38 års historie slæbt bort: Flydedok solgt til Estland

En af Hirtshals' vartegn er solgt og sejlet videre.
Flydedokken, der i årevis knejsede ved Hirtshals Yard, er blevet solgt og blev i weekenden bugseret ud af havnet med slæbebåd.
Endestationen hedder Estland, hvor værftet ARC Repair i Tallinn, skal overtage dokken
Det bekræfter Torben Andersen, der er bestyrelsesformand i det snart hedengangne Hirtshals Yard overfor Søfart.
Det er det estiske værft selv, der har stået for at få flydedokken slæbt væk, fortæller Torben Andersen. En opgave, der begyndte lørdag.
Flydedokken har ligget i Hirtshals Havn siden 1987 og blev overtaget af Hirtshals Yard i 2012.

Lukket værft
I oktober 2024 måtte Hirtshals Yard dreje nøglen efter flere år med manglende opgaver til værftet.
Det forklarede Torben Andersen til Søfart i foråret.
- Udfordringerne var, at skibene blev større og større og blev for store til den dok, vi havde. Det betød, at skibene enten fandt andre værfter eller aflyste de ophold, der allerede var booket, sagde Torben Andersen.
- I sidste ende betød det, at vi måtte lukke de aktiviteter, der havde med flydedokken at gøre, fortalte han.
Opgaver og de fleste medarbejdere blev flyttet over i søsterselskabet Vestkajens Maskinværksted, mens opgaverne i flydedokken blev afsluttet.
Søsterselskabet blev kort efter solgt til Entech Marine, der overtog værftets haller på kajen, medarbejdere og opgaver.
Regnskabet
Tallene taler også deres tydelige sprog i Hirtshals Yards sidste aflagte årsregnskab for 2023/24.
Et plus på 6,3 mio. kr. efter skat i 2022/23 blev vendt til et underskud på 7,8 mio. kr. efter skat.
Og med flydedokkens exit er det sidste kapitel skrevet om Hirtshals Yard.
- Når dokken er solgt, så fratræder bestyrelsen og direktionen, siger Torben Andersen.