Stenrig oliefond har øget investeringerne i Mærsk og DSV

Den norske statsejede investeringsfond - den norske oliefond - har i første halvår af 2025 øget sine investeringer i shipping- og logistikselskaber med 200 mio. dollar.
Det skriver shippingavisen Tradewinds.
Det er bl.a blevet til flere aktier i A.P. Møller-Mærsk, Danaos og Navios Maritime Partners, mens fonden har reduceret beholdningen af aktier i bl.a. rederiet Norden, Torm-konkurrenten Scorpio Tankers og container- og havnelogistikselskabet Cosco Shipping Holdings.
Statens Pensionsfond Global, som forvaltes af Norges Bank Investment Management, havde ved udgangen af juni 2025 shipping- og logistikaktier for 4,8 mia. dollar eller 200 mio. dollar mere end ved årsskiftet.
Mærsk og DSV i Top-6
Fondens shipping- og logistikportefølje omfatter ca. 50 selskaber, og A.P. Møller – Mærsk er nu den sjettestørste post med en markedsværdi på 195 mio. dollar.
Dens fem største positioner på området er DSV, Royal Caribbean Cruises, Carnival, NYK og Viking Holdings. Ved udgangen af juni havde fonden DSV-aktier for 1,9 mia. dollar.
- Vi ser fortsat shipping som en vigtig sektor med langvarig eksponering mod global vækst og energiomlægning, udtaler Nicolai Tangen, CEO for Norges Bank Investment Management, til TradeWinds.
I årets første seks måneder øgede oliefonden desuden sine positioner i Navios Maritime Partners (13 mio. dollar), Danaos (fra 14,5 til 22,5 mio. dollar) og Adnoc Logistics & Services.
Shippinginvesteringerne udgør stadig kun en mindre del af fondens samlede formue på over 1.500 mia. dollar. Den stigende interesse peger dog på, at sektoren tillægges strategisk betydning – særligt i lyset af det voksende politiske fokus på forsyningskæder og energi-infrastruktur, vurderer Tradewinds.