jet' vil blive indsat på denne strækning i perioden.
Når 'Tarifa Jet' vender tilbage, vil 'Levante Jet' blive taget ud af drift, indtil den igen skal sejle på Poole-ruten i sommersæsonen. 'Tarifa Jet' vil levere ekstra afgange til Poole i påskeperioden.
-Vi er klar over, at denne beslutning vil påvirke øboere og skuffe nogle rejsende, og vi beklager de gener, dette medfører. Vi har fokus på at levere en langsigtet, bæredygtig service for Jersey, herunder investering i fremtidig tonnage til øen, siger Chris Parker, der er rutedirektør for Jersey-afgangene.
DFDS oplyser, at rederiet mellem november og marts tilbyder en kapacitet til op til 77.000 passagerer mellem Jersey og Storbritannien, samt op til 134.000 passagerer mellem Jersey og Frankrig.
Der vil stadig være overfarter med bilfærgen 'Stena Vinga' mellem Portsmouth og Jersey.
Læringskurve for to
Ifølge Torben Carlsen er aftalen med at skrue ned for driften indgået med Jerseys myndigheder, og topchefen fortæller, at ændringen sket i fred og fordragelighed.
DFDS kan se, at passagertallet daler hen over vinteren, og det ligger til grund for beslutningen om at nedskalere driften, siger Torben Carlsen.
- Jersey er stadig ny for os, og vi lærer stadig. Vi er i tæt dialog med Jerseys myndigheder, siger han.
Læringskurven er desuden gensidig, fortæller topchefen.
Det er nemlig også nyt for Jersey, at der er to operatører på omkring hhv. Jersey og Guernsey.
- Det skal de også vænne sig til, siger han.
Tabte en, vandt en
DFDS gik i drift på ruterne mellem England, Frankrig og kanaløen tilbage i marts. Rederiet vandt udbuddet i december og havde også budt på driften på færgefarten til og fra Guernsy.
Til en start var der tale om et fælles udbud på færgefart fra myndighederne på Jersey og Guernsey, men i 11. time blev udbuddet delt i to og tilfaldt hver sin operatør.
DFDS' konkurrent Brittany Ferries vandt den 15-årige kontrakt med Guernsey - i en runde for DFDS i øvrigt blev diskvalificeret.
DFDS endte dog med oprejsning og vandt Jersey-ruterne ligeledes på en 15-årig kontrakt.
Med kontrakten i hånden forstærker DFDS sin tilstedeværelse i Den Engelske Kanal. DFDS sejler i forvejen mellem Dover, Calais og Dunkirk, samt mellem Newhaven og Dieppe.
Læs også:
DFDS vinder færgefarten til britisk kanalø
DFDS-chef er skuffet over tabt kanalø
God start på 2025 for DFDS: Jerseys regering godkender vigtig færgekontrakt
DFDS sætter navn på første færge på nyvundet ø-rute