Blue Water formand: Direktør-fyring handler ikke om regnskaber
Faldende regnskaber har intet at gøre med Blue Waters direktørfyring.
Det slår bestyrelsesformand i Blue Water, Jørgen Wisborg, fast over for Shippingwatch.
Tirsdag kom nyheden om, at transport- og logistikgiganten Blue Water skilte sig af med deres topchef gennem syv år Søren Nørgaard Thomsen og erstattede ham med Thomas Bek, der er hentet internt i organisationen.
Nyheden kom fire måneder efter præsentationen af koncernens 2024-regnskab, der langt fra levede op til forventningerne.
Året endte med et beskedent overskud på 23 mio. kr. før skat. Målsætningen for 2024 var et resultat på 150-170 mio. kr. før skat, svarende til niveauet fra 2023, hvor bundlinjen lå på 147 mio. kr. før skat. Til trods for en omsætningsvækst på 538 mio. kr. til 9,497 mia. kr. i 2024, blev de forventede marginer ikke opnået.
- Vi er ikke tilfredse med det samlede resultat for 2024, lød det fra - nu daværende direktør - Søren Nørgaard Thomsen, CEO i Blue Water, da regnskabet blev lagt frem.
Men direktørens afsked og resultaterne fra 2024 hænger altså ikke sammen, lyder det fra formanden.
- Det synes jeg ikke, at man kan sige, siger Jørgen Wisborg til mediet.
- Tværtimod tror jeg, at Søren forbedrede resultaterne, da han tiltrådte. Vi havde et dårligt 2024, men det har ikke noget med sagen at gøre, tilføjer han.
Ny mand ved roret
I stedet argumenterer formanden for, at en ny virksomhedsstrategi kræver en ny mand i direktørstolen.
- Søren Nørgaard Thomsen har som CEO ydet en stor indsats for at styrke Blue Water, og vi har derfor meget at takke ham for gennem de seneste syv år. Han har gennem sin engagerede og professionelle indstilling medvirket til at udvikle og positionere Blue Water, men vi har i bestyrelsen vurderet, at der er behov for en anden profil til at eksekvere på den nye strategi, lød det fra Jørgen Wisborg tirsdag, da nyheden om direktørskiften kom ud.
Direktørskiftet er trådt i kraft omgående.
Rigtige tidspunkt
Blue Water præsenterede ny 2030-strategi i marts - i øvrigt samtidig med fremlæggelsen af 2024-regnskabet.
Den nye strategi har et skarpere fokus på profitabel vækst og mere effektiv drift.
Organisatorisk vil der blive lagt større vægt på regionale beslutningsstrukturer for at bringe ansvar og handlekraft endnu tættere på kunderne og de lokale markeder.
Det er altså den strategi, som den nye direktør skal føre ud i livet.
- Thomas Bek har stor ledelsesmæssig forståelse for og kendskab til hele Blue Water-forretningen: kommercielt, operationelt og finansielt – og så er han en af de stærkeste ambassadører for Blue Waters unikke værdier og kultur. Vi har vurderet at det er det helt rigtige tidspunkt at sætte Thomas Bek i spidsen for Blue Water nu, hvor vi skal indfri målene i en ambitiøs 2030-strategi. siger Jørgen Wisborg.
Læs også:
Blue Water fyrer topchefen - afløseren er fundet
Blue Water i 2024: - Vi levede ikke op til forventningerne
Efter skuffende 2024: Nu skal Blue Water tilbage på sporet