Navigator Gas ramt af toldusikkerhed og lavere flådeudnyttelse

Navigator Gas med danske Mads Peter Zacho som topchef måtte i andet kvartal sande, at geopolitisk og handelsrelateret uro lagde en dæmper på aktiviteterne.
I regnskabet for Q2 2025 har rederiet, som er verdens største ejer af gastankskibe i handysize-klassen, både måttet se omsætningen og indtjeningen falde.
Kvartalets omsætning på 129,6 mio. dollar er 11,6 pct. under niveauet i samme periode sidste år og over 14 pct. under omsætningen i første kvartal af i år på 151,4 mio. dollar.
Nettoresultatet blev 21,5 mio. dollar mod 23,2 mio. dollar i kvartalet sidste år og betydeligt under resultatet i årets første kvartal på 27,0 mio. dollar.
Ramt af tolduro
Tilbagegangen skyldes usikkerhed omkring de nye amerikanske toldsatser, som fik flere kunder til at afvente eksport- og importaftaler, skriver rederiet i regnskabet.
- Markedet i andet kvartal var præget af usikkerhed omkring handelsforhold, især mellem USA og Kina. Mange kunder udskød deres aftaler, hvilket påvirkede vores udnyttelse og TCE-rater. Vi forventer dog forbedring i tredje kvartal, efter at eksportlicenskrav er ophævet og spændingerne aftager, udtaler topchef Mads Peter Zacho i regnskabet.
Ratefald og lavere flådeudnyttelse
Rederiets gennemsnitlige TCE-rate (Time Charter Equivalent) faldt til 28.216 dollar pr. dag fra 30.476 dollar i første kvartal og 29.550 dollar i andet kvartal 2024 – som svarer til en tilbagegang på henholdsvis 7,4 pct. og 4,5 pct..
Flådens udnyttelsesgrad var 84,2 pct. i kvartalet mod 92,4 pct. i årets første kvartal og 93,4 pct. i Q2 2024.
Med ophævelsen af eksportlicenskravet og en stabilisering af toldpolitikken mellem USA og Kina, ser Navigator Gas mere optimistisk på tredje kvartal:
- Vi forventer forbedret udnyttelse i Q3 2025, skriver ledelsen i regnskabet.
Flere LPG-transporter
Navigator Gas råder nu over en flåde på 58 skibe, hvoraf 27 er ethylen- og ethan-egnede. I Q2 blev 44 pct. af rederiets sejldage anvendt til petrokemiske laster, 42 pct. til LPG og 14 pct. til ammoniak.
Blandt højdepunkterne i kvartalen var, at LPG-volumenerne var de højeste siden første kvartal 2023, og at flere af rederiets tankskibe blev benyttet til eksport af irakisk propan.
I andet kvartal blev det til et skibssalg, da rederiet i maj afhændede sin ethylen-egnede handysize-tankere, 'Navigator Venus', fra 2000 med en salgsgevinst på 12,6 mio. dollar.
I Q1 2025 modtog Navigator Gas sine tre brugte ethylen-egnede tankere på 17.000 cbm, 'Navigator Hyperion', 'Titan' og 'Vesta'.
Bygger to ammoniakskibe
Efter kvartalets afslutning annoncerede rederiet den 17. juli 2025 et nyt joint venture-samarbejde med den norske teknologipartner Amon Maritime. Sammen vil de to partnere investere i to nybyggede ammoniakdrevne gastankskibe på hver 51.530 cbm, som også kan fragte LPG.
Skibene forventes leveret i juni og oktober 2028, og Navigator Gas vil eje 80 pct. af joint venturet.
Navigator Gas ejer 50 pct.af den amerikanske ethylen eksportterminal i Texas. Terminalen håndterede i Q2 268.117 ton ethylen - som er en tredobling af volumenen i Q1 2025 på 85.553 ton og et stykke over niveauet i Q2 2024 på 230.857 ton. Rederiets indtjening fra eksportterminalen var i kvartalet på 4,8 mio. dollar.
Har øget gælden
I kvartalet optog rederiselskabet, der er børsnoteret i New York, et nyt lån på 300 mio. dollar til refinansiering og generelle formål, som øger gælden til lidt over 1 mia. dollar pr. 30. juni 2025.
Navigator Gas har dog en likviditet på 287,4 mio. dollar og oplyser, at det fortsat overholder alle gældskrav.
- Vi vurderer, at vores nuværende likvide beholdninger sammen med det forventede cashflow i resten af året vil være tilstrækkelige til at dække vores likviditets- og driftsbehov i mindst de næste tolv måneder, skriver ledelsen med Mads Peter Zacho i front.
Beløb i mio. dollar | Q2 2025 | Q1 2025 | Q2 2024 |
Omsætning | 129,6 | 151,4 | 146,7 |
TCE-rate (dollar/dag) | 28.216 | 30.476 | 29.550 |
Nettoresultat | 21,5 | 27,0* | 23,2 |
Driftsresultat før renter, skat, afskrivninger og amortiseringer (Ebitda) | 71,9 | 74,3 | 75,1 |
Justeret Ebitda (korrigeret for f.eks. skibssalg) | 60,1 | 72,8 | 77,6 |
Flådeudnyttelse i pct. | 84,2 | 92,4 | 93,4 |
Egenkapital | 1.255 | 1.246 | 1.224 |
Balance (aktiver i alt) | 2.382 | 2.181 | 2.146 |
Antal medarbejdere | ca. 144 | ca. 140 | ca. 138 |