23948sdkhjf

Kontroversielt havnesalg udskydes til 2026

Det milliardstore salg bliver ikke gennemført i år, oplyser CK Hutchison-koncernen efter markant resultatfald i andet kvartal

CK Hutchison Holdings’ planlagte salg af 43 internationale havneanlæg, herunder to vigtige faciliteter ved Panamakanalen, bliver ikke gennemført i 2025 som forventet. Det oplyser selskabets koncerndirektør Frank Sixt i forbindelse med fremlæggelsen af halvårsregnskabet, hvor koncernen samtidig måtte notere et drastisk fald i overskuddet på 92 pct.

Det skriver Hong Kong-mediet South China Morning Post.

Salget, der har en værdi på cirka 23 mia. dollar, har mødt både regulatoriske og politiske udfordringer, og processen trækker nu ud, oplyser selskabet. CK Hutchison arbejder fortsat på at lande en aftale, men ifølge ledelsen er det urealistisk at forvente en afslutning inden årets udgang.

- Det tager meget længere tid, end vi havde forventet, da vi annoncerede det i marts, men ærligt talt er det ikke specielt problematisk, siger koncerndirektør Frank Sixt ifølge South China Morning Post på et pressemøde.

CK Hutchison har mødt kritik fra både Washington og Beijing siden offentliggørelsen af salgsplanerne. Særligt Panamas juridiske tiltag for at annullere koncernens kontrakter har skabt usikkerhed. Som reaktion herpå har CK Hutchison åbnet op for at inkludere en kinesisk partner i det konsortium, der står bag købstilbuddet - ifølge Bloomberg er det Cosco Shipping.

Sideløbende har havneforretningen udviklet sig positivt, og resultatet for divisionen er steget med 9 pct. i EBITDA. Det overordnede regnskab er dog påvirket negativt af en engangsomkostning på 10,47 mia. HK-dollar, relateret til fusionen mellem Three UK og Vodafone UK. På trods af resultatfaldet forhøjer CK Hutchison udbyttet for første halvår fra 68 til 71 HK-cent per aktie.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047