Mærsk dropper transport for virksomheder i ulovlige israelske bosættelser

Den danske rederikoncern vil ikke længere transportere gods til og fra virksomheder, der er involveret i aktiviteter i israelske bosættelser på Vestbredden, der ifølge Den Internationale Domstol (ICJ) er ulovlige og bryder med folkeretten. Beslutningen omfatter potentielt 97 virksomheder, som står på FN’s officielle liste.
Det skriver Mærsk i en pressemeddelelse.
Mærsk har truffet beslutningen efter en gennemgang af virksomhedens aktiviteter på Vestbredden. Fremover vil selskabet benytte FN’s menneskerettighedsorganisations (OHCHR) database til at sortere sine samarbejdspartnere.
- Efter en nylig gennemgang af transporter relateret til Vestbredden har vi styrket vores screeningsprocedurer vedrørende israelske bosættelser yderligere, herunder tilpasset vores screeningsproces til OHCHRs database over virksomheder, der er involveret i aktiviteter i bosættelserne, skriver Mærsk.
Rederiet bekræfter i en skriftlig kommentar til Shippingwatch, at der er "fundet eksempler på shipments, som ikke levede op til retningslinjerne" og at Mærsk derfor styrker sine screening-procedurer på området.
Opdigtet kritik
Det seneste år har aktivister og demonstranter gentagne gange kritiseret Mærsk for at transportere militærrelateret gods for det amerikanske militær til Israel samt gods ind og ud af bosættelserne. Protesterne kulminerede senest i juni med en større demonstration ved Mærsks kontor i New York.
Mærsk understreger, at man fortsat vil udføre transportopgaver for F-35-programmet gennem selskabets amerikanske datterselskab, Maersk Line Limited, som bl.a. transporterer komponenter til fremstilling af flyet i samarbejde med Israel og flere andre lande.
Mærsk retter samtidig en hård kritik mod aktivistkampagner, som ifølge selskabet har spredt urigtige anklager og misinformation:
- Det er en kendt taktik blandt visse aktivistgrupper at tillægge modstandere eller institutioner handlinger og synspunkter, der er opdigtede eller misvisende, for at opnå opmærksomhed og støtte til deres sag. Netop det ser vi udfolde sig i den aktuelle kampagne mod Mærsk, skriver rederiet og fortsætter:
- Kampagnen spreder unøjagtige påstande, hvor antagelser i visse tilfælde præsenteres som dokumenterede fakta, og offentligt tilgængelige oplysninger fordrejes. Desværre har vi også oplevet hærværk og ulovlige, aggressive demonstrationer mod vores faciliteter og medarbejdere. Dette ændrer dog ikke vores holdning eller praksis, som fortsat er styret af internationale standarder," skriver Mærsk i udtalelsen, hvor rederiet dog også understreger sin opbakning til fredelige demonstrationer.