23948sdkhjf

Nye brændstoffer sender søfarende tilbage på skolebænken

Nyt kursus skal klæde søfarende på til en ny virkelighed på metanol, LNG, brint og ammoniak

En ny verden er ved at åbne sig med LNG og metanol i tanken - og senere med brint og ammoniak.

Det stiller nye krav til søfarende, og derfor kan de nu vende tilbage til skolebænken for blive opdateret omkring sejlads på alternative brændsler.

Det er Simac Training og Aarhus Maskinmesterskole (AAMS), der har forenet kræfterne om en serie IGF-uddannelser målrettet dem, der allerede er ude at sejle.

Håbet er at ruste menige og officerer i den danske handelsflåde bedre til at håndtere fremtidens brændstoffer, når det kommer til teknologi og ikke mindst de nye sikkerhedskrav, der følger med. 

- Vi ser det her som en mulighed for at samle kræfterne nationalt og tilbyde et solidt, koordineret og fremtidssikret IGF-uddannelsestilbud. Det handler både om sikkerhed og grøn omstilling og om at sikre danske søfarendes konkurrenceevne i en ny maritim virkelighed, udtaler Vibe Jelsbak, uddannelseschef ved AAMS.

Virtuel undervisning

Meget af undervisningen vil foregå på simulator, hvor kursisterne kan prøve forskellige virtuelle scenarier med de nye brændstoffer som omdrejningspunkt. 

AAMS har siden 2015 arbejdet med IGF-kurser og råder over både full mission simulatorer og undervisere med indgående viden om brændstofteknologier og sikkerhed. 

AAMS vil udbyde både IGF Basic- og Advanced-kurser i Aarhus, mens SIMAC Training indledningsvist står for IGF Basic-kurser i Svendborg og i Københavnsområdet og den overordnede projektledelse, herunder koordinering og administration.

-  Sammen dækker vi hele Danmark, og sammen skaber vi en platform for både standardisering og fleksibilitet i udbuddet af IGF-uddannelser, siger projektansvarlig fra SIMAC Training, Jeppe Carstensen.

Kurserne tilbydes med økonomisk støtte til både ansatte i rederier og individuelle søfarende. Dermed håber arrangørerne, at både store og små rederier får mulighed for at sende ansatte på kursus. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063