Havarikommission præsenterer nye oplysninger om Estonias forlis

Nye oplysninger om passagerskibet "Estonias" forlis kan ændre forståelsen af, hvad der skete den skæbnesvangre nat i september for snart 31 år siden.
Sveriges Havarikommission vil den 20. august præsentere nye oplysninger, skriver nyhedsbureauet TT.
To tidligere ukendte skibe, som var nær færgen under forliset, er nu identificeret.
Kommissionen har også gennemgået et angiveligt fortroligt dokument om alternative teorier.
Man har også gransket omstændighederne omkring en øvelse, som fandt sted dagen før "Estonias" forlis.
Havarikommissionen har fundet grund til at undersøge en række spørgsmål nærmere. Svarene på dem offentliggøres af kommissionen på et pressemøde 20. august.
Færgen "Estonia" forliste på vej fra Tallinn til Stockholm i september 1994.
Ulykken var en af de voldsomste europæiske ulykker til søs i fredstid. 852 personer omkom - herunder fem danskere - mens 137 overlevede.
Få år efter ulykken fastslog en havarikommission nedsat af Sverige, Estland og Finland, at skibets bovport var gået op under sejladsen. Der var ifølge rapporten en defekt lås.
Derfor trængte der vand ind på bildækket. Det gjorde skibet ustabilt, og det endte med at kæntre.
Forklaringen fra dengang har været omdiskuteret.
Riksdagen i Sverige nåede efter ulykken frem til, at skibet ikke skulle hæves. Det var begrundet med, at de døde skulle have deres gravfred.
Men love, som ellers havde forbudt dykninger i området, blev for år tilbage ændret for at tillade nye undersøgelser af vraget.
Forliset er blevet undersøgt adskillige gange siden.
Sidste år lukkede den svenske anklagemyndighed for sagen. De så ikke, at der var nogen tegn på, at der skete en forbrydelse i forbindelse med forliset.
Havarikommissionen i Sverige er ikke desto mindre stadig i gang med at undersøge, hvad der helt nøjagtigt skete, skriver TT.
Ved årets udgang forventes en færdig slutrapport fra den svenske kommission.